En Liigskåår

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

I Daw ska Folk i æ By ud å kiig,
jen stoer i en Daer å jen ve en Diig;
en Liigskåår, den støøst i manne Oer,
drow nylle ud fræ Jep Hansens Goer.
En ved nok, te Jepp wa vild å fåwown,
å te ett ræt manne håd ham te Ven,
men hans Goer æ den grommest, der er i æ Sown,
å no, han æ dø, ska han da følles hen.

Den lamm Niels Kjaer fæk di op å ååg,
han sad ve æ Kusk å so sæ tebååg,
å han snakket op om, hwa han vest
-om æ Mand, dæ lo deromm i æ Kjestr
»Ja, no måt Jepp så ilywl astæj,
å si manne Pææng kund han ett fo mæj;
han moret sæ godt i den Ti, han wa løwwend,
å no vil han fo si Skudsmoel skrøwwen.

Han handlet å tommlet å slow te Sii,
men han såånst nok ett å vend om i Tii.
Næer han no komme nie te ham, den slimm,
så vil han ves fo no andt å fånimm,
die tænker a nok, han vil fo et no strenger! «
- -—— No swåår æ Kusk: »Ja, si do, Niels Kjaer,
a kjøer ham kons te æ Kjerkedaer,
a hår ett fåt Beskejn o å kjøør ham længer!«

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Gue Venner af Anton Berntsen (1951)

Tilbage