Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Hans Jakobs Stæj lo et lille Støed østen æ By.
De wa en Ejendom mæ en hal Snes Tønder Land
å mæ no gammeldas Bygning, dæ wa et Stoww-
huws å et Krehuws, dæ wa bygt sammel i en Kromm-
hwærre. Hans Jakob håd wan Enkimand i nowwe
Oer, hans Søstedætte, Karen, wa ve ham å holdt
Huws få ham. Hun håd wan der hiel fræ Båen, å
han gjor groww møj ud a hind; de håd lænng wan
æ Mjening, te hun skuld ha, hwa dæ bløw atte ham.
Di håd ingen Tjennestfolk, men næer dæ wa mie å
bestell, end di sjel kund øwe, fæk di et fremmet
Mennesk te å hjælp dem nowwe Daww. De wa o
den Mååd, Line håd fåt Inndpas ve dem; hun so
hiel godt ud, å hun hååd et godt Mondlæje. Hans
Jakob håd åldtie wan gue a sæ å læt å snak for, å
hun fåstod regti å gjø si Huese grønn ve ham; de
wåår ett lænng, inden hun wa der de mjest å æ Ti.
Karen kund ett lii hind, men hun håd jo egenlig ett
nued å klaww øwer; Line wa flink nok ve hind, å di
kund godt behøww hind Hjælp. Hans Jakob be-
gøndt å blyw gammel, å æ Arrbed Skrej ett så godt
få ham, som de hååd goer. Så en Daw kam han
hjem fræ æ Mark å wa så rinng, te han måt i æ
11
Seng, å no håd han læjjen i sejs Ugger .Karen vild
ha æ Dogter hint, men de sat Line sæ imued, hun
vild partu go å pas ham, å hun wa dæ snåe bådde
Nat å Daw.
Karen wa et lille, uansiele Mennesk, å Maren
Pæjes kund ett si, te dæ wa no Stås ve hind, men
hwa hun ett kunnd, de kunnd hind Søn, Kræsten.
Maren vest godt, te Kræsten å Karen wa gue Ven-
ner, å Kræsten vest osse godt, te hans Mue vest et,
men dæ wa ingen a dem, dæ snakket om nued, di
så stell å tow Moel a hwerander. Kræsten wa
en kjøn stue, breskålderet Kåel; han håd gawwen
hjemm åld hans Ti å wa wond te å rætt sæ atte,
hwa hans Mue såå. De hie Kjærresteri wa de føøst,
han håd tawwen sæ for o hans ejen Beram, å han
vest godt, te hans Mue tøt ett om et. Men han wa
ætt Maren Pæjes Søn få ingen Ting, nok wa han
'lonngsom å sinde i et, men de hie håd han no sat
sæ såen i æ Howed, te han wa ett te å rokk.
Kræsten wa nie i æ Eng å slo Hjøe, han håd en
Melldmad mej, å den sad han å oed ve æ Pod-
ning, dæ gjor Skel imeld Maren Pæjes å Hans Ja-
kobs Mark. I Daw håd han fåt snakket mæ hans
Mue om de hie Kjærresteri, å no vild han gjaan ha
afat i Karen for å fåtææl hind et; han tændt, om han
rett skuld træf å si hind i æ Mark. Dæ wa en Flok
Bøen, dæ liegt henn o æ Vej, å jen a dem, en lille
pluskjævet Tøs i et rø Skjøwt, kam hen te ham for
å si, hwa han bestilld.
„Åld de ka do da ett eed?g såå hun å so o hans.
Melldmadde.
„Trowe do ett?g såå Kræsten, han brækket en
Melldmad øwe å ga hinnd de hall, å hun klemt og
en mæ de sååm.
„Æ do gywt?' spuur den lille.
„Ok nej g, såå Kræsten.
„Bue do da sjel åldt jenn ? g
, A bue hjemm ve mi Mue. Hwa hjed do hæjsen ? '9
h A hjed Karen!'
, No, do hjed osse Karen', såå Kræsten, han
å keg igjemmel et Hwol i æ Podning, å no so hanr
te hans Kjærrest wa o æ Vej hen å fløtt æ
„Ska do ett snåe gywtes?' bløw den lille ve, men
no håd Kræsten ett Ti te å snakk mie mæ
Han kund så godt lii å si Karen go ve æ Kjøer; en
kund si, te hun wa gue ve dem. Hun håd et Støk
Brø i æ Lomm te den røø, dæ nylle håd kallet,
den swott rækket atte hind mæ æ Howed å vild
kløes o æ Hals. No wa hun farre mej å fløtt, å hum
stod å so hen te æ Podning. Kræsten rømmet sæy.
å et Ywwblek atte smut Karen igjemmel æ Hæjlll
å kam øwe te ham.
»Do sie så want ud!' såå Kræsten. »Hwa æ dæ-
ve et?'
„Vi håer et så sæl'e hjemm', swåår Karen. »Mi
Morbror æ groww sempel; a spuur ham i Daw, om
han kund kinnd mæ, å det så han ja te, men a véd
ett, om han æ regti ve sæ sjel. Han sowe næsten
åldtie. Line gie ham nowwe røø Dramm; a véd ett,
hwa de æ, men a æ ræj for, te de æ nued, han ett
hå godt å'.
, Kund I endda fo den Kjælling ud å æ Huwsg,
såå Kræsten. „Er et sannd, te di Morbror ska gyw-
tes mæ hind?'
*Ja, Gud bæjer et', såå Karen. „Såvidt a véd,
ska æ Præst komm å vi dem i Muen Attemedde.
Men a fo næsten ingen Ting å veed mie. I den
føøst Ti gik hun å sleget få mæy te de wa hiel Iie,
-men no snakke hun næsten ålde te mæ, å a æ så
ræj få hind, te a tør ingen Ting sæjj. A trowe, hun
er en Hegs'.
, A ka ett fåsto, te æ Præst vil ha mæ et å gjøør'y
såå Kræsten. „En ka da nok ræjjn ud, te de er æ
Stæj, hind Næjjs kløer atte'.
n Hun hå bildt ham nued ind', såå Karen å bløwrø
i æ Howed. »Æ Præst er en fååle råe Mand, men
han håe den Fejl, te han trowe Folk få godt, å hun
hå nok smur ham døgti om æ Mond mæ Bivvelsprog
å Sallmvæs. A hår ålde kjæend hind Liig te å spel
Komeddi.— Do hå wal ett fåt snakket mæ di Mue?'
*JOW, a håeg, såå Kræsten, »de wa de, a vild
14
fåtææl dæ. De gik endda bæjjer, end a håd tænt.
Mi Mue send sjel Bod atte mæ, ve a håd fåt mi
Meddesøwn, hun sad ve æ Skatol å so i nowwe
gammel Papire. Hun so let o mæ, å a tøtt, hind Ywn
wa mie milld, end di plejer å væær. Så spuur hun,
om de wa sannd, te a wa gue Venner mæ dæ, å de
så a ja te. n De er ett atte mi Howed', såå hun, »do
kund nok ha fåt en mie passend Kuen. Æ Piig æ
ves ordenlig nok, å de ka blyww godt, te hun ett
håe ret møj, men hun sie så bååne ud. A twiel o,
te hun ka kommandier æ Tjennestfolk i en Goere
Men hå do giwwen hind di Uer, så ska do osse
holld et, å så ska do vær gue ve hind, ihudden de
goe. Der æ bååre jen Ting, a vil snak mej om. Di
sæje, te Hans Jakob ska gywtes mæ Line fræ æ
Røjtehuws, de må do si å fo fåporret, den Kjælling
ska mi Søn ett ha no Familliskav mej. I foer ett mi
Minnd, inden hun er uud å æ Huws, men så ka I
osse hold Jagilld, næer I vil. Hwes Karen tøkkes
et, ka do kjør hen å hindt æ Dogter i Muen For-
medde, han ka ondersøøg, hwa æ Mand fejl, å æ
han ett rele i æ Howed, så må æ Præst ett vi dem.
Å så ka do bestell en Kjest te mæ ve æ Sneker; a
so en Liigskåår i Awws, dæ gik ud fræ wo Goer,
å a véd, hwa de betyjje'.
»Men Mue da', såå a, »læ da væær mej å tænk
å såen nued!'
15
»Gjør som a sæje', swåår hun. „lno er et mæt
dæ rooer i æ Goer, de blywwe snåe I ander'.
Karen taaret hind Ywn å so op te Kræsten. , De
æ så kywwsom, te di Mue ett æ glad ve mæg.
»De ska hun nok blyww', swåår Kræsten, »hæj-
sen måt hun da vær en sæer jen. Hun er ett så hoer,
som hun ladder. Men hwa sæje do, skal a kjøør
atter æ Dogter?'
»Ja Tak, hwes do vil', såå Karen. „Men stræev
å kom mæ ham så snåe, do kan'.
ska do ett go å vær want', såå Kræsten,
øde blywwe nok godt åldsammel. A ska gjøør te
et, de a kan'.
må beWohærre om å hjælp let te', såå Karen.
Bååre do ett blywwe kyw a mæ, inden åld de Bøw-
leri for Æænd'. Hun so så mild op te Kræsten, te
han tøtt, hun lignet jen a Wohærres smo Engle,
såen som di æ tejnet å o æ Belleder i æ Kjerk.
»De blywer a ålde!' såå Kræsten, å så køsset
han hind tow Gonng, få te de ett skuld vær Løwn.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Haalanden Daw å en Attemedde af Anton Berntsen (1919) |
Copyright ISCA Software 2023-