Epigrammer

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

HVER Morgenstund jeg aabner min Dør
for en kær og højagtet Gæst;
en Dag, der aldrig har været før,
mig kalder til Livets Fest.


HVER Morgen jeg titter af Vinduet ud,
for Dagens Gave jeg takker Gud.
Hvem tænker paa Gaarsdagens mørke Sky,
naar Dagen i Dag er blank og ny!


NAAR Hverdagens Kævl dig berøver dit Mod,
og Humøret til Nulpunktet dratter,
da er ingen Patentmedicin saa god
som en sund og befriende Latter.


SÆT Laas og Lukke for din Mund,
naar Sindet er forstemt;
der kommer nok en Solskinsstund,
hvor Ærgrelsen er glemt.


I Verdensaltets Morgengry
Gud skabte Smil og T aare ;
den klare Sol, den mørke Sky
os følger til vor Baare.


SKUFFELSER kommer fra mangen Kant,
man skuffes ved Vinter og Sommer;
til Skuffelser bliver man snart saa vant,
at man skuffes, hvis ingen der kommer.
8


EN Mand, der mener, at han er god,
skønt andre finder hans Vej lidt kroget,
bør man ikke sige for haardt imod,
det er godt, at nogen er glad ved noget!


SAA sælsomt driver Skæbnen sit Spil,
at i mangen Mands Lod det er faldet,
at det, han mindst syntes egnet til,
just var det, hvortil han blev kaldet.


HAR i Livet du valgt det forkerte Fag,
bør du dog med Omhu det dyrke;
det hænder, at hvor man var meget svag,
der faar man med Tiden sin Styrke.


DE svære Tider bringer den Frugt,
at Tingene bliver omvurderet;
man udnytter mangt et Biprodukt,
som før blev uden Skaansel kasseret.


DET koster noget at være en Ener,
at vandre stædigt sin egen Sti;
en djærv og redelig Sandhedens Tjener
er sjælden for Fjendskab og Trængsler fri.
10


EN Mand, der er slesk og smiskende,
er mig led som en fedtet Klud ;
saa virker det mere forfriskende
at blive skældt ordentlig ud.


FOR hidsige Folk jeg vel aldrig har sværmet,
men en vred Mand kan dog blive god igen;
en Mand, der er kronisk sur og fornærmet,
ham vælger jeg sidst af alle til Ven.
11

EN Mand, der baade kan se og tænke
og fortælle os andre, hvad han saa,
ham bør man sin Opmærksomhed skænke,
for den Slags Folk er der Mangel paa.


JEG kender en Mand. Hans Tro er god
og velment, det vedgaar jeg villigt.
Hans Livssyn har jeg kun et imod:
han har faaet det altfor billigt !


EN Mand kom tilkort i Livets Strid,
det Slagsmaal savned han Mod til,
men saa blev han syg i længere Tid,
og det var han ligefrem god til.


AT leve sit Liv helt smertefrit
har endnu ingen formaaet,
men hvis man af Smerten lærte lidt,
saa blev der dog noget naaet.
12

AT give Afkald er ofte svært,
man gør det med Graad og Klage;
med Tiden man dog maaske faar lært,
hvor sundt det er at forsage.


HVAD andre har tænkt og sagt og gjort,
det kommer mig lidet ved;
det er egne Fejltrin i smaat og stort,
der røver mit Hjærtes Fred.


MAN taler om Forhold, man aldrig forstod,
men vover dog ubarmhjærtigt at dømme;
det har kostet Menneskers Hjærteblod,
at Sladreren ej holdt sin Tunge i Tømme.


AT Forskel i Tanker og Valg af Ord
kan volde lidt Strid i en Menighed
er ikke saa slemt. Der, hvor Livet gror,
er der Raad til en Smule Uenighed.
13

NOGLE tænker paa Døden med Frygt,
og andre ængstes for Livet;
at leve ubekymret og trygt,
den Gave kun faa blev givet.


AT Virkeligheden er raa og brutal,
jeg vistnok mangen Gang finder;
dog bliver den til et skønt Ideal,
saa snart den forvandles til Minder.


I mangen Toneart vort Sind blev stemt,
med tekniske Mirakler har vi leget;
for alt det nye har vi ofte glemt
den gamle Regel: ikke mangt men meget!


GAMMELT Nag er tungt at bære,
fører kun i Tristhed ind;
ingen Mand har tabt sin Nre
ved et mildt, forsonligt Sind,
14

OM hver en Mening, du har, er rigtig,
den Sag er ej saa særdeles vigtig,
hvis blot det Livssyn, du kalder dit,
gør Livet frugtbart og stærkt og frit.


JO flere mørke Sorgens Stunder
og smertelige Nederlag,
jo flere pinefulde Vunder,
— des større Fryd paa Sejrens Dag!


VERDEN blev ond og gudløs,
og Slægten fik onde Kaar;
for den, der er sjæleligt hudløs,
er Tiden ulidelig haard.
15

JUDAS blev vel kaldt vor Herres Ven,
dog kun som Forræder han mindes;
hvad fordum er sket kan ske igen,
en Judas der altid kan findes.


AT Ydmyghed er en Dyd saa skøn,
har med Omhu man prentet os ind ;
nu beder vi alle Tolderens Bøn
— maaske med Farisæerens Sind !


TIL en Tale kræves der mange Ord
og lidt Indhold, helst ikke altfor broget,
men nogle forstaar — og den Kunst er stor —
at tale uden at sige noget.


VEL maa man ynke den skuffede Mand,
der aldrig fik nogen Løn for sin Møje,
men mest at beklage er dog han,
der aldrig har haft noget Maal for Øje.
16


MAN lever og strider og sejrer med Glans,
ens Lykke skyder sit Topskud,
men Sejrens Frugt er en Grav og en Krans,
naar Timen rinder til Opbrud.


DE lærde Herrers Polemik
kan ej mit Hjærte kvæge;
mon man med Hjernegymnastik
et Hjærtesaar kan læge?
17

MODERNE Flyve- og Motor-Teknik
fik alle Afstande til at svinde,
men ved Krigen vi atter hverandre fik
paa Afstand mere end nogensinde.


HVOR Ydmygheden ærligt praktiseres,
den spørger ej om Løn og Lov og Pris;
hvor der med Ydmygheden reklameres,
er det kun Hovmod paa en anden Vis.


ET Livssyn man skaffer sig uden Besvær,
det leveres af Præst eller Digter;
men at eje et Livssyn er intet værd,
hvis ej det til Daad os forpligter.


AT kløve Ved — det Arbejd er mig kært,
der ser man Resultatet med det samme.
At prædike for Folk er mere svært,
der er det nok saa vanskeligt at ramme.
18


DEN danske Sommer er saa kort,
nu drysser Skovens visne Blade.
Vi andre drysser ogsaa bort,
— mon saa vi har vor Høst i Lade?
19

JEG handled forkert og følte mig dum,
det ærgred mig umanerligt;
at aldrig det skete kan gøres om,
det er dog i Grunden kreperligt.


»DE æ da en grimme Syggen en hå fåtl«
Såen sæje Folk, ihwa di så skåe.
Di tøgges ålldsammel, te de æ få håt,
en råe lille Syggen æ der ingen dæ håe.


ET Menneske, der har syge Nerver,
kan synes at være saa hjælpeløs svag;
dog viser det sig, der er skjulte Reserver,
der holder ham oppe paa Ulykkens Dag.


ER Taleren kølig og reserveret,
da gavner kun lidt den gejstlige Dragt;
hvor Hjærtevarmen er rationeret,
der mister Kirkens Budskab sin Magt.
20


DE høje Livsmaal ej man naar
ved endeløst at spekulere;
kun den en Dag ved Maalet staar,
der lærte trofast at marchere.


MENNESKER kæmper og lider,
mangen en Stridsmand faldt;
det er onde og mørke Tider,
men Julen kommer — trods alt!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Epigrammer 1942 af Anton Berntsen (1942)

Tilbage