Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Næer en Mennesk hå Brydderi mæ si Maww,
gjør en bæst i å læ en ha fri en Pa Daww;
næer vi ander æ trætt, ska vi hwiil wos en Tij
å æ Maww ka osse træng te å ha fri.
Næer en Mennesk æ sykk å ett ka sowwj
-ska en gi ham en Bog, der ett -lywwe få groww;
ka en løøssæ i Søwn å soww sæ rask,
så trænger en ett te æ Dogters Flask.
Renlehjed øer en gue Ting,
-anen åldting ka -drywwes få vidt,
næer en Stoww æ så fien te en etf ka væær i eny
må en helde væær let beskidt.
Den Mand, dæ vil ha en Kuen udden Fejl,
- inden han ka tøkk å vær wal fånøwetv
ka fo Low å dø som en sæer gammel Snejl,
der ålde bløw gywt å ålde hå løwet.
Vi snakke så tit om gammel Daww,
da wa åldting andeleddes i Laww,
men fæk vi et lissom i gammel Ti,
vild vi sæjj; Næj, læ wos endda vær fri!
Den Mand, dæ ka ninn å skjald ud o hans Kuen,
må anden vær uend helde ufåstandej
han skuld held gi hind et Køs hwæ Muen
å sæjj: De wa Sjow te -vi fæk hwerandel
En Mand blev syg, og trods Lægens Latin
blev hans Helbred fuldstændig -spolert,
dog fik 'han den rigtige Medicin,
det var Sygdommen, der var forkert,
Hvor Viljen til Livet kækt sig ranker,
kan Livet bevares trods Sygdom og Saar,e
- en Mand kan bestaa af lutter Skavanker
ng leve årods alt i hundrede Aar.
Sygdom og -Sorger kan slide stygt
paa Sindet og volde os Vei
mest dog sliderunødig Frygt
for Trængsler,vi aldrig skal ses
Tro aldrig, at du er af Gud forglemt,
fordi du af Sygdom knuges;
maaske er for dig en Gerning bestemt,
hvortil kun en syg Mand kan bruges.
Om Nattesøvnen flygter fra dit Øje,
og du er ængstelig, forpint og mat,
da glem ej, at din Fader i det høje
har Træffetid ved baade Dag og Nat.
Den rige spiser godt og drikker tæt,
den fattige er næppe hver Dag mæt,
med Tiden dog sit Kvantum Mad han faarv
han lever nemlig mange flere Aar.
Slaar med fem Retter Mad du din Ven ihjel„
vil det Hæder og Ære dig skaffe,
men faar han de KIØ, han maaske trænger til,
-da vil man dig haardelig straffe.
Een aad sig ihjel, og Taarerne flød
af Sorg ved den ædle Borgers Død;
een drak sig ihjel, og høj og lav
gik foragteligt udenom Drankerens
Grav.
Af Penge fik omtrent hver Mand
for lidt— af Ære ligesaa;
men ingen fik for lidt Forstand,
Forstanden klager ingen paal
Da Sol gik ned, og det blev mørkt paa Jord,
begyndte Frygten Mennesket at gæste,
men fra en Praas der lød et Trøstens Ord:
Vær bare rolig! Se, jeg gør mit bedste!
(Efter Tagore)
Ej sært, at mangen træt og fredløs Mand
mismodigt vandrer Kirkens Dør forbi,
thi alt i nogen Afstand hører han
derinde fra et hæftigt Skænderi.
For Menneskesønnen der signed de smaa,
Prædikanten vel tager sin Tørn,
men naar han med Jernbanen rejse naa,
han undgaar Kupéer med Børn.
Den Prædikants der intet ved,
har tit den allerstørste Chance,
jo tykkere Uvidenhed,
des mere selvglad Suffisance,
Døm ej for strengt den tykke Mand,
der under Talen ses at nikke;
den vaagne muligt synde kan,
men den, der sover, synder ikke.
Du finder, at Kirkens Mænd er for smaa,
maaske har du Ret - desværre I
Men dygtige Folk er det svært at faa,
det kniber vel og for Vorherre.
Selskabet keder sig, sidder saa stille,
man gaber i Smug, finder Aftenen lang,
men saa begynder en Dame at spille,
og straks kommer Snakketøjet i Gang.
Forgæves -man bejler til Musernes Gunst,
hvis de medfødte Evner svigter;
det er bedre at sy et Par Bukser med Kunst,
end at være en kedelig Digter.
Fattigt og goldt er den Mands Liv,
som til ingen sin Lid tør fæste,
bedre at være en Smule naiv
og at tro om alle det bedste.
Paa Dyrevenlighed man ej bør spare,
jeg klapper hver en Hund, jeg gaar forbi;
hvis jeg en Dag blandt Fjender er i Fare,
vil Byens Hunde tage mit Parti.
En Modstanders Grovheder i en Debat
bør aldrig forstyrre din Ro;
man venter ej Kammermusik af en Kat
eller Havfruesang af en Ko.
Naar alle Bøgetræer er lige høje
og alle Karakterer lige sløjes
naar Ravn og Lærke synger samme Sang,
da bliver Livet sødt i Danevang.
En Dreng og en Pige fødtes
og leved i Verden paa hver sit Sted,
som Mand og Kvinde de mødtes,
og Historiens Gang blev forandret derved.
Enhver, der mildt tog et Barn i Favn,
har gjort en Gerning til Slægtens Gavn,
og den har aldrig forgæves levet,
hvis Navn i et Barnehjærte blev skrevet.
Var hvert et Brædt for Knaster fri,
blev Snedkeren kun halvt saa dygtig;
gik Livets Trængsler os forbi,
blev vist vor Karakter lidt flygtig.
Vær aldrig for rask til at slippe en Ven,
hvis Røst har en revsende Klang;
det er bedre at høre den vises Skænd
end at lytte til Daarers Sang.
En Moder sit Barn vilde føje og glæde
og spare for Sorger det barnlige Sind,
men de Taarer, Barnet slap for at græde,
drog senere Furer paa Moderens Kind.
Den Mand, der skimter Maalet hist,
hvem Hjærtets Længsel fremad tvinger,
ham gaar det som en kæk Cyklist:
jo mere Fart, des mindre Slinger!
Vi fødes til et Liv vi ej forstaar,
af Storm og Hav omtumles vildt vor Baad,
dog sker det, at en Dag vort Maal vi naar.
Saa god er Gud! Saa mægtigt er hans Raad!
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Bøen å gammel Folk af Anton Berntsen (1937) |
Copyright ISCA Software 2023-