Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Naar man er naaet op i Halvfjerdserne og ser tilbage
paa de mange Aar, man har levet, saa er det en broget
Række af Billeder, der ruller sig op for ens indre Blik.
Man mindes sit Livs afgørende Begivenheder, Sorger og
Glæder man har oplevet, smertelige Nederlag og lykke-
lige Sejre. Man mindes Mennesker, som man mødte paa
sin Vej, og som kom til at øve Indflydelse paa ens Skæbne.
Og man husker mange smaa Oplevelser, der ikke var af
særlig Betydning, men som alligevel hører med til Billedet.
Naar jeg søger at samle de mange Enkeltheder til en
115
Helhed, saa synes jeg, at en stor Del af min Livsvej kan
karakteriseres med Salmelinien : Langs med Svælget Vejen
gaar. De ængstelige Anelser, der i min tidlige Barndom
gik igennem mit Sind, naar jeg tænkte paa min Fremtid,
gik i nogen Grad i Opfyldelse. Jeg frygtede for, at Livet
vilde kræve mere af mig, end jeg var i Stand til at yde,
og de Krav, der i min Ungdom blev stillet til min Ar-
bejdskraft, var ofte over Evne. Jeg var 'ikke stærk nok
til at præstere et sundt Menneskes Arbejdsydelse, og jeg
var ikke syg nok til, at der blev taget Hensyn til min
Svaghed. Mindreværdsfølelse og en sygelig overdreven
Skyldfølelse blev Frugten af, at jeg Gang paa Gang blev
mindet om min fysiske Underlegenhed. Samtidig var der
i mit Sind en skjult Trods, en Trang til Selvhævdelse, der
ventede paa en Mulighed for at gøre sig gældende.
I mine Barneaars lysere Stunder havde jeg undertiden
næret hemmelige Drømme om, at der skulde komme en
Tid, hvor jeg blev i Stand til at gøre mig gældende paa
en Maade, som man ikke havde ventet. Og nu tør jeg vel
sige, at ogsaa denne Anelse i nogen Grad gik i Opfyldelse.
Jeg har haft mere Medbør i min Livsgerning og høstet
mere Anerkendelse, end jeg nogensinde havde vovet at
drømme om. Hvis en venlig Fe i min Barndom havde
skænket mig Opfyldelsen af tre Ønsker, vilde jeg aldrig
have vovet at ønske mig saa megen Lykke og Medgang,
som Livet efterhaanden har skænket mig. Men det blev
vundet gennem Strid og anstrengt Arbejde.
Det Tryk, der i Barneaarene hvilede over mit Sind, kom
ogsaa til at præge min religiøse Udvikling. Jeg begyndte
tidligt at gruble over religiøse Problemer. Tanken om Dø-
den var mig ikke fremmed, og jeg havde hørt og læst, at
man skulde omvende sig for at komme i Himlen. Naar
jeg sammen med mine Forældre var til Gudstjeneste i
116
Engum Kirke, anstrengte jeg mig for at forstaa Præstens
prædiken, og jeg haabede, at han vilde sige noget, der
kunde hjælpe mig til Vished om, at jeg var et frelst Men-
neske. Jeg mindes en Søndag i Kirken, hvor jeg følte mig
overvældet af Tungsind, fordi der ikke syntes at være
noget, der kunde hjælpe mig til Fred og Klarhed. Men
saa skete der pludselig det, at det sjælelige Tryk forsvandt,
og at en forunderlig lys og lykkelig Stemning fyldte mit
Sind. Det føltes, som om en Engel havde hvisket i mit
Øre: Du skal ikke være ked af det, for du er et Guds
Barn, og der er ikke noget at være bange for
I mine unge Aar sluttede jeg mig til K.F.U.M. og fandt
der adskillige gode Venner. Men jeg var sky og overføl-
som, og jeg kunde ikke tale med nogen om det, jeg gik
og kæmpede med. Det varede en Række Aar, inden jeg
naaede til Afklaring og Fred, men det var en Lykke, at
jeg fik Lov til at stride min Strid til Ende uden Ind-
blanding af ukaldede Fødselshjælpere. Da jeg endelig
fik fast Grund under Fødderne i aandelig Henseende,
blev jeg samtidig befriet for Menneskefrygt. Min Sjæle-
fred var ikke afhængig af, om jeg var „anerkendt' af de
andre. Jeg havde Interesser, som mine Venner ikke altid
forstod eller billigede, men det anfægtede mig ikke. Da
jeg senere i Livet kom til at optræde som Oplæser og
Foredragsholder, viste det sig, at det mest var i grundt-
vigske Kredse, man havde Brug for mig og forstod mine
Tanker. Men jeg har Venner i forskellige kirkelige Lejre,
og jeg glæder mig over alt Kristenliv, der bærer Ægthe-
dens Præg. Jeg synes stadig, at den mest ægte Kristen-
domsform, jeg har mødt, er den gammeldags Gudsfrygt,
der prægede Livet i mit Barndomshjem. Mine Forældres
strenge Pligtfølelse og vaagne Samvittighedsliv, deres
Evne til selvstændig Vurdering af aandelige Værdier og
117
deres Sky for alt uægte giver dem i mine Øjne et For-
trin for megen velorganiseret Retnings-Kristendom i vor
Tid.
Der har været kritiske Tider i mit Liv, hvor Mørket
sænkede sig om mig, og hvor der ikke syntes at være Vej
frem. Men det viste sig hver Gang, at det var kun en
mørk Port, jeg skulde passere, der var Lys og Dag bag-
ved. Og naar jeg en Dag skal igennem den sidste mørke
Port, saa tror jeg, at der ogsaa bag den venter mig et
nyt Lys og en ny Dag.
Min Datter, som er uddannet Sygeplejerske, er nu
atter hjemme hos mig efter at have været ude blandt
Fremmede i syv Aar. Og nu er hun „Livet i Huset' i vort
fælles Hjem, „Skovhaven', Sdr. Villavej, Vejle.
(foto af Skovhaven huset)
„Skovhaven'
118
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-