epigrammer

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

JEG takker for Helbred, Dagværk og Liv
hver Aften, naar jeg gaar tii Ro.
Hver lykkelig Dag er et nyt Aktiv,
der forøger mit Levneds Bo.


MIT Dagværk falder mig temmelig -leg
og detsVilkaar jeg ikke kan klage paa•
desuden har jeg, naar jeg er træt,
en Divan at falde tilbage paas


MELLEM Smil og Graad mit Indre
svinger som et Urs -Pendul;
Smilet ses i øjet tindre,
naaren rinder mest 1 Skjul


STUEN er tom, og Timen er lang
hos den, der bar mistet sin Mage.
Stilheden er som en ordløs Sang
om henfarne Lykkens Dage.
33

EN Rejse til Paris det lyder flot!
saa viden om gaar nu de unges Færden;
der er dog eet, jeg finder nok saa godt'.
en Rejse i vort Aandslivs rige Verden.


DE gamle aved deres Poder,
der vanked Smæk for smaa Unoder;
nu man ej mer de smaa korrekser,
man frygter, de skal faa Komplekser.


PÆDAGOGEN skal ave den unge Slægtv
det volder ham mange Sorger;
af en doven, næsvis og uvorn Knægt
skal han danne en nyttig Borger.


OM Penge, Ære, Levebrød
maa Adams Børn vel kriges,
men Børn af samme Moderskød
bør kunne smukt forliges.


FOR Livet strider hvert levende Kryb,
der har et Bo og en Mage.
Døden er som et Afgrundsdyb,
hvorfra ingen vender tilbage.
34


LÆGERNE slider sig tidligt op,
for at vi andre kan leve længe;
knager det lidt i en skrøbelig Krop,
straks maa de ud af deres Senge.


AT saa sin Sæd i den gode Muld,
den Gerning er altid smuk og poetisk;
den Dont, at læsse en Møgvogn fuld,
er lige saa nyttig men knap saa æstetisk.


MAN kæmper mod Træthed, Dag efter Dag,
maa altid fare med Læmpe;
tilsidst har man tabt saa mange Slag,
at man ogsaa er træt af at kæmpe.


MIN Sorg er ej den Vej, jeg maatte vandre,
de trange Ungdomsaar med Slud og Vind;
det er den Hjærtesorgy jeg voldte andre,
der hviler som en Byrde paa mit Sind.


DET er smukt at samle paa Minder,
at komme det svundne i Hu,
naar det blot ikke bliver til Hinder
for det Liv, der skal leves nu.
35


HANDLINGENS Helte hyldes,
dem kommer vi ofte i Hu;
Lidelsens Helte det skyldes,
at Verden bestaaf endnu,


AT Liv kan forlænges ved Medicin,
den Sandhed er uomstødelig;
ved Hjælp af Sulfa og Penicillin
man bliver nok snart udødelig.


DER kævles om Grænser„man harmes derved,
det et da virkelig ogsaa en Skam,
- at den -rare Ulv ej kan være i Fred
for det slemme stridbare lille Lam.


NAAR den slemme Forbryder faar sin Dom
og den brave Borger sin Hyldest,
saa tør man vel ikke tvivle om,
at Retfærdigheden sker Fyldest.


Å snakk sæ fræ de, en hå kludret mej,
de Konststøk ka sjel et Båen lææry
så sæjer en, næer en kam gal astæj,
te no skuld de jo wol såen væær!
36


DÆ stoer en Præst å tåel nowwe Uer
ve en Graw, å dæ fålder trej Skowwlfuld Juer.
Så skelles Folk å gor hwæ te sett,
den d' æ jenn, men han mærker et ett.

DE æ skjøn nok å komm o fremmet Stæjje
å kom sammel mæ ande Folk te en Fest;
men goer en hjemm i si dawwle Rlæje,
er et liigodt die, en håer et bedst.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

De Fie Snees af Anton Berntsen (1953)

Tilbage