Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Dæ wa demm, dæ mindt, te Slumstrup lo i en
Awwkrog, men de skuld en ett læ sæ fåsto
mej, næer Jens Tækkimand wa ve æ Håend, få
han troww bestemt, te den lo lii medt i Verden, å
han mindt osse, te de wa den gjæwest By, dæ wa
te. De wa næsten jenle skekkele Folk, dæ bue i
Slumstrup, å dæ wa åldtie såen en gue Fåstoels
imelld dem. Næer æ Kwonne kam sammel te en
Kop Kaffe, gik æ Knævver o dem, te de wa en
Løst, men en skuld ålde høør, te dæ bløw så et
undt Uer om nowwe a demm, dæ wa te Stee. Ä
wa der en Ting i æ By, te æ Mend skuld ha ord-
net, så gik di sammel å snakket om et ve en lille
swot, te di kam te Relehjed. De bløw gjaan ve æ
Snakken, men de wa liigodt så råe å veed, te en wa
jens om, hwa dæ skuld gjøøres, hwes dæ skuld
gjøøres nued.
Om Awtenen, næer Jens Tækkimand wa farre
mæ hans Arrbed å håd fåt røjt ind, sat han sæ
gjaan hen å løøst æ Avis få hans Kuen, Lisbet, å så
løøst han især, hwa dæ stod om stue Uløkker i an-
der Lannd. Lisbet wa et stue å stærk Kwinndfolk å
37
I
si te, men hun håd nem te Wand å wa let pylder-
won i hind Snak, å hun kam gjaan te å grææd ve å
høør om åld den Sællehjed. Men Jens bløw mie å
mie sekker o, te Slumstrup wa den mjest løkkele
Plet o æ hiele Juer, få die wa dæ hverken Kri hel-
de Pest helde Juerskjælv, å de wa en stue Råårhjed
å vær fri få den Slaww.
Dæ wa hverken Mejeri helde Fåsamlingshuws
i Slumstrup, æ Towtalsfolk, som Jens kåldt dem,
mærket di ett nued te, å den jennest, dæ håd Tele-
fon, wa æ Høker. Jens våår ham ad, den Gong
han fæk en, te no skuld han ett wow sæ få vidt ud
mæ de nymuedens Væsen, men æ Høker håd no sat
sæ i æ Howed, te han vild ha en. Han wa let mie
nymuedens end di ander Bymend, men han wa os-
se kommen dæte fræ et andt Sown.
Den Daw, vi no ska høør om, begøndt ordenlig
nok; æ Suel stod op, lissom den plejjet, å æ Hjoord-
drengi drow å ud å æ By mæ dje Kre. Æ Høker
lukket hans Butik op, å de wåår ett lænng, inden
dæ kam Folk, dæ vild handel. De wa Skek i
Slumstrup, te Folk ga sæ gue Stoond, næer de kam
ind te æ Høker, dæ wa åldtie jet å andt å snakk
om, å en kund sommsinnd fo let Nyt mæ sæ hjem.
O den Mååd bløw æ Butik fuld a Folk, å æ Høker
håd nok å gjøør, han skuld vej Saager å te dem,
å han skuld osse pas æ Snakken. Han wa en tynd
Splejs, den Gong han kam te æ By, men æ Han-
del håd gawwen godt, å de wa bløwwen kjæend
38
o ham, de begøndt å kniv, næer han skuld bokk sæ.
Æ Sme stod ve æ Desk, han skuld ha en Plejjl-
heeld å en Pak Søem, Jens Tækkimand skuld ha
en Pot Stjenulli å en Sikorri, å Kårre-Stine sad o
en Stuel ve æ Daer, hun skuld høør, om dæ wa no
Nyt i æ By, te hun kund fo mej ud o hind Ronde i
æ Sown. Æ Hywwler kam ind fræ æ Stoww bagve
æ Butik, han håd wan innd å løøn æ Telefon.
39
»Do skuld si å fo di Telefon gjor ren«, såå han,
»den æ bløwwen så fuld a Løwn å Skidt, te en ka
snåe ett snakk et rele Uer i en!«
»De ka godt væær, den er ett hiel ren«, swåår
æ Høker, »Dæ komme så manne, dæ vil løøn en,
å di æ wal ett ålldsammel å liid o. A ka kons swåår
få mæ sjel. Men no komme dæ snåe en Telefon mie
te æ By, så ka do jo prøww, om den æ bæje«.
»Hwoe die?« såå æ Hywwler.
»Ve den ny Mand, der æ kommen i Poul Han-
sens Goer, de æ jo såen en moderne Lanndmand,
der æ mej o åld de ny. Di sæje for Resten, te han
håe trej Hunnd å trej Bøen«.
»Men hwa er et da, do sjæe?« såå Mæt Bøkers,
»hå han trejhunderåtrej Bøen?«
Mæt Bøkers wa kommen ind ilaw di snakket, å
hun wa ett gue te å høør.
»Trej Hunnd — å trej Bøen!« rovt æ Høker.
»Han vil nok osse ha æ Goer bygt om. Dæ ska
byyges et ny Stowwhuws mæ Skifertag å Gronnd-
mur å en stue Låå mæ Kjøøren igjemmel. Ä di
snakker osse om, te han vil ha et ny Swinhuws mæ
tow Etasier«.
»Äå, mon han ett osse vil ha æ Mødding op o
æ Lowt?« såå Jens Tækkimand. »Hwa ska vi mæ
ålld di uddensowns Folk, di komme mæ så manne
nymuedens Skekk, te de æ fååle, å næer dæ føst æ
jen, dæ begønder, æ der ander, dæ fo Løst; en véd
ålde, hwoe de æænder. Hwa ka et hjælp, æ Bønder
40
foe Skifertag å Telefon, hwesensindensti di så ett
ka æwwn å gi dje Tjennestfolk en ordenlig Føø?
En ska swåår enhver sett å tækk si Huws mæ
Rowwtag, de æ no mi Polletik«.
»Da tøkkes a, de kund vær godt nok å fo no
Folk te æ By, dæ vil sæt no Byygen i Gong«, såå æ
Sme, »så kund dæ da blyww let å fåtjeen for æ
Hanndværkere. Æ Bønder æ så nøww øver å læ
no Arrbed gjøør, te en skuld trow, di sad i Arrmu-
ed ålldsammel. En ka fo Low te å skuw dje Bæster
å sløww dje gammel Vuunhywl, men de er å de
hiele«.
No ga æ Joormormand sæ te å li, han sad o en
Kas å tøgget o en Skro.
»Hwa grien do ad?« spuur æ Sme.
»A tøtt, de wa så moorsom mæ di trejhunderå-
trej Bøen«, swåår æ Joormormand.
»Do foer å undskylld ham en lille Smuul«, såå
æ Høker, »do véd nok, te han æ let lonngsom te å
fatt. Han lie gjaan et Kwatjersti atte, næer han
høer nued, der æ let moorsom. — Hwoe wa do
henn i Gue, Stine, a tøkkes ett, en so dæ?«
»A wa syk«, swåår Kårre-Stine. »A wa så rinng
i mi Maww, te a måt leg i æ Seng. Men i Daw er
a i fuld Favør igjen. A troww ett, a håd kommen
så haste øver et, men de hjælpe jo, en håer en stærk
Temperatur. «
»Æ dæ hæjsen no Nyt nie ad jer Kant?« spuur
æ Høker.
41
I
»Ja«, swåår Stine, dæ ska da vær Brøllup nie
ve wos i Muen«.
»De æ dawel ett sannd! Hvem æ de da, dæ ska
gywtes?«
»De æ Hans Jacob, dæ ska gywtes mæ Line, do
véd, hind æ Enki, dæ bue i æ Røjtehuws.«
»Hvem hå giwwen dæ den å rennd mej?« såå æ
Hywwler. »Hans Jakob æ jo så rinng, te di mjen
ett, han ka løww, å der æ da helder ett lyst få
dem«.
»Der æ ingen, dæ hå giwwen mæ nued å rennd
mej«, swåår Stine let spes. »A håer et lii indirekte
fræ æ Præstes, a wa sjel i æ Prææstgoer den Daw,
Line wa dæ mæ æ Konngbræw«.
»Ja, de æ sannd«, såå æ Hywwler, »do komme
jo så møj te æ Præstes. En ka høør et o di Tåål, do
blywe så fornem, te en ka snåe ett fåsto dæ. Men
a ka ett begriiv, hwodan de henge sammel mæ de
Brøllup, dæ må vææer no Feddel ve et o en Mååd.
Hans Jakob hå da hæjsen åldtie faar wan en få-
noftig Mand, å hans Søstedætte holde jo Huws få
ham«.
»De Gywtermoel blywwe der ingen Walsegnels
ve«, såå Jens Tækkimand. »De hår åldtie wan
Skek hier i æ Sown, te demm, dæ skuld gywtes,
bløw gywt i æ Kjerk. Di kund da gjaan bii å si,
om han ett kund kjee sæ«.
»Nææ, de ka di nok et såwal«, såå Stine. »Hun
ska nok ha en lille ve ham, å no vil hun gywtes mæ
42
ham, inden han døe, få te hun ett ska go Skam
øwe«.
»No lywwe do da, om do så ålde hå løwwen
faar!« såå æ Hywwler.
»Ja, da si hun godt nok ud atter et«, såå Stine.
»A ka ett veed, hwa den riig Maren Pæjes sæje
te et!«
»Hwa komme de Maren Pæjes ve?« såå Jens
Tækkimand.
»Äå, de kund endda væær, te de osse kam
hinnd let ve. Men a ska nok wåår mi Mond. En-
hver hå sett å trækkes mej. Men no må I ha Fa-
wal, a ska ud mæ æ Kårre«.
43
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-