Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Min Moders Arbejdsdag var lang
og hendes Pligter uden Tal,
men hendes Trøst lød mangen Gang:
»En ka møj, næer en ved en skal! «
En kan ett længer åld de en vil,
næer æ Røkk blywwe gammel å bøwet,
men så lænng en ka rederier sæ sjel,
så skal en endda vær fånøwet.
Verden æ fuld a Vrøwl å Spetakkel,
vi tØgges, wo Ti æ hiel a Laww,
men om nowwe Oer vil ve et Mirakel
wo Ti blyw »di gue gammel Daww! «
Nowwe ka ett fo dje Kas te å stemm,
å nowwe hå Wonnheld mæ hwa di bestel,
men ingen håer et så undt som demm,
dæ goer å ka ett kom te Rætt mæ sæ sjel.
31
Di fanget en -Tyv. Han måt sed nowwe Oer;
vi wa godt tepas,da vi so et.
Om æ Mand no skuld glemms hwa de æ han hå goery
- skavi ande jo nok hows ham o et.
Vor Klode er en Rutebil
så tæt besat mæ Passagerer,
at vi paa Rejsens mange Mil
hverandre føleligt generer.
Som en forvildet Hund i et Spil Kegler
man tumler om,erandre til Besvær;
til sidst man som en havareret Sejler
maaspejde efter, om en Havn er nær;
Man grubler, gransker,Spekulerer
og faar om mange Ting Besked;
til sidst med Sorg man konstaterer,
at endnu ingenting man ved.
Tiden gaar og Pengene gaar,
og ingen af Delene rec forslaar.
Man ved, at Kronen er mer end halveret,
men er ogsaa Tiden devalueret?
32
Vi strider for saa mangen Sag,
vi fægter, fusker, famler;
vor Travlhed ender først den Dag,
da Universet ramler.
At tale om ligegyldige Ting
med en ligegyldig Person,
mens man ligegyldigt ser sig omkring,
det kalder man Konversation.
At tippe skal ingen faa mig til,
en væsentlig Ting er til Hinder,
jeg er absolut imod al Slags Spil,
_fordi jeg dog aldrig vinder.
Jeg sidder trygt _paa Stolen 'i min Stue,
den flyttes ej af en usynlig Haand;
for Genfærd jeg behøver ej at grue,
i mine Bordben banker ingen Aand„
Jo mer man forkorter vor Arbejdsdag,
des mere maa man med Arbejdet ile;
man bliver saa træt af det travle Jag,
og man skynder sig for at faa Tid til at hvile.
33
Hvis man har lidt Tiltro til eget Værd
og ikke er bare en Klud,
saa banker man ikke paa Døren der,
hvor man een Gang er bleven vist ud.
Den store Mand kan man skæmte med,
han ved, hans Storhed er ubestridelig,
men en lille Mand bliver stundom vred,
hvis man overfor ham er lidt uhøjtidelig.
Lattermuskler og Smilehuller
er Gaver fra Skaberens egen Haand;
lad derfor ej sure Sjæles Banbuller
faa Lov til at lægge Smilet i Baand.
Mon en kvindelig Præst kan føle sig tryg,
naar nu Vildtets utrygge Kaar hun deler?
Man jager en kvindelig Præstemyg
og freder de maskuline Kameler.
Forkynderne svinger vel Ordets Sværd,
men de fleste er ikke farlige;
kun een Slags kommer jeg nødig nær,
det er dem, der er ufejlbarlige.
34
Det hænder til Tider, at Gud kaster Vrag
paa en Hjælper, hvis Kristendom er korrekt,
og at han i en svær og vanskelig Sag
gør Brug af et Redskab, der er lidt defekt.
Man har ofte vraget en Mand, fordi
han ikke var kvalificeret;
det hjalp ej, at han var et født Geni,
naar han ikke var eksamineret.
I Skolen den dygtige brillerer,
men i Livet man ikke sjældent ser,
at den, der fik gode Karakterer,
alligevel selv var en sløj Karakter.
Vær ikke for hidsig til Kætterjagt,
det før i Tiden er hændt,
at »Kætteren«s Tanker først fik Magt,
da han selv paa Baalet var brændt.
Man sætter Frihedens Madding paa Krog
for Vælgernes Stemmer at fange,
men hvert Parti har sit eget Sprog,
og Frihedens Arter er mange.
35
Naar Solskin og Regnvejr rationeres,
og begge Dele af Staten leveres,
saa bliver Vejrskiftet mere korrekt,
og saa haf man et godt nyt Skatteobjekte
Ikke alt ef rationeret,
Duft af Muld og Sang af Lærker
faar vi ganske frit leveret,
Solskin faar vi uden Mærker.
At Retten bør holdes i Ære,
om den Sag enes man let,
men hvor gammel skal Uretten være,
før den er forvandlet til Ret?
Jo mere man ældes af Aar, des mer
man lytter betaget til Vaarens Sang;
det Under, der i Naturen sker,
man ser maaske nu for sidste Gang.
Er man gammel, kommer man langsomt afsted,
maa af og til standse og hvile,
men jo mere man sætter sit Tempo ned,
des mer synes Tiden at ile,
At Jordens Tiltrækningskraft er stor,
vi gamle især fornemmer;
vi bøjes mere og mere mod Jord,
til sidst man i Jorden os gemmer.
Naar Søvnløshed om Natten mig vil drille,
saa værger jeg mig med et lønligt Smil
og tænker: Jeg vil ligge ganske stille
og træne til det sidste store Hvil.
Naar vi vort sidste Ord har sagt, _
og Afskedstimen kommer>
da er vor sidste Rejsedragt
en Skjorte uden Lommer.
Et Snit i en Finger jeg fik som Knægt,
et blødende Saar, der dog snart var lægt„
men Arret var synligt i mange Aar„
—Der er ogsaa Ar efter Sjælens Saar.
Er Vilje god men Evnen _svag,
og lykkes kun slet min Stræben,
da trænger jeg til hver Livets Dag
at have et: Tilgiv! paa Læben.
37
Med en ringe Konto i Livets Bank
kan man dog være glad og fornøjet;
naar bare Sjælen holder sig rank,
gør det intet, at Ryggen er bøjet.
Du, som ikke savner Livets Goder,
som var stærk i Striden, da det gjaldty
tænk barmhjærtigt paa din faldne
og vær med at rejse dem der faldt.
Du, som for de dybe Fald blev sparet,
kom den faldnes bitre Nød i Hu;
har han end paa vilde Veje faret,
er han dog et Menneske som du.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Gue Venner af Anton Berntsen (1951) |
Copyright ISCA Software 2023-