Haalanden Daw å en Attemedde III.

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

De wa o æ Daw atte. Æ Hywwler stod å arrbe-
det i hans Værkstæj, han tow så sæer hårdt ve æ
Værktøw, å han hååd tow røø Plætter i æ Pannd.
Han wa hæjsen så gue, som æ Daw wa long, men
16

de kunnd skie, te han bløw gal i æ Howed, så fæk
han di hie røø Plætter, å så wa han ett gue å taes
mej. Han håd læjjen å tænt o Hans Jakobs Gywter-
moel æ hiel Nat; han vest nok let om, te Kræsten
å Karen wa gue Venner, å han kund nok ræjjn udi
te de vild blyw en Strææg i dje Ræjjning, hwes de
bløw te nued mæ Hans Jakob å Line. Han vest
osse, te Line wa en skidt Kwind; de wa da så møj
lompen, te såen en skekkele Mand som Hans Jakob
wa kommen i mæ hinnd.
Hen o æ Formedde fæk han Besøg a Tysk-Jo-
han, de wa en gammel Bås, dæ plejjet å komm hwæ
Sommer. Han fåtalld di sååm Historrier hwæ Gong,
å di bløw ett mie sannd få de.Aåx så hååd han et
såen, te han snakket dansk, næer han wa ædru, å
tysk, næer han wa fuld, men han wa få de mjest
let tysk i et. Hans Skekk hååd såen en ubestemmele
Kulør, men den Kulør, æ Næjjs hååd, tow en ett
fejl å. Æ Klæje wa osse sempel, de jenn Ærrm i
hans Frak wa næsten røwwen å.
»Mester har vel ikke en lille Skilling til en fattig
Rejsende?'
„A vil snåe helde sjel gi æ Krowemand en', såå
æ Hywwler, „han foer en jo ilywl. De er en skidt
Profession å såen rend å bejjs o æ Lanndvej, do
skuld helder gi dæ te å arrbed. Men do ka wol
ett ? g
2
17

„Tror Mester ikke, jaj kan arbejt? Jaj har arbejtet
po de største Platser i Europa, und jaj har været
mit til at arbejte po en kongelig Vagen in Berlin!
Mester har vel ikke en gammel Frakke til en fattig
og unglücklig Kollega?'
ØDO kund gjaan træng te en', swåår æ Hyww-
ler, »di Ærrmer æ nok bløwwen uree lissom Lund-
Hanses Plejl. Men a håer ett flie Frakker, end a sjel
brugger'.
„Der bor ja en Pastor her i Byen', såå Johan.
„Kan jaj ikke hos ham få en Frakke, er han ikke
en guter Mann?'
»Jo, han æ såmend gue nok, de ka godt vææry
te han ka hjælp dæ, men så må do ett fåtææl ham
åltfå manne Løwwnhistorrier. Han håe den Sæær-
hjed, te han ka ett lii, næer Folk vil lyww. De æ
for Resten ham, dæ goe die nie ad æ Gååd, do ka
jo prøww å go hen å snak te ham'.
»Kan det gå an at tale til ham so midt po Gaten?
Han skal måske hen og tale mit en Døende!'
»Han ska hen å gywt en gammel Mand, der æ
halldø, mæ en Kjælling, der æ halltåvvele, de gjør ett
så møj, om do skuld tøø ham let. Å ka do fo ham
te å læ et hiel vær, så ska do fo jen a di bææst
Frakker, a håe. Men pas no o, hwa do sæje te ham,
å IYW ett åltfå groww'.
Johan røst let betænkele o æ Howed, men han
18

sat liigodt atter æ Præst å nådd ham lii udden æ
By. Han hååd en Flask i æ Innderlomm, den tow
han en gue Toer å føst for å fo let mie Mued.
øGuten Tag, Hr. Pastor', såå han å bokket så
dyvt, han kunnd. „Må jaj tale et Ord mit Dem, Hr.
Pastor, jaj er en fattig og unglücklig Mann!'
„Hvem er De?' spuur æ Præst
„Jaj er en stakkels fattig Rejsende, Hr. Pastor
må ikke tage mig ilde op, at min Anzug er so mi-
serabel, men jaj har ingen Penger, og jaj har ingen
Kone, der kan sætte en Lap på i så Henseende'.
„Naa, De er ikke gift?'
„JO, Hr. Pastor, jaj er gift, men min Kone og jaj,
vi lever ikke mere zusammen. Hr. Pastor skal hen
og gifte en gammel Mand, det er en meget alforlig
Sag, jaj kan tale mit derom, jaj er en erfaren Mann
i så Henseende'.
svar Deres Kone ikke god ved Dem?'
»Hun var en Engel, før vi blev giftet, hun blev
aber en Teufel. Jaj kom hjem en Abend _mit et Par
Venner og var lidt lustig, und so hun mig utskældte
und kaldte mig en Fuldsnude. En armer Mann har
ogsaa Ehre i Livet, jaj tog hende venlig aber fest
i Armen und sagte: »Hols Maul!' So hun gik til
Politi und klagte, und jaj blev verhaftet, und jaj
havde dog ingen Ting gjort'.
»Det er nok Brændevinen, der har været Deres
19

Ulykke, De skulde hellere være bleven ved Deres
Kone og have sagt Farvel til Flasken'.
„Ach, Hr. Pastor, vat er vi Mennesker? Elendigt
Hø, som Salmisten siger! Men jaj drikker ellers
ikke Brændevin, uden wenn jaj spiser Fisk, so jaj
drikke en lille Snaps til'.
»Men De spiser maaske ret ofte Fisk?'
„O, nej, Hr. Pastor, kun en liden Sild hver Mor-
gen, wenn jaj kan fo en. ---- Der var en Pastor ved
den Fængsel, han talte so til mig, at jaj kan det
aldrig glemme. »Johan', sagde han, „De er en an-
den Slags Menneske end de andre, vi har med at
gøre; jeg kan godt se, at De hører egentlig ikke
hjemme her'. Achy de svandt, de svandt, de
Dage!'
Johan væænd sæ om å so sæ tebaagy så sprang
han lii mæ jet øwer æ Vejjgroev å sat om bagve
æ Hæjn. Æ Præst so sæ osse om, han kund nok
si, te dæ kam en Mand bagatte dem, men han kund
ett si, hwem de wa.
„Hvor blev Fyren nu af?' Æ Præst kund ingen
Stæje si Johan, å så gik han vie.
-— Karen bløw kyw å et, da hun so, æ Præst
kam. »Så komme Kræsten liigodt få silde mæ æ
Dogter', tændt hun ve sæ sjel. De so ud atte, te
Line helder ett håd vint ham så tiele, hun fæk
travlt mej o pynt sæ. Så satt hun sæ o en Stuel ve
20

den syyg å foldet hind Hender å såå: „Ja, så i wo-
hærres Nawn!'
„Maa jeg tale med Dem alene et Øjeblik?' såå
æ Præst, han wa ett fri for å si let bøes ud. Karen
gik ud i æ Kjøkken, å Line gik hen te æ Præst. Han
tow et Papier op å æ Lomm å så hued te hindi
men lii mæ jet ga hun såen et Hwien a sæ, te Ka-
ren kam fåårend ind for å si, hwa dæ wa ve et. I
de sååm smed Line sæ o æ Gwol å sparket å slow
te Sii mæ bådde Arrm å Bien; de so ud lissom te
hun håd fåt Kramp, å så hwææst hun å tow o lis-
som en gal Kate Æ Præst bløw rø i æ Howed a
Fåskrækkels, han rederieret øwe te den anden Sii
a æ Stoww, å Hans Jakob rejjst sæ øwwer Æænd
i æ Seng å såå: „Hwa æ dæ ve et? Hwa æ dæ ve et?'
„Kvindemennesket er jo komplet hysterisk', såå
æ Præst.
I de sååm gik æ Daer op, å dæ kam en høw Mand
ind mæ en Polletikasket o æ Howed. Han so de hie
gall Kwinndfolk å skuld lii te å spøør om, hwa de
wa, hie gik få sæ, men de føøst Line so æ Polleti,
sprang hun op å ræænd ud a æ Daer o hind Hues-
fædder.
„Hvad gik der af Konen?' spuur æ Polleti.
„Hun har vist en daarlig Samvittighed', såå æ
Præst. „Hun har leveret mig en falsk Attest, og jeg
kom for,at sige hende, at jeg ikke kunde fuldbyrde
21

den bestilte Vielse, men saa skabte hun sig helt
tosset'.
„De har vel ikke set en rejsende Haandværks-
svend?' spuur æ Polleti.
BJO, det har jeg da, jeg fulgtes med ham et Stykke
Vej, men saa forsvandt han pludselig. Har han gjort
noget?'
„lkke andet, end at han har betlet lidt, men vi
vilde nok snakke med ham. Han kunde muligvis
give os nogle Oplysninger om en Kollega, som vi
har et Mellemværende med'.
I de sååm kam der en Vuen hen øwwer æ Stjenn-
brow, dewa Kræsten, dæ kam mæ æ Dogter. Han
sprang å æ Vuen å kam ind te dem, å så bløw den
syyg ondersøgt. Æ Dogter spur Karen ud Omv
hwa di håd gjor ve hind Morbror, åhan vild gjaan
si de hie røø Dramm, men Karen vest ett, hwoe æ
Flaskwa gjemt. Så fæk di Beskejn hwa dæ skuld
gjøøres, å æ Dogter såå, te de skuld nok blyw godt
igjen, men de vild ta no Ti. Så drow æ Dogter å,
å æ Præst kam op å kjøør mæ ham.
—- Hen o æ Attemedde kam Kræsten igjen, han
wa så glad som en nyslawwen Toskjælling, Han
vild ha Karen mej hjem te hans Mue, å hun fæk en
Nååbokuen te å sed ve Hans Jakob så lænng. Karen
wa glad ve, te di no wa kommen så vidt, men hun
wa ett fri for å røst let, ve di gik ind i Maren Pæjes
22

Goer. Maren sad i en Arrmstuel å løøst i en Sallm-
bog, hun so så bre å så strenng ud, å Karen fyldt
så let ve æ Sii a hind. Men ve hun fæk sjet regti o
Maren, tøtt hun, dæ wa nued i hind Ansegt, dæ
lignet Kræsten, å så fæk hun lii mæ jet såen et Mued,
te hun tow Maren om æ Hals å køsset hind. »No,
no Båen, læ no de vær godt!' såå Maren å skub-
bet hind fræ sæ, men hind Ywn bløw dooget, å
Karen kund godt si, te de wa ett de gallest, hun
kund ha gjoer.
ØDO må helder fo æ Saager å si', såå Maren, øde
blywwe wal snåe dæ, dæ ska sto for et'.
Så gik di rondt å so æ Gjemmer atte; Karen håd
ålde faar sjet så møj Linnet å Sølltøw o jet Stæjy
men Maren ga ingen Lin, inden de hiele wa gaw-
wen igjemmel.
„Læ mæ no si, do æ gue ve Kræsten', såå hun,
„han æ mi jennest Båen'.
Karen keg op te Kræsten, hun kund ett båå sæ
for å li. Å Kræsten løwt _hind op te sæ å køsset
hind, ilaw hans Mue so o et«
I æ Mørkning wa dæ nued, dæ puslet ve æ Hyww-
lers Daer. De wa Tysk-Johan, dæ kam lestend.
„Får jaj so den Frakke? Der blev ikke nogen
Bryllup!'
23

»Nej, hold no let', såå æ Hywwler, „de er ett
atter æ Akkort. De wa ves ett di Skyld, te æ Brøl-
lup ett bløw te!'
»Jo doch!' såå Johan, n den Politi blev utsendt
for at fange mig, und wenn den Kjælling så Politi,
hun blev bange og løb væk. Det var doch min Skyld,
at der ikke blev nogen Bryllup i så Henseende'.
„Den Historri æ ves lisså sannd som demm, do
plejjer å fåtææl', såå æ Hywwler. „Men de æ de
sååm, no skal a si å finnd jen te dæ'v
De håd osse wan en strenng Daw få Kårre-Stine,
hun håd wan vidt omkring, å hun skuld ålldvejjn gjø
Relehjed få, hwa de wa, dæ gik få sæ nie ve Hans
Jakobs. Om Awtenen kam hun ind te Jens Tækki-
mands, å die bløw de hiele gawwen igjemmel ve
en Kop Kaffe.
- „Ja, sikken Anstalt dæ wa', såå Stine. „Dæ wa
bådde Præst å Dogter å Polletiy å Line skavt sæ
såen, te di såå, hun wa hiel assyrisk. De wa groww
useniert for æ Præst å si o, hwodan hun gjor sæ
te. Men de kam godt nok te å sææd, hwa do såå
i Gue, Jens, te de Gywtermoel bløw der ingen Wal-
segnels veg,
»Di såå, te hun skuld ha en lille', såå Lisbet,
øde passet dawel ett?'
- »Løwn å Skidt!g såå Stine, „Hun håd stappet
hind Skjøwt ud mæ Kluud, få te de skuld si såen ud
24

9 De æ strenng å høør om såen en Sællehjed', såå
Lisbet å taaret hind Ywn. »Hwem skuld ha tænt,
te såen nued kund go få sæ hie i wo Sown. En
skuld onder o, te et Kwinndfolk ka gjøør såen en
Bannis'.
»De wa hoer, hwoe de wa øwe', såå Jens Tækki-
mand, »men de wåår da kons halanden Daw å en
Attemedde!'

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Haalanden Daw å en Attemedde af Anton Berntsen (1919)

Tilbage