Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Skumagges Huws lo medt i æ By lii østen
for æ Gåådkjaer. Dæ wa ett møj Stås ve
et, de wa fåsømt bådde forudden å forinden, å
de wa flie Oer sien, æ Haww wa bløwwen gra-
wet. Æ Skumagge sjel wa osse fåsømt, han wa en
lille swot Kåel å si te. Han håd swot Hoer å
swot Fuldskekk, å han wa få de mjest swot bådde
o hans Hender å i hans Ansegt. Di onng Pigge vild
gjaan drell ham, di såå, han skuld vask sæ, men
han swåår, te de kund ett betåål sæ, »de wåer ett
Ott Daww, inden en æ lii beskidt igjen«.
Han kund godt te de wa Kludder å ett ha et
Kwinndfolk i æ Huws, men han håd ålde kund
kommen a Stæj mej å blyw gywt, å de wa få dyer
å ha en Husholder. Han vild gjaan fjaas let mæ
di onng Pigger, men gywt sæ mæ såen en jen, der
ett håd andt i æ Howed end Pynt å Narrestrææ-
ger, de skuld han hæjsen nok hyt sæ for. Æ Stås
brøt han sæ ett om, å æ Narrestrææger kund han
sjel laww, få dæ wa jen Ting ve ham, der ett wa
swott, å de wa hans Humør. Næer han sad o æ tre-
bjnet Stuel å slow Plykker i, sang han få de mjest,
57
å de wa bådde tysk å dansk imelld hwerandt. Han
håd arrbedet en Ti i Flensborre, å die håd han laer
nowwe tysk Vise. Dæ hæænd en gammel Fiol o æ
Vegg, den tow han nie, næer han tøtt, han trænd te
å røør æ Bien. Så dåånset han rondt imelld di gam-
mel Støwwl, dæ lo rondenom o æ Gwol, å så sang
han å spellet te:
»Ich bin ein Musikante,
und komme aus Schwabenland.«
Skuld dæ lawwes no Låjjer i æ By anden ve Ny-
årsti helde i Fastelavn, så wa æ Skumagge en sek-
ker Mand. Dæ wa ingen, dæ wa so findo'som som
ham. Karen Smeds såå, te han wa et »Verdens
Vidunder«.
De wa osse ham, dæ spellet æ Hønnskrææmer
et slemme Pus, dæ wa nowwe, dæ tøtt, te de wa
snåe wal groww. Æ Hønnskrææmer wa en gam-
mel sæer jen, dæ bue i et Huws ve æ Kjærrgor; han
vild gjaan ta en stue Dram, å næer han håd nued
i æ Howed, gik han å staggeret omkring o æ
Kjærrgor om Natten å snakket mæ sæ sjel, å så
skuld et forestell, te de wa di døø, han snakket
mej. Jen Daw kam han hen te æ Skumagge å såå:
»A ska hæls dæ fræ di Fåe«.
»De æ dawel Løwn«, swåår æ Skumagge, »mi
Fåe hå wan dø å begrawwen i manne Oer!«
»Nej, de æ skam rele nok«, såå den anden, »a
snakket mæ ham den anden Nat!«
58
Æ Skumagge kun ett lii den Snak, han tændt
ve sæ sjel, te han skuld si, om han ett kund væn æ
Sloeg å mej å go å stjaav innd ve di døø om Nat-
ten. Så en Nat, æ Hønnskrææmer wa kommen ind
o æ Kjærrgor, kam der et hvid Spøøgels imued
ham mæ en Jaanlenke raslen bagatte sæ. Æ
Hønnskrææmer ga et grumme Broel a sæ å ræænd,
men æ Spøøgels fanget ham å tow ham o æ Nakk,
å så ræænd en rondenom æ Kjerk mæ ham. Æ
Hønnskrææmer fæk såen en Fåskrækkels, te han
holdt sæ fræ æ Flask en hiel Monet. Dæ wa now-
we, dæ fåtalld ham, te de wa æ Skumagge, dæ håd
wan o Spel, men han vild ett trow et. »De wa
skam den slemm sjel, dæ håd fat i mæ«, fåsekret
han.
Folk mindt ett, te æ Skumagge bløw gywt now-
we Tie, men de bløw han liigodt, å de kam o som
en Nyysen. Jen Daw kam Boline ind te ham å
skuld ha tawwen Moel te et Par ny Skuw. Hun
sad å so sæ om i æ Stoww, ilaw de gik få sæ, å hun
fæk undt å et for æ Skumagge, hun kund jo nok si,
hwa han trænd te. Ä han sad å føld i Tanker ve å
si hind Fued; han håd tawwen Moel a de fliest
Fædder i æ By, men han håd ålde sjet en Fued så
kjøn å walskavt som hindes. Han stal sæ te å si o
hind Ansegt, hun wa ett a di kjønnest, men hun so
så gue ud, de wa lissom en bløw godt tepas ve å si
o hind. En kund si, te hun wa ingen Suurtrytt. Ott
Daww atte kam hun å hindt æ Skuw, de wa føøst
59
Il
Gong i manne Oer, te æ Skumagge håd no Fued-
tøw farre te den Dav, de wa lovet. Hwa di så få
Resten snakket om, fæk der ingen å veed, men et
Par Monete atte bløw di gywt, å de bløw snåe
kjæend o bådde æ Skumagge å hans Huws, te dæ
wa skie en Forandring. Æ Huws bløw kalket ud-
vendig å tapesjeret indvendig, dæ kam Blomster
i æ Vinninge, å æ Rudder bløw pusset blank. Æ
Skumagge bløw wasket ren å fæk de mjest å æ
Skekk tawwen å, han kam te å si mindst ti Oer
ønger ud.
De hjalp osse o æ Forretning, Boline holdt ham
te å pas hans Arrbed, å hun sørret få, te Folk fæk
dje Fuedtøw den Ti, de wa lowet. Hun wa en Go-
ermandsdætte, å Folk kund ett fåsto, te hun vild
ha den lille swott Mand, men ve di so, hwodan
hun fæk sat Stil o ham, tøt di bæjjer om et.
No gik dæ så et Par Oer, æ Skumagge passet
hans Arrbed å sang te, Boline passet æ Huws, di
sat Pææng i æ Spåårkas, å æ Skumagge tøtt, te han
hååd et Held som en Trov Lier. Men så wa et,
han bløw syk. Han lo føst å swedt nowwe Daww,
å di mindt, te de wa ett andt end en slem Fåkøø-
lels, men så bløw han så rinng, te di måt ha Bod at-
ter æ Dogter. Han ondersøgt ham å skrøw Resævt
o Megstur, å di fæk Beskejn om å gi ham værm
Ommslaw. Di vild ha å veed, hwa han fejjlt, å æ
Dogter snakket nued om Brøstbetæændels å Slim
o æ Lunger. De tow hiel æ Mued fræ æ Skumagge,
60
han håd ålde wan regti syk faar, å næer såen Folk
foer en Syggen, trowe di gjaan, te de æ den vesse
Dø. Ä så wa et da så møj skammele å tænk o, te en
wa sjel Skyld i et. Ja, de wa no da egenlig den tåv-
vele Hywwler, dæ hååd æ Skyld, han wa kommen
herind en Woldborre Awten å vild ha ham mej ud
å si, hwodan di brænd Blus uddenfor æ By. Ä ve
di kam ud te ålld di onng, så kam æ gammel Nar-
restrææger op i æ Skumagge, han dåånset omkring
æ Boel å sang tysk Viser, å de bløw londt hen o
æ Nat, inden di kam hjem. Men die wa et, han fæk
de hie slemm Fåkøølels.
No lo han hie å harket å hvææst å fæk ingen
Ting bestild, å de wa ett godt å veed, om han bløw
te no Arrbed mie. De wææst wa, te Boline wa hel-
der ett rask, hun gik så tit å wa sæl'e tepas, hun
kund ett spiis, å de gik saa sæer op å nie mæ hind
Humør. Han lo i æ Seng å keg atte hind, å så so
han lii mæ jet, te hind Figur lissom wa let forande-
ret. En skuld dawel ålde trow —? Han kam te å
sweed ve å tænk o et. Ja, håd han no wan rask, så
wa et jo ett nued å ræjjn, men skuld di te å vær et
Mennesk mie å ha Udgywte te Joormor å åld de,
å han ett kund fåtien,.så æænd et da mej, te di kam
o æ Sown.
Dæ gik en Monetsti, så fæk æ Skumagge Low te
å kom op. Men han håd tavt bådde æ Kræfter å
æ Humør; Boline kund snåe ett fo et rele Uer a
ham, hun wa endda så glad ve, te han wa kommen
61
så vidt. Æ Hywwler kam å vild se te ham, men
han kund helder ett snak ham te Mååd.
»Hwa ka de hjælp«, så æ Hywwler, »te do såen
gi dæ fåtavt. Do ska såmend nok blyw rask igjen,
Ukrued fågoer ett så let. En ka godt vær rinng å
dø å endda løww. Men Skreddere å Skumaggere
æ dæ no helder ingen Mued i. Nej, da ka do trow,
mi Fåe wa en andeleddes Kåel, han wa ett kisel.
Han bløw jen Gong så sæl'e i hans Ansegt, æ Dog-
ter såå, de wa Bjenedder i æ Kinndbjen, å han
skuld jo da operieres. Men ve di kam mæ æ Saager
te å bedøøw ham mej, såå han: »Go væk mæ den
Lowtdoos, a ska nok leg rolle!« så operieret di
ham udden å bedøøw ham, å æ Daw atter gik båd-
de mi Fåe å æ Dogter innd i æ Stoww å røg a
hver en long Piiv«.
Æ Skumagge wa lii ve å kom te å li, men så
kam han te å huest så slem, å de lyyj næsten lissom,
te han vild gjaan gjøør sæ let ringer, end han var.
»A ka nok høør, do æ groww rinng«, såå æ
Hywwler. »Do håe tow Huest, den lille æ den
vææst. Men si no, om do ett ka kom let te Kretten,
a skuld ha dæ te å syj mæ et Par Skawtstøwwl«.
De bløw let bæjje attehåend, men æ Humør wa
skidt; han sang ett mie, han mindt ett, hans Brøst
kund tool et.
Boline spuur jen Daw æ Dogter, om han troww,
hind Mand kund kjee sæ. »Ja saamænd kan han
saa«, såå æ Dogter. »Han fejler ikke andet end at
62
komme lidt mere til Kræfter. Se, om De ikke kan
faa ham i lidt bedre Humør, der er jo ingen Ting i
Vejen. Har Deres Mand tidligere haft Tendens til
Hypokondri?«
»Tendens?« såå Boline, »de véd a ett. Han hå
håd Mejslinge som Båen, ander Syggene ved a ett
å, te han hå håed«.
Så kam der en Daw, te dæ bløw en groww Jaw-
wen te i æ Skumagges Huws. Di kam kjøøren mæ
æ Joormor, å æ Nååbokwonne ræænd ud å ind.
Boline klawwet sæ, å æ Joormor kommandieret,
å dæ wa en fååle Relehjed. Æ Skumagge gik fram
å tebaag i æ Værkstæj å vest ett, hwoe han skuld
gjør a sæ sjel, helde hwa de hiele skuld blyw te.
Han vest kons, te no gik di siist Pææng å æ Spåår-
kasbog.
Men så lii mæ jet wa dæ nued, dæ ga et lille
Vræel innd i æ Stoww, å så stak Karen Smeds si
Næjjs ind a æ Daer te ham å rovt: »Te Løkk mæ æ
Søn!« Æ Skumagge vest ett, om han skuld li helde
grææd, men ve di let atte skuld ha Bod te æ Høker
atter en Flask Vin, ræænd han atter en, åldt hwa
han kunnd. Sien fæk han Low å si den lille, den
håd mørk Hoer, men wa hæjsen kjøn hvid i æ
Ansegt, å di såå åldsammel, te den lignet si Fåe.
Så skuld di ha Bod te æ Præst, å dæ wa manne
Ting å hjælp te mej i æ Huws i den Ti, Boline lo.
Æ Skumagge fæk snåer ett Ti te å tænk o hans
Sællehjed, å en Daw, den lille lo å pev i æ Vuug,
63
sat han sæ te å sønng for en udden å tænk o, om
hans Brøst no ku tool et. Han kund ett læ væer
mej å go å kiig atte Boline, han tøtt, hun wa bløw-
wen så kjøn. Ä næer han satt sæ ve æ Vuug å so
de lille Mennesk, dæ lo å strækket mæ di smo
Arrm, lissom den vild ta si Fåe om æ Hals, så tøtt
han, de lindet så godt indvendig, å han fæk såen en
Arrbedsløst, te han tøtt, æ hiel Sown måt gjaan
komm mæ dje gammel Støwwl, han skuld nok fo
dem dannet.
En Awten kam æ Hywwler å jen te nie ad æ
Gååd. Di stod stell et Ywwblek udden for æ Sku-
magges Huws å keg ind ad æ Vinninge. Æ Sku-
magge sad o æ Trebjen å bonket o et Par Lonng-
støwwl, æ Vuug mæ den lille i stod ve æ Sii a ham,
å han so smålle te en. Ä så sang han, te de kund
høøres londt hen:
»Ich bin ein Musikante,
und komme aus Schwabenland.«
»No hår æ Skumagge nok fåt æ Slim å æ
Lunger«, såå æ Hywwler.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale Andes - Syv historier i jydsk Stedmaal af Anton Berntsen (1929) |
| Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-