Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Niels Peder å Hanne wa ve å fo djer Onden.
Han sad o æ Bænk ve æ Bueræænd å spist
Mjelkegrød å hun sad o en Stuel å pellet Katøfle.
De wa et Par gammel Husmandsfolk, å en kund
si o dem, te di håd ett åldtie wan ve den lætt
Æænd. Niels Peder wa en strunk Kåel, da han
tindt Kongen i ottåførre, men no wa æ Røkk
bløwwen krooget, å æ Sjøen wa ett så sekker, som
den Gong han lo nie ve Dybbøl å sejt atter æ Ty-
skere. Hanne håd wan kjøn i hind onng Daww,
da håd hun swot Hoer å et Par glaad Ywn, men no
wa æ Hoer bløwwen gro, å dæ wa kommen såen et
tong Skjaer i æ Ywn, de wa lissom di so indad. Ä
så wa et jo så gal mæ den Jegt i æ Læend.
»Katøfle håe vi da«, såå Hanne, men de æ så
knap mæ de Temad. Vi håe snåe hverken Flæsk
helde Foorkjød. A tændt, æ Feskekuen skuld ha
kommen herom ad, te en kund ha fåt et Par Plææ-
der, men hun komme snåe ålde mie«.
»Kom kons mæ, hwa do håe«, såå Niels Peder.
De æ så møj godt åldsammel. Vi må vær glad, så
lænng vi endda håe nued a nowwe Slaww«.
» No er a lisså godt tepas som demm, dæ hå fåt
94
de møjj«, såå Niels Peder, da han håd åspist.
»Men a ka da ett veed, om vi ett snåe skuld fo et
Swar fræ æ Sowwnråd. De wa råe nok veed, om
di vil uund wos let, helder om di vil sæj Nej lis-
som sist«,
»De Svar ka vi ves fo tiele nok«, mindt Hanne.
»De ska do ett sæjj«, swåår Niels Peder. »Den
siist Gong, vi søgt, wa Propritær Lund Sowwn-
rådsformand, å han æ Højremand. Den ny For-
mand æ jo en stue Demokrat å Frihjedsmand, atte
hwa han sjel sæje. Han må dawel ha let teøwes få
Småfolk«.
»Dæ goe jen o æ Stjennbrow«, såå Hanne.
»Hvem mon de ka væær?«
I de saam kam dæ jen fåbi æ Vinninger, de so
ud te å vær en fien Mand, å let atte bonket et o
æ Daer.
»Væsgue, kom indenfor«, såå Niels Peder. Den
fremmet wa en pæen, høw Mand, å han bokket sæ
let, ide han kam ind ad æ Daer. Så so han et Y ww-
blek o de hie tow gammel Folk, å de wa lissom, dæ
gik en Skyyg øve hans Ansegt.
»Undskyld, jeg gør Dem Ulejlighed«, såå han,
jeg er Distriktslæge Petersen. Er De Niels Peder
Knudsen?«
»Ja, de æ mi Nawn«, såå Niels Peder.
»Hvor gammel er De, om jeg tør spørge?«
»A fyldt ottåtres i April«.
»Og Deres Kone?«
95
»Hun æ lii fyldt trejåtres«.
»Ja saa, ja saa«, såå æ Dogter, han stod å so o
et Bræv, han håd tawwen op å æ Lomm. »Ja, jeg
er jo nødt til at sige Dem mit Ærinde, skønt jeg
egentlig er ked af det. Sogneraadsformanden har
skrevet til mig, at De søger Alderdomsunderstøt-
telse, og han har bedt mig undersøge, om De ikke
skulde være raske nok til at arbejde lidt endnu.
Men jeg kan nok se paa Dem, at De har slidt i De-
res Tid, og at De kan taale at være fri«.
»Ska vi ondersøøges?« såå Niels Peder. Han
håd rejst sæ op å stod foran æ Dogter, å hans Ywn
bløw så hwas, de plejet di hæjsen ett å væær.
»Nej, det behøves ikke«, såå æ Dogter. »Jeg be-
der Dem undskylde Ulejligheden, Farvel !«
Niels Peder fulde ham ud å lott æ Daer atte
ham. Så gik han ind te Hanne, hun sad å røst, å
en Knyw, hun håd sat mej i æ Håend, wa fålden
o æ Gwol.
»Do blywwe da ett sykk?« såå Niels Peder å
tow ve hind Håend. »Ska a ett gi dæ let Hofmans-
droove?«
»Äå nej«, såå Hanne, »hååd vi endda læt væær
mej å søøg æ Sowwnråd, så håd vi ett gawwen den
Skam øwe. A såå et nok. Vil do no ett loww mæ,
te vi ett ska søøg tie, a vil helde spies taer Brø end
ta imued nued a æ Sowwnråd, nær di behandler
wos saen«.
»De vil a godt loww dæ«, såå Niels Peder,
96
»men så blywwe vi nøj te å sææl æ Stæj. A æ få
gammel te å go ud å arrbed få ander, å vi ka ett
fo æ Føø o di fie Tønder Land, vi håe, nær vi ska
ha fremmet te å dryww et. Kund vi ha fåt en hal
Snes Kroner i æ Monet te Hjælp, så kund et wal
ha slævt ad nowwe Oer ino. — Men no ska do ett
vær want øve de, lille Hanne, vi foe nok de, vi
ska ha. Vi håe jo da fåt æ Føø te de hie. A go lii
hen å fløtter æ Kuw«.
— De wa knap nok ve æ Ti, te æ Kuw skuld fløt-
tes, men Niels Peder wa bløwwen skidt tepas ve
de hie Besøg, å han trænd te å vær jenn en lille
Smuul for å sammel hans Tanker. De wa lissom
hans Fædder wa bløwwen så tonng, ve han gik
opad æ Agger.
Äå ja, de håer en fåde en åldtie hå gor Relehjed
å swåer enhver sett, tændt Niels Peder ve sæ sjel.
Håd vi løvet øve Æwwn å læjjen øø, hwa vi hååd,
så kund en jo wal ha fåt Hjælp. Si te Mas Kristi-
ans, di sad ve en gue lille Goer, men di oed å drak
de hiele op, å di kund fo Onderstøttels, lisså snåe
han wa fyldt di tres. Men ham vild en no liigodt
nøøde bytt mej, de må vær strenng, næer Folk,
dæ hå håd nok, ska te å ha et knap o dje gammel
Daww. Vi ander hå jo ålde kjæend andt. Men de
æ så strenng, te en ska fræ si Hjemmen å hen å sed
i en Lejjstoww.
Han væænd sæ om å stod å so let o æ Huws.
De wa et sempel Husmandshjem lissom så manne
97
ander, men i de Hjem håd han å Hanne diel Sorre
å Glee mæ hwerander i øve førretyww Oer, hie
wa dje Bøen bløwwen føj, å ålld di bææst Minder,
han hååd fræ si LYW, di håd nued mæ de hie Huys
å gjøør. Han håd sjel læt et byyg, da han kam
hjem fræ Krigen, han hååd eet møj å byyg for, å
æ Temmer wa ett andt end Fyrtræ, men han håd
holdt et godt ve Liig, å de kund gjaan sto en Djel
Oer ino. Han kund ino howws, hwo glad di wa, den
Gong han å Hanne wa bløwwen gywt å fløt ind i
dje Hjem, å hwodan di håd spøgt mæ hwerander
den føøst Sommer, di gik ud å høøst o djer ejen
Mark å kjor æ Kwoen hjem o æ Hywwlbåår. Men
de wåår ett lænng, inden dæ begøndt å kom Smo,
den jenn atte den anden, å dæ skuld nued te te Føø
å Klee te dem ålldsammel. Så måt han ud å arrbed
få Fremmet, de ga en Mark o æ Daw å så æ Kost, å
om Awtenen måt han ud å heng i o hans ejen Mark
helder i æ Låå et Par Stoon, de wa strenng nok å
blyw ve mej, men de kund jo ett væær andeleddes.
Ä så kund et endda ålde ha gawwen få ham
hwes han ett håd håed såen en døgti Kuen. Hanne
passet æ Huws å æ Bøen, hun fueret å målket æ
Kre, å hun hjalp ve æ Markarrbed bådde i Høst å
Slætt. De avlet sjel Hør, å de skuld brøødes, ska-
ges, hægles å spindes, å de wa Hanne, dæ goor de
mjest å et. Ä nær æ Lat kam fræ æ Væwwer, war
et hinnd, dæ syj Skjoter å et te ham å æ Knæjt, å
di wa så stærk, te di wa snåe ett te å sliid op.
98
Nææj, Hanne håd ett læjjen nued øø. Di vild beg-
ge tov gjaan løøs, å i hans Ongkåelsti holdt han et
Blad, dæ hjed Almuevennen. No bløw der ett møj
Ti te æ Løøsen, å di hååd ett andt å løøs i end æ
Avis å så æ Almanak, de wa den jennest Bog, di
kund æwwn å kjøøv. Di plejjet å fo en Almanak
te 20 Skjælling mæ Belleder å Historrier i, å den
håd di Fånøwels å æ hiel Oer. Men så kam dæ
nowwe strenng Oer mæ Syggen å Muedgong, å så
måt di nøwwes mæ en Almanak udden Historrie,
den koost kons 8 Skjælling, di wa nøj te å ræjjn et
nøww ud. De kund vær trøkkwon nok sommtie,
men de håd kons let å betyyj mæ ålld di smo
Sawn, næer en tændt o, hwo godt di håd håed et
mæ hwerander.
Den støøst Sårre, di håd håed, wa den Gong dje
lille Piig døø. De wa i 1864 i den Ti, æ Tyskere
wa her. Dæ kam jen Daw en Flok a dem ind i æ
Stoww te Hanne å brugt en groww Mond, men ve
di so, te hun sad ve æ Vuug mæ et dødssykk Båen,
bløw di hiel stell. »Das Kind ist todkrank« wa
dæ jen a dem, dæ såå. Ja, di Tyskere, de wa no
swåe Kåål, dæ wa jen Daw jen, dæ truet mej å
skyyd Niels Peder, hwes han ett vild sæjj dem,
hvor æ Danskere wa. Æ Østrigere wa knap så
slemm, men en skuld gjemm, hwa en hååd å Føø-
wåår, hæjsen ræænd di mæ et. Niels Peder håd
gjemt en Sii Flæsk bagve en Stavvel Træ, den
fand di liigodt ett.
99
— Ä så håd di håed nowwe gue Nååboe, de wa
osse en stue Ting. Te dawwle håd enhver nok å
gjøør mej å pas sett, men wa dæ nued ve et anden
mæ Syggen helde Dødsfald, så wa di hjælpsom å
tjenstville ålldsammel. Han kam lii te å tænk o
Motens Basselgilld; di håd fåt en lille, å æ Nååboe
kam jo mæ Sæend, som di plejjet ve såen en Lej-
lighjed. De skuld jo ha wan brugt te æ Gilld, men
Moten bar bådde Smør å Ægg op te æ Høker å
fæk et gor i Pææng. No ja, han kund gjaan træng
te et, sælle Mand, han wa så rinng gywt.
Niels Peder wa kommen op te æ owwer Æænd
å æ Mark, diefræ kund di si øve te Fyn, næe de wa
klåer Væje. I Daw ka en ett si ret londt, tændt
Niels Peder ve sæ sjel, å en ka helder ett si ret
londt ind i Frammtiden, men de æ wal godt, te de
æ såen indrettet. Vi ka wal fo et Tuwsend Kroner
fræ, nær vi for æ Stæj soeld å æ Gjæld blywwe be-
tald. Så må vi si å fo demm te å slo te, så lænng di
ka. De ka væær, Woherre ka løs op få wos, såen
te vi ett komme te å trænng te mie.
Ve Niels Peder kam hjem te Hanne, sad hun ino
o de sååm Stæj, å dæ wa såen et sæær fremmet Ud-
trøk i hind Ansegt.
»Ja, så ska vi wal ha æ Stæj sat i æ Avis?« såå
Niels Peder.
»Ja, i Guds Nawn, hwes do tøkkes et«, såå
Hanne.
100
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-