Afskedsprædiken

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

MED hvide Lokker, Kors paa Bryst,
han op paa Stolen lister,
lidt sprukken er den gamle Røst,
og stundom Traaden brister.
Hans Arbejdsdag har været lang,
og Kraften svandt med Aarene,
nu staar han her for sidste Gang
som Hyrde mellem Faarene.

Her har han præket Trøst og Tugt,
dog begge helst med Maade,
at Kirken aldrig fyldtes smukt,
det var for ham en Gaade.
Han havde dog en god Forstand,
og Læren var den reneste,
han var en punktlig Embedsmand
i Guds og Statens Tjeneste.

Han talte trøsterige Ord,
naar Støv i Graven sænktes,
for Ordenen paa hans Kontor
et Ordenstegn ham skænktes.
Pensionen, han af Staten faar,
fortjener han saa redelig,
han har med Flid i mange Aar
gjort Kristendommen kedelig.

Næste afsnit

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Bøen å gammel Folk af Anton Berntsen (1937)

De Fie Snees af Anton Berntsen (1953)

Tilbage