Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Æ SKUMAGGES HUWS LO MEDT I Æ BY
f-1.-., lii østen for æ Gåådkjaer. Dæ wa ett møj
Stås ve et, de wa fåsømt bådde forudden å for-
inden, å de wa flie Oer sien, æ Haww wa bløwwen
grawet. Æ Skumagge sjel wa osse fåsømt, han wa
en lille swot Kåel å si te. Han håd swot Hoer å
swot Fuldskekk, å han wa få de mjest swot bådde
o hans Hender å i hans Ansegt. Di onng Pigge vild
gjaan drell ham, di såå, han skuld wask sæ, men
han swåår, te de kund ett betåål sæ, „de wåer ett
Ott Daww, inden en æ lii beskidt igjen'.
Han kund godt si, te de wa Kludder å ett ha et
Kwinndfolk i æ Huws, men han håd ålde kund kom-
men a Stæj mej å blyw gywt, å de wa få dyer å ha
en Husholder. Han vild gjaan fjaas let mæ di onng
Pigger, men gywt sæ mæ såen en jen, der ett håd
andt i æ Howed end Pynt å Narrestrææger, de skuld
han hæjsen nok hyt sæ for. Æ Stås brøt han sæ ett
om, å æ Narrestrææger kund han sjel laww, få dæ
wa jen Ting ve ham, der ett wa swott, å de wa hans
Humør. Næer han sad o æ trebjenet Stuel å slow
27
Plykker i, sang han få de mjest, å de wa bådde tysk
å dansk imelld hwerandt. Han håd arrbedet en Ti
i Flensborre, å die håd han laer nowwe tysk Vise.
Dæ hæænd en gammel Fiol o æ Vegg, den tow han
nie, næer han tøtt, han trænd te å røør æ Bien. Så
dåånset han rondt imelld di gammel Støwwl, dæ
lo rondenom o æ Gwol, å så sang han å spellet te:
„lch bin ein Musikantej
und komme aus Schwabenland'.
Skuld dæ lawwes no Låjjer i æ By anden ve Ny-
årsti helde i Fastelawnyså wa æ Skumagge en sek-
ker Mand. Dæ wa ingen, dæ wa so findo'som som
ham. Karen Smeds såå, te han wa et »Verdens Vid-
under'.
De wa osse ham,dæ spellet æ Hønnskrææmer
et slemme Pus, dæ wa nowwe, dæ tøtt, te de wa
snåe wal groww. Æ Hønnskrææmer wa en gammel
sæer jen, dæ bue i et Huws ve æ Kjærrgor; han
vild gjaan ta en stue Dram, å næer han håd nued
i æ Howed, gik han å staggeret omkring o æ Kjærr-
gor om Natten å snakket mæ sæ sjel, å så skuld et
forestell, te de wa di døø, han snakket mej. Jen
Daw kam han hen te æ Skumagge å såå:
»A ska hæls dæ fræ di Fåeg.
»De æ dawel Løwn', swåår æ Skumagge, „mi
Fåe hå wan dø å begrawwen i manne Oer!'
28
»Nej, de æ skam rele nok', såå den anden, „a
snakket mæ ham den anden Nat!'
Æ Skumagge kund ett lii den Snak, han tændt
ve sæ sjel, te han skuld si, om han ett kund væn æ
Sloeg å mej å go å stjaav innd ve di døø om Natten.
Så en Nat, æ Hønnskrææmer wa kommen ind o æ
Kjærrgor, kam der et hwid Spøøgels imued ham mæ
en Jaanlenke raslen bagatte sæ. Æ Hønnskrææmer
ga et grumme Broel a sæ å ræænd, men æ Spøø-
gels fanget ham å tow ham o æ Nakk, å så ræænd
en rondenom æ Kjerk mæ ham. Æ Hønnskrææmer
fæk såen en Fåskrækkels, te han holdt sæ fræ æ
Flask en hiel Monet. Dæ wa nowwe, dæ fåtalld
ham, te de wa æ Skumagge, dæ håd wan o Spel,
men han vild ett trow et. „De wa skam den slemm
sjel, dæ håd fat i mæ', fåsekret han.
Folk mindt ett, te æ Skumagge bløw gywt nowwe
Tie, men de bløw han liigodt, å de kam o som en
Nyysen. Jen Daw kam Boline ind te ham å skuld
ha tawwen Noel te et Par ny Skuw. Hun sad å so
sæ om i æ Stoww, ilaw de gik få sæ, å hun fæk undt
å et for æ Skumagge, hun kund jo nok si, hwa han
trænd te. Å han sad å føld i Tanker ve å si hind
Fued; han håd tawwen Moel a de fliest Fædder
i æ By, men han håd ålde sjet en Fued så kjøn å
walskavt som hindes. Han stal sæ te å si o hind
Ansegt, hun wa ett a di kjønnest, men hun so så
29
gue ud, de wa lissom en bløw godt tepas ve å si
o hind. En kund si, te hun wa ingen Suurtrytt. Ott
Daww atte kam hun å hindt æ Skuw, de wa føøst
Gong i manne Oer, te æ Skumagge håd no Fued-
tøw farre te den Daw, de wa lowet. Hwa di så få
Resten snakket om, fæk der ingen å veed, men et
Par Monete atte bløw di gywt, å de bløw snåe
kjæend o bådde æ Skumagge å hans Huws, te dæ
wa skie en Forandring. Æ Huws bløw kalket ud-
vendig å tapesjeret indvendig, dæ kam Blomster
i æ Vinninge, å æ Rudder bløw pusset blank. Æ
Skumagge bløw wasket ren å fæk de mjest å æ
Skekk tawwen å, han kam te å si mindst ti Oer
ønger ud.
De hjalp osse o æ Forretning, Boline holdt ham
te å pas hans Arrbed, å hun sørret få, te Folk fæk
dje Fuedtøw den Ti, de wa lowet. Hun wa en Goer-
mandsdætte, å Folk kund ett fåsto, te hun vild ha
den lille swott Mand, men ve di so, hwodan hun
fæk sat Stil o ham, tøt di bæjjer om et.
No gik dæ så et Par Oer, æ Skumagge passet
hans Arrbed å sang te, Boline passet æ Huws, di
sat Pææng i æ Spåårkas, å æ Skumagge tøtt, te han
hååd et Held som et Trow Lier. Men så wa et, han
bløw syk. Han lo føst å swedt nowwe Daww, å
di mindt, te de wa ett andt end en slem Fåkøølels,
30
men så bløw han så rinng, te di måt ha Bod atter
æ Dogter. Han ondersøgt ham å skrøw Resæwt o
Megstur, å di fæk Beskejn om å gi ham værm Omm-
slaw. Di vild ha å veed, hwa han fejjlt, å æ Dogter
snakket nued om Brøstbetæændels å Slim o æ Lun-
ger. De tow hiel æ Mued fræ æ Skumagge, han
håd ålde wan regti syk faar, å næer såen Folk foer
en Syggen, trowe di gjaan, te de æ den vesse Dø.
Å så wa et da så møj skammele å tænk o, te en wa
sjel Skyld i et. Ja, de wa no da egenlig den tåvvele
Hywwler, dæ hååd æ Skyld, han wa kommen her-
ind en Woldborre Awten å vild ha ham mej ud å
si, hwodan di brænd Blus uddenfor æ By. Å ve di
kam ud te ålld di onng, så kam æ gammel Narre-
strææger op i æ Skumagge, han dåånset omkring
æ Boel å sang tysk Viser, å de bløw londt hen o
æ Nat, inden di kam hjem. Men die wa et, han fæk
de hie slemm Fåkøølels.
No lo han hie å harket å hwææst å fæk ingen
Ting bestild, å de wa ett godt å veed, om han bløw
te no Arrbed mie. De wææst wa, te Boline wa helder
ett rask, hun gik så tit å wa sæl'e tepas, hun kund
ett spiis, å de gik saa sæer op å nie mæ hind Hu-
mør. Han lo i æ Seng å keg atte hind, å så so han
lii mæ jet, te hind Figur lissom wa let foranderet.
En skuld dawel ålde trow Han kam te å sweed
31
ve å tænk o et. Ja, håd han no wan raskv så wa
et jo ett nued å ræjjn, men skuld di te å vær et
Mennesk mie å ha Udgywte te Joormor å åld de,
å han ett kund fåtien, så æænd et da mej, te di kam
o æ Sown.
Dæ gik en Monetsti, så fæk æ Skumagge Low te
å kom op. Men han håd tavt bådde æ Kræfter å
æ Humør; Boline kund snåe ett fo et rele Uer a
ham, hun wa endda så glad ve, te han wa kommen
så vidt. Æ Hywwler kam å vild si te ham, men han
kund helder ett snak ham te Mååd.
„Hwa ka de hjælp', så æ Hywwler, »te do såen
gi dæ fåtavt. Do ska såmend nok blyw rask igjen,
Ukrued fågoer ett så let. En ka godt vær rinng å
dø å endda løww. Men Skreddere å Skumaggere
æ dæ no helder ingen Mued i. Nej, da ka do trow,
mi Fåe wa en andeleddes Kåel, han wa ett kisel.
Han bløw jen Gong så sæl'e i hans Ansegt, æ Dog-
ter såå, de wa Bjenedder i æ Kinndbjen, å han skuld
jo da operieres. Men ve di kam mæ æ Saager te å
bedøøw ham mej, såå han: »Go væk mæ den Lowt-
doos, a ska nok leg rolle!' Så operieret di ham ud-
den å bedøøw ham, å æ Daw atter gik bådde mi
Fåe å æ Dogter innd i æ Stoww å røg a hwer en
long Piivg.
Æ Skumagge wa lii ve å kom te å li, men så kam
32
han te å huest så slem, å de lyyj næsten lissom, te
han vild gjaan gjøør sæ let ringer, end han war.
OA ka nok høør, do æ groww rinng' , såå æ Hyww-
ler. „Do håe tow Huest, den lille æ den vææst, Men
si no, om do ett ka kom let te Kretten, a skuld ha
dæ te å syj mæ et Par Skawtstøwwl'.
De bløw let bæjje attehåend, men æ Humør wa
skidt; han sang ett mie, han mindt ett, hans Brøst
kund tool et.
Boline spuur jen Daw æ Dogter, om han troww,
hind Mand kund kjee sæ. „Ja, saamænd kan han
saa', såå æ Dogter. „Han fejler ikke andet end at
komme lidt mere til Kræfter. Se, om De ikke kan
faa ham i lidt bedre Humør, der er jo ingen Ting i
Vejen. Har Deres Mand tidligere haft Tendens til
Hypokondri?'
»Tendens?' såå Boline, „de véd a ett. Han hå håd
Mejslinge som Båen, ander Syggene ved a ett å, te
han hå håed'.
Så kam der en Daw, te dæ bløw en groww Jaw-
wen te i æ Skumagges Huws. Di kam kjøøren mæ
æ Joormor, å æ Nååbokwonne ræænd ud å ind.
Boline klawwet sæ, å æ Joormor kommandieret,
å dæ wa en fååle Relehjed. Æ Skumagge gik fram
å tebaag i æ Værkstæj å vest ett, hwoe han skuld
gjør a sæ sjel, helde hwa de hiele skuld blyw te.
33
3
Han vest kons, te no gik di siist Pææng å æ Spåår-
kasbog.
Men så lii mæ jet wa dæ nued, dæ ga et lille Vræel
innd i æ Stoww. å så stak Karen Smeds si Næjjs
ind ad æ Daer te ham å rovt: „Te Løkk mæ æ Søn!'
Æ Skumagge vest ett, om han skuld li helde grææd,
men ve di let atte skuld ha Bod te æ Høker atter
en Flask Vin, ræænd han atter en, åldt hwa han
kunnd. Sien fæk han Low å si den lille, den håd
mørk Hoer, men wa hæjsen kjøn hwid i æ Ansegt,
å di såå ålldsammel, te den lignet si Fåe.
Så skuld di ha Bod te æ Præst, å dæ wa manne
Ting å hjælp te mej i æ Huws i den Ti, Boline lo.
Æ Skumagge fæk snåer ett Ti te å tænk o hans
Sællehjed, å en Daw, den lille lo å _pev i æ Vuugy
sat han sæ te å sønng for en udden å tænk o, om
hans Brøst no ku tool et« Han kund ett læ væær
mej å go å kiig atte Boline, han tøtt, hun wa bløw-
wen så kjøn. Å næer han satt sæ ve æ Vuug å so
de lille Mennesk, dæ lo å strækket mæ di smo Arrmy
lissom den vild ta si Fåe om æ Hals, så tøtt han,
de lindet så godt indvendig, å han fæk såen en Arr-
bedsløst, te han tøtt, æ hiel Sown måt gjaan komm
mæ dje gammel Støwwl, han skuld nok fo dem
dannet.
En Awten kam æ Hywwler å jen te nie ad æ Gååd.
34
Di stod stell et Ywwblek udden for æ Skumagges
Huws å keg ind ad æ Vinninge. Æ Skumagge sad
o æ Trebjen å bonket o et Par Lonngstøwwl, æ
Vuug mæ den lille i stod ve æ Sii a ham, å han so
smålle te en. Å så sang han, te de kund høøres
londt hen:
»Ich bin ein Musikante,
und komme aus Schwabenland'.
„No hår æ Skumagge nok fåt æ Slim å æ Lun-
ger', såå æ Hywwler.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Haalanden Daw å en Attemedde af Anton Berntsen (1919) |
Copyright ISCA Software 2023-