Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Det er mange Aar siden mine Forældre døde, men
Minderne lever, og jeg ser tydeligt deres Ansigter og
Skikkelser for mig. Jeg mindes min Fars milde, taalmo-
dige og forhaabningsfulde Sind, hans Nøjsomhed og
utrættelige Flid. Han var tidligt oppe om Morgenen, og
efter et Par Timers Arbejde hjemme fik han Symaskinen
spændt paa Ryggen. Saa drog han afsted til en Gaard
eller et Hus, hvor han skulde sy Klæder af Familiens
hjemmegjorte Vadmel. Naar han om Aftenen kom hjem„
var der atter noget at gøre, og undertiden skulde han hen
at spille til et Bryllup eller et Høstgilde. Saa gik det me-
ste af Natten med det. Indtægten ved at spille en Nat i
Støv, Træk og Kulde var i Almindelighed 4 a 5 Kroner>
108
og de Penge var da nemt tjent, syntes han. Han smilede
ironisk, naar han hørte Tale om Folk, der skulde have
Ferie; det havde han aldrig følt Trang til. Søndag Ef-
termiddag kunde han unde sig nogle Timers Ro; saa fik
han undertiden sin Violin ned fra Væggen og spillede
for os. Og naar han spillede et af sine Yndlingsstykker;
var Klangen i hans gamle Violin saa ren og yndefuld, at
det var en Fryd at høre. Naar vi havde Plovgilde, og de
Folk, der havde pløjet for os, havde faaet et Maaltid Mad,
fik de ogsaa et Stykke paa Violinen, og saa fortalte han
gerne om sine Oplevelser som Soldat i Krigen 1848—50.
Hans Valgsprog var: Med Taalmodighed overvindes alt,
jeg haaber altid det bedste.
Indtægterne var ikke store, men de skulde slaa til, der
blev intet købt paa Kredit. Hvad der ikke var Penge til,
maatte man undvære. Og han vedblev at arbejde, indtil
en Uge før han døde. Det var vistnok det første Sygeleje,
han havde haft i hele sit Liv, og da han maatte lægge
sig til Sengs, vidste han, at nu var det Slut. Min Mor laa
syg samtidig, men en Dag stod hun op af sin Seng og
kom hen til hans Sygeleje. Da han saa hende, sagde han :
„Naa, er det dig, min Ven; ja, nu skal vi skilles, men vi
skal ses igen paa Opstandelsens Morgen.' Det var i Au-
gust 1905; jeg var paa Kur paa „Frydenstrand' og fik
der Telegram om min Fars Sygdom. Jeg rejste straks
derfra og kom til Assendrup ved Nattetid, kort før min
Far lukkede sine Øjne i Døden. Han blev 83 Aar gammel.
Min Mor var af delvis fremmed Afstamning. Hendes
Farfar var som før nævnt en indvandret holstensk Sned-
ker, som havde faaet Arbejde paa Herregaarden Tirs-
bæk, og som saa giftede sig med en Pige fra Sognet.
Min Mor var lidt mere tung af Sind og havde mere An-
læg for Bekymringer end min Far, og dette Anlæg ud-
109
vikledes yderligere gennem megen Sygdom. Men i de Ti _
der, hvor hun var nogenlunde rask, kunde hun give Ud-
tryk for megen djærv Humor. Hun krydrede sin daglige
Tale med mange Mundheld og Fyndord, som hun vidste
at anvende paa en vittig og rammende Maade. Der fore-
kom sjældent en Situation, hvor hun ikke kunde faa an-
bragt et passende Fyndord. Hvis en Pige var mistænkt
for at gaa i Giftermaalstanker, saa hed det: „Hun hå nok
andt i hind Howed end Pottskoor.' Var en Mand mere
stortalende, end der syntes at være Grund til, saa blev han
skaaret ned med Ordene: „De sus i æ Avvild, såå han æ
Mand, han hååd kons en Hylld, å den stod en hal Mil fræ
hans Huws.' Til en, der mente at have set en Del af Ver-
den, kunde der siges: „Do æ vidt berejst, do hå wan jen
Gong te Møll å tow Gong te Smiddes.' Var hun særlig
godt forsynet med en eller anden Ting, saa sagde hun:
„Her æ jo Gudselawn å en Slump te'. Naar to Ting havde
en paafaldende Lighed med hinanden, hed det: „De æ
Måågen te Broogen å Slæjte te wo Sow.' Hvis man hørte
en uforklarlig Lyd, saa sagde hun: „De bildes for en dø
Gejsling.' Naar det traf sig, at jeg var lidt fornærmet
over et eller andet, saa lod hun, som om hun var i stor
Forlegenhed, og saa sagde hun: „Hwoe ska wo Høns da så
sed i Nat ?' Det kunde ske, at jeg om Morgenen følte
Trang til en Mellemmad, inden jeg var kommen rigtig
i Klæderne, og saa sagde hun med paataget Bekymring
i Stemmen: „Do hå jo helder ett fåt sien i Gue, i Muen
er et o æ triddi Daw
Jeg har ofte maattet beundre min Mors Dygtighed.
Hun bagte, bryggede, slagtede, malkede, kærnede Smør
og lavede Ost,. syede, strikkede og farvede, besørgede den
daglige Madlavning og holdt Huset i Orden. Desuden tog
hun Del i Markarbejdet, navnlig i Høst og Slæt. Hendes
110
Arbejde var altid vel udført, og jeg forstaar ikke, hvor-
dan hun har kunnet faa alle disse Haandværksfag lært.
Naar Trætheden overvældede hende, gik hun ind i Stuen
og satte sig i en Stol, og naar hun havde siddet der nogle
Minutter med lukkede Øjne, kunde hun tage fat igen. Hen-
des gode, følsomme og hjærtevarme Sind vil jeg aldrig
glemme. Et gammelt Schwarzwalder-Ur, som nu hænger
i min Stue, maalte i de mange Aar Tiden for mine For-
ældre. Naar jeg ser paa den Urskive, som min Mors Øjne
saa tit har været rettet imod, saa synes jeg, at jeg der
ser et Genskin af min Mors gode trofaste Blik. Hun døde
i 1912, 85 Aar gammel.
Min ældste Søster var 21 Aar, da jeg kom til Verden,
hun blev min Gudmoder og bar mig til Daaben i Engum
Kirke. Efter hende var der tre Brødre, to af dem var
Skrædere og den tredie Smed. De var ret forskellige ind-
byrdes, men alle tre gode og dygtige Mænd. En lille Sø-
ster, som blev født 1864, døde samme Aar. Min yngste
Søster var mig nærmest i Alder, hun lærte mig at læse,
og hun var altid god og trofast imod mig. Jeg mindes
ikke, at nogen af mine Søskende nogensinde har sagt et
ondt Ord til mig. Nu er de alle under Mulde, deres Ægte-
fæller ligesaa. Det føles underligt, at jeg, der var „Bar-
net' i Familien, nu er Slægtens ældste. Naar jeg tænker
paa, at flere af mine Niecer nu er Bedstemødre, forstaar
jeg, at jeg er bleven gammel.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-