Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Jens Tækkemand sad i sin Halmstol ved Borden-
den og læste højt af Avisen for sin Kone Lisbet.
Han havde læst om en Jernbaneulykke i Amerika,
en Løbskkørsel i Vestjylland, et Rovmord i Berlin
og om en Cyklon, der havde anrettet store Ulyk-
ker i det stille Hav. Lisbet lyttede opmærksomt
til hans drævende og enstonige Foredrag, og de
mange Ulykker satte hendes følsomme Sind i Be-
vægelse, saa at hun fik Taarer i Øjnene og havde
ondt ved at se til sit Arbejde. Hun var i Færd
med at sætte en solid, firkantet Bødeklud paa Ba-
gen af Jens's gamle Bukser, og hun sad med Næ-
sen saa tæt op til den lille Petroleumslampe som
muligt. Særlig Cyklonulykken gjorde et stærkt
Indtryk paa hende.
»De æ ett så sæer, te de go gal mæ di Sykler, såen
som di fåer astæj,« bemærkede hun indigneret,
»men a ka ett fåsto, te di osse ka bruug dem te Søs
Lisbet var lige ved at tro, at hun fik aldrig den
Klud til at sidde rigtigt, hvis hun skulde høre flere
af den slags oprivende Nyheder, og det var maa-
ske Grunden til, at hun bemærkede:
9
»Løs wos lii de Støk om æ Teater!«
Jens interesserede sig ikke for Teatret, men som
den samvittighedsfulde Ægtemand han var, be-
gyndte han straks at læse Stykket:
»Fra det Øjeblik, han viste sig paa Scenen, var
det, som om man ikke længere sad i et Teater. Nej,
man befandt sig i selve den gerriges Stue, fulgte
hver af hans Bevægelser og var Vidne til hans
uslukkelige Lidenskab, der kulminerer, da han op-
dager, at nogle af hans Penge er borte. Denne
Scene, hvor Harpagon er Vanviddet nær, vilde,
lagt i en mindre dygtig Skuespillers Haand, virke
rent ud latterlig. Dr. Mantzius ydede her, hvad
kun de allerstørste formaar.«
Lisbet drog et dybt Suk: »De æ jo nued fåblom-
met, en ka ett regti fåsto et.«
»Sannd nok,« sagde Jens, »men der æ da liigodt
jen, di anerkinde.«
Med denne sidste Bemærkning var Jens ikke fri
for at røbe en svag Side — maaske den eneste —
ved sin Karakter. At han var en uangribelig Al-
vorsmand, vilde ingen drage i Tvivl, der blot en
Gang havde set hans tætsluttede Skikkelse og hans
nogenlunde skægløse Ansigt. Han var sig sit Kalds
Vigtighed bevidst. Naar han sad paa Taget af en
Længe i en Bondegaard, følte han sit Ansvar. Nu
kom det an paa hans Kunst og Paalidelighed, om
de gyldne Korndynger paa Bondens Loft skulde
blive bevarede mod Regn og Sne, og det sømmede
10
sig ikke for den, der havde en saa vigtig Gerning
for, at hengive sig til Fjas og Narrestreger. Han
smilede sjældent og lo aldrig, det var der efter hans
Opfattelse ingen »Walsegnels« ved. Dog var der
et svagt Sted i det skudsikre Panser af Tække-
mands-Retskaffenhed, han omgav sig med, han
kunde ikke sige sig fri for en vis Ærgerrighed.
Han satte Pris paa at »anerkindes« som den dyg-
tigste Tækkemand, der fandtes paa Egnen, og han
11
følte sig krænket, naar hans faglige Præstationer
ikke blev tilstrækkelig paaskønnede.
Lisbet havde endelig faaet Bødekluden anbragt,
men det lod til, at hun endnu ikke havde faaet
Teatret ud af Tankerne.
»Di håer et no liigodt bæjjer o manne Mååder,
hvem dæ buer i æ Kjøvsta, di ka fo så møj godt
å høør å si. De æ, lissom vi ander æ uddenfor de
hiele.«
»Do so da Professor Labri, de siist vi wa te
Mærkend,« indvendte Jens.
»Ja, men dæ wa ett nued ve et,« svarede Lisbet.
»De æ møj andeleddes o æ Teater, di sæje, de ska
væær så møj grangivelig.«
Jens saa forbavset paa sin Mage, men fandt ikke
Anledning til at udtale sig. Men Lisbet tog til Orde
igen:
»De wa wol ett å tænk o, te en lii en jenle Gong
kund ha drawwen te æ Kjøvsta å ha sjet de hie
Teater?«
Jens blev saa forfærdet over dette uformodede
Anfald af Forlystelsessyge hos hans skikkelige Lis-
bet, at han rejste sig i hele sin Højde og Bredde
og udbrød i en Tone, der udelukkede al videre
Diskussion:
»Læ wos no ett spel Bajas!«
Og saa spiste de to gamle Ægtefolk deres Natter
og gik til Ro.
— Jens var egentlig ved at blive for gammel til
12
at kravle omkring paa Tagene, og han behøvede
det heller ikke for Udkommets Skyld. Men han
havde endnu en Del faste Kunder blandt Lands-
byens Gaardmænd, og han satte en Ære i at blive
ved saa længe som muligt. Han følte det som en
personlig Krænkelse, hver Gang en af hans Kun-
der svigtede ham og gik over til et mere moderne
Tagdækningsmateriale. Midt i Byen laa Søren Pe-
ters nyopførte Gaard, og hver Gang Jens gik forbi
den, havde han en Følelse af, at det anilinrøde Ce-
mentstenstag grinte ad ham. Da han en Dag kom
ind i Høkerens Butik, hørte han her af den alvi-
dende Kårre-Stine, at Anders Mikkelsen vilde til
at bygge sit Stuehus om, og at det ny Hus skul-
de være med Skifertag. Anders Mikkelsen var
en af hans ældste og mest trofaste Kunder, og
Jens tog sig denne Jobspost saa nær, at han mod
Sædvane lod sig henrive til en ubesindig Ytring•e
»De ladde te, te æ Tækkimand blywwe hiel øv-
weløs, de ka væær, en må helder sææl si Stæj å
draw te æ Kjøvsta.«
Det er aldrig bleven opklaret, hvem der har
bragt denne letsindige Ytring videre, men en kort
Tid efter fik Jens og Lisbet Besøg af en tyk Mand,
der præsenterede sig som Ejendomskommissionær.
Han havde et mægtigt Skæg og et endnu mægti-
gere Snakketøj, og han talte med en Salvelse, som
mangen Gejstlig kunde have Grund til at misunde
ham. Ved et hastigt Blik rundt i Stuen havde han
13
overbevist sig om, at der hverken fandtes Billeder
af Grundtvig eller Vilhelm Beck, det var da for-
modentlig bedst ikke at tale gudeligt. Altsaa greb
han Sagen an fra en anden Kant. Det var en ren
Lykke, at han af en god Ven havde hørt, at her
var et Par gamle, brave Folk, der søgte en lille
god og rentabel Købstadejendom, for han havde
netop en Ejendom i Kommission, som var saa ene-
staaende fordelagtig baade med Hensyn til Pris
og Prioriteter, at han aldrig i sit Liv havde truffet
noget lignende. Han havde lovet sig selv, at den
Ejendom skulde ikke blive solgt, før han havde
fundet et Par Folk, der var værdige til at eje den,
og det slog ham straks, da han traadte ind i denne
Stue, at her var de Folk, der skulde bo i Aastræde
29. Han vilde ikke nægte, at han som Kommissio-
nær undertiden fik med Handeler at gøre, som han
ikke var saa glad ved, men her var et af de lykke-
lige Tilfælde, hvor han helt kunde lade sit gode
Hjærte raade. Han kunde ikke finde Ord for den
Tilfredsstillelse, han følte ved at kunne hjælpe saa-
dan et Par ældre, brave Mennesker til Rette med
at finde et lykkeligt og sorgfrit Hjem i deres Al-
derdom, og der var en ligefrem profetisk Glød i
hans Blik, da han udmalede for dem alle de Her-
ligheder, der ventede dem, hvis de nu vilde skynde
sig og gribe til.
Lisbet lyttede til hans Ordstrøm med ufordulgt
Interesse, hun var fra sit Samliv med den ord-
14
knappe Jens uvant med saa megen mandlig Vel-
talenhed. Den mere verdenserfarne Jens iagttog
en passende kølig Tilbageholdenhed, der ikke lo-
vede noget, og Kommissionæren maatte omsider
fjerne sig uden at have opnaaet noget paaviseligt
Resultat. Det tog han dem paa ingen Maade ilde
op, tværtimod, det var netop den Slags forsigtige
og solide Folk, han helst vilde have med at gøre;
det var bedre at se sig for end at handle overilet
og saa maaske fortryde det bagefter.
Jens Tækkemands Hjerne arbejdede langsomt,
men sikkert. Trods den tilsyneladende Kulde,
hvormed han havde hørt paa Kommissionærens
Veltalenhed, var der dog hængt lidt ved; hvem
kunde vide, om der ikke alligevel kunde være
»Walsegnels« ved at gøre en saadan Handel, man
havde jo da hørt om andre, der paa deres gamle
Dage var flyttet til Købstaden, fordi det skulde
være behageligere. Lisbet følte, at her var den ene-
ste Mulighed for at faa lidt Part i al den Verdens
Herlighed, som hun hidtil havde været udelukket
fra; hun var klog nok til ikke direkte at opmuntre
sin forsigtige Husbond, men ved alskens behæn-
digt formede og tilsyneladende upartiske Spørgs-
maal sørgede hun for at holde Interessen vedlige.
En skønne Dag drog Jens til Staden for at se paa
Ejendommen, og en kort Tid efter blev Handelen
afsluttet. Det gamle Hjem med de to Skæpper
Land blev solgt til Søren Peter, han havde Brug
15
for det til en gammel værkelig Aftægtskone, som
han ikke godt kunde faa Plads til i sin nye Gaard,
og Jens's Hus laa saa rart af Vejen.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-