RASMUS KUWHANDLERS DRENG

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

DE WA EN SØNNDA MUEN LII FAAR KJER-
W keti. Æ Kjerk wa nylle bløwwen kalket, å æ Suel
skeen såen o di hwiid Veege, te en kund snåe fo
undt i æ Ywn å et. Nowwe Kwinndfolk, dæ wa
kommen wal tiele, gik omkring o æ Kjærrgor å so
o æ Grawwstæjje.
„Hie æ dæ kommen en ny Ligstien, sikke da en
kjøn Subskripsjon dæ stoer o en', såå Kårre-Stine.
„De æ jo æ Kuwhandlers Dreng, die legge be-
grawet', såå Boline Skumagges. „Ja, de wa en fore
ondele Historri mæ den Knæjt'.
„Hwodan wa et, de hænd sammel?g såå jen a di
ander.
„Ja, hwem véd, hwodan de hænd sammel', såå
Boline, „de æ wal no sejs Oer sien, han o hans Mue
kam hie te æ Sown. A wa hjemm ve mi Forælder
den Gong, å a ka howws, vi wa netop ve å kjan
Smør den Daw. Så kam de hie fremmed Kwinnd-
folk ind te wos, å hun håd en lille Dreng ve æ Håend.
Di wa sempel i æ Klæje, å di so fåsult ud, di håd
gawwen en long Vej, å di vild jo da gjaan ha let
37

å spiis. Mi Mue håd undt å et få dem, hun ga dem
åld de, di kund eed å drekk, å hun vild jo ha let
Relehjed o, hwoe di wa fræ, å hwa di gik atte. Vi
fæk å veed, te hun hjed Thea å te æ Dreng wa hind
Søn; mi Mue spuur, om hun wa Enki, men hun såå:
»Nææj, a æ kommen skidt a Stæj'. wo Piig wa lii
bløwwen sykk, å så bøj mi Mue te, te di kund gjaan
blyww ve wos en lille Ti, vi kund godt behøww let
Hjælp, å di so jo skekkele nok ud. Thea bløw ve wos
i trej Oer, hun wa et råe Kwinndfolk å ha i æ Huws,
hun gik så trolle å goor hind Arrbed. Mi Mue vild
ha å veed, hwem dæ wa Fåe te æ Dreng, men de
vest æ sælle Skjæwl ett en Gong. Dæ håd wan
nowwe Soldater indkwatieret i en Goer, hwoe hun
tindt, å jen a dem håd lokket hind, men hun vest
hwerken, hwa han hjed, helde hwoe han wa fræ.
Marius wa en pæen lille Knæjt, å dæ wa et godt Sind
i ham, han kam hen å tjeen ve Rasmus Kuwhand-
ler, å de wa sæer å si o, hwo di tow bløw gue Ven-
ner. Rasmus wa jo hæjsen en hoer Kåel, der ett
brøt sæ om andt end å handel å tjen Pææng; wa
der en fatte Mand, dæ skuld sææl et Høwwed for
å kom te let Skjællinger, så skuld Rasmus nok sæjj
ham, hwa han skuld ha for en. Men de hie bette
Knæjt fæk han Guehjed for, han ga ham bådde Føø
å Klæje, å jen Gong, di wa te et Mærkend, kjøvt
han en Harmonika te ham. De wåår ett lænng, inden
38

Marius wa hiel grande te å spell o en, å Rasmus
wa så hæægen atter å høør o hans Musik, te han
kund godt sed om Awtenen i flie Timer å lyyj o, te
Marius øvet sæ o „En Sømands Brud' å »Napoleon
wa en tapper Kriger'. De åldersæærest wa, te Folk
tøtt,æ Dreng lignet ham. Rasmus hååd såen now-
we sæær Merriser ve hans venstre YWW, næer han
snakket mæ Folk, å de håd Marius akkuråt lisså-
dan. Di begøndt å snakk om, te Rasmus måt ves
vær Fåe te ham, han håd jo wan Soldat for en
Diel Oer sien, å de kund gjaan pas mæ æ Ti. Atte
de, en kjænd te ham, kund en da osse godt trow
ham te et.
Men så wa et, te Marius kam så sæl'e a Daww.
Han føld igjemmel æ Ijs o æ Mølldam lii uddenfor
æ Moolkarm, å de wåår få lænng, inden di fæk ham
op. Di bøwwlet endda groww mæ ham, æ Dejn
stod å løst op a en Bog „Om druknedes Redning',
hwodan di skuld bær sæ ad. Hans Mue fæk et jo
å veed, å hun kam løøvend igjemmel æ By mæ hind
båår Howed å jammret sæ; „Mi Dreng æ drowwnet,
mi Dreng æ drowwnet!g Rasmus kam osse dæhen,
han wa hiel hwid i æ Howed, å han bøj dem manne
Pææng, hwes di kund fo æ Dreng te Lyww igjen,
men dæ wa ett å gjøør, æ Åend wa åå ham. Så ga
Rasmus sæ te å grææd, å Folk bløw hiel sæer ve
et, de Sjøen håd di ålder sjet faar. Rasmus tow
39

bådde Thea å æ Dreng mæ sæ hjem, han ga æ Dreng
en kjøn Begrawels, å en lille Ti atte gywt han sæ
mæ Thea'.
»A tøkkes nok, en ka ræjjn ud, hwodan de henge
sammel', såå Kårre-Stine. »Dæ ska ingen bild mæ
ind, te den Skidrik te Kuwhandler vild gjø så møj
ud å et fremmet Båen'%
„De ka godt væær', såå Boline, „men de wa no
liigodt kjøn a ham, te han gywt sæ mæ hinde Å di
løwe nok så godt sammely di sæje, de hoor Sind æ
gawwen nued a ham, sien han hååd den Sorre mæ
Marius. Æ Harmonika sto te Stås o æ Komode,
å dæ må ingen røør ve en
Ja, de ka go sæer te
i Verden. Men no ringer æ Dejn sammel, så må vi
wal helder go ind å sætt wos'.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Haalanden Daw å en Attemedde af Anton Berntsen (1919)

Tilbage