Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Rasmus skuld ha hans Forældes Goer,
ve di gammel wa døø, å dæ wa holdt Skywt;
han wa omkring ve di trødde Oer,
å no skuld han så si å blyw gywt.
Men de ska en vær let fåsegtig mej
å ett gjøør nued, en sien ska fåtryyd;
han so, hwodan ande wa kommen astæj,
å såen vild han no ett læ sæ snyyd.
Æ Piig, han vild ha, skuld vær døgti å pæen,
å hun skuld hold Huws, såen der ett bløw nued øj,
hun skuld klee sæ såen, en kund vær et bekjæend,
men hind Ståes måt ett så wal koost ræt møj.
De wa ett nok mej, te æ Pigge wa kjønn,
en skuld osse si o, hwa Medler di hååd;
dæ wa nok, dæ vild gjaan gjø dje Huesse grønny
men ingen a demm, han kjæænd, wa te Mååd.
Han so sæ godt få, å de tow si Ti,
en Piig udden Fejl er ett læt å finnd;
men så so han en Piig, der en Daw kam fåbi,
å han vest mæ de sååm, te de skuld vær hinnd.
uE Piig wa der ett møj Stuerhjed ve,
hind Fåe wa Husmand å hååd et småt;
men hun wa de Kwinndfolk, Rasmus trænd te,
å di løwwet sammel så godt, så godt.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Gue Venner af Anton Berntsen (1951) |
Copyright ISCA Software 2023-