ET DOGTERBESØG

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

NIELS PEDER Å HANNE WA VE Å FO DJER
Onden. Han sad o æ Bænk ve æ Bueræænd å
spist Mjelkegrød å hun sad o en Stuel å pellet Ka-
tøfle. De wa et Par gammel Husmandsfolk, å en
kund si o dem, te di håd ett åldtie wan ve den lætt
Æænd. Niels Peder wa en strunk Kåel, da han tindt
Kongen i ottåførre, men no wa æ Røkk bløwwen
krooget, å æ Sjøen wa ett så sekker, som den Gong
han lo nie ve Dybbøl å sejt atter æ Tyskere. Hanne
håd wan kjøn i hind onng Daww, da håd hun swot
Hoer å et Par glaad Ywn, men nowa æ Hoer bløw-
wen gro, å dæ wa kommen såen et tong Skjaer i æ
Ywn, de wa lissom di so indad. Å så wa et jo så
gal mæ den Jegt i æ Læend.
„Katøfle håe vi dag, såå Hanne, „men de æ så
knap mæ de Temad. Vi håe snåe hwerken Flæsk
helde Foorkjød. A tændt, æ Feskekuen skuld ha
kommen herom ad, te en kund ha fåt et Par Plææ-
der, men hun komme snåe ålde mie'.
»Kom kons mæ, hwa do håe', såå Niels Peder.
De æ så møj godt åldsammel. Vi må vær glad, så
lænng vi endda håe nued a nowwe Slaww'.
41

„No er a lisså godt tepas som demm, dæ hå fåt
de møjj', såå Niels Peder, da han håd åspist. »Men
a ka da ett veed, om vi ett snåe skuld fo et Swar
fræ æ Sowwnråd. De wa råe nok å veed, om di vil
uund wos let, helder om di vil sæj Nej lissom sist'.
„De Swar ka vi ves fo tiele nok', mindt Hanne.
„De ska do ett sæjj', swåår Niels Peder. »Den
siist Gong, vi søgt, wa Propritær Lund Sowwnråds-
formand, å han æ Højremand. Den ny Formand æ
jo en stue Demokrat å Prihjedsmand, atte hwa han
sjel sæje. Han må dawel ha let teøwes få Småfolle.
„Dæ goe jen o æ Stjennbrow', såå Hanne. „Hwem
mon de ka væær?'
I de saam kam dæ jen fåbi æ Vinninger, de so
ud te å vær en fien Mand, å let atte bonket et o
æ Daer.
„Væsgue, kom indenfor', såå Niels Peder. Den
fremmet wa en pæen, høw Mand, å han bokket sæ
let, ide han kam ind ad æ Daer. Så so han et Y ww-
blek o de hie tow gammel Folk, å de wa lissom, dæ
gik en Skyyg øwe hans Ansegt.
„Undskyld, jeg gør Dem Ulejlighed', såå han,
jeg er Distriktslæge Petersen. Er De Niels Peder
Knudsen?'
»Ja, de æ mi Nawn', såå Niels Peder.
»Hvor gammel er De, om jeg tør spørge?'
„A fyldt ottåtres i April'.
42

„Og Deres Kone?'
9 Hun æ lii fyldt trejåtres'.
»Ja saa, ja saag, såå æ Dogter, han stod å so o
et Bræv, han håd tawwen op å æ Lomm. „Ja, jeg
er jo nødt til at sige dem mit Ærinde, skønt jeg
egenlig er ked af det. Sogneraadsformanden har
skrevet til mig, at De søger Alderdomsunderstøt•
telse, og han har bedt mig undersøge, om De ikke
skulde være raske nok til at arbejde lidt endnu. Men
jeg kan nok se paa Dem, at De har slidt i Deres Tid,
og at De kan taale at være fri'.
„Ska vi ondersøøges?' såå Niels Peder. Han håd
rejst sæ op å stod foran æ Dogter, å hans Ywn bløw
så hwas, de plejet di hæjsen ett å væær.
„Nej, det behøves ikke', såå æ Dogter. „Jeg beder
Dem undskylde Ulejligheden, Farvel!'
Niels Peder fulde ham ud å lott æ Daer atte ham.
Så gik han ind te Hanne, hun sad å røst, å en Knyw,
hun håd sat mej i æ Håend, wa fålden o æ Gwol.
„ Do blywwe da ett sykk?' såå Niels Peder å towve
hind Håend. »Ska a ett gi dæ let Hofmansdroove?'
„Aå nej', såå Hanne, „hååd vi endda læt væær
mej å søøg æ Sowwnråd, så håd vi ett gawwen den
Skam øwe. A såå et nok. Vil do no ett loww mæ,
te vi ett ska søøg tie, a vil helde spies taer Brø end
ta imued nued a æ Sowwnråd, nær di behandler
wos såen'
43

„De vil a godt loww dæg, såå Niels Peder, „men
så blywwe vi nøj te å sææl æ Stæj. A æ få gammel
te å go ud å arrbed få an'erj å vi ka ett fo æ Føø
o di fie Tønder Land, vi håe, nær vi ska ha frem-
met te å dryww et, Kund vi ha fåt en hal Snes
Kroner i æ Monet te Hjælp, så kund et wal ha slævt
ad nowwe Oer ino. Men no ska do ett vær want
øwe de, lille Hanne, vi foe nok de, vi ska ha. Vi
håe jo da fåt æ Føø te de hie. A go lii hen å fløtter
æ Kuw'.
I —- De wa knap nok ve æ Ti, te æ Kuw skuld fløt-
tes, men Niels Peder wa bløwwen skidt tepas ve
de hie Besøg, å han trænd te å vær _jenn en lille
Smuul for å sammel hans Tanker. De wa lissom
hans Fædder wa bløwwen så tonng, ve han gik
opad æ Agger.
Åå ja, de håer en fåde en åldtie hå gor Relehjed
å swåer enhwer setty tændt Niels Peder ve sæ sjel.
Håd vi løwet øwe Æwwn å læjjen øø, hwa vi hååd,
så kund en jo wal ha fåt Hjælp. Si te Mas Kristians,
di sad ve en gue lille Goer, men di oed å drak de
hiele op, å di kund fo Onderstøttels, lisså snåe han
wa fyldt di tres. Men ham vild en no liigodt nøøde
bytt mej, de må vær strenng, næer Folk, dæ hå
håd nok, ska te å ha et knap o dje gammel Daww.
Vi ander hå jo ålde kjæend andt. Men de æ så
44

strenng, te en ska fræ si Hjemmen å hen å sed i en
Lejjstoww.
Han væænd sæ om å stod å so let o æ
De wa et sempel Husmandshjem lissom så manne
ander, men i de Hjem håd han å Hanne diel Sorre
å Glee mæ hwerander i øwe førretyww Oer, hie wa
dje Bøen bløwwen føj, å ålld di bææst Minder, han
hååd fræ si LYW, di håd nued mæ de hie Huws å
gjøør. Han håd sjel læt et byyg, da han kam hjem
fræ Krigen, han hååd ett møj å byyg for, å æ Temmer
wa ett andt end Fyrtræ, men han håd holdt et godt
ve Liig, å de kund gjaan sto en Djel Oer ino. Han
kund ino howws, hwo glad di wa, den Gong han
å Hanne wa bløwwen gywt å fløt ind i dje Hjemr
å hwodan di håd spøgt mæ hwerander den føøst
Sommer, di gik ud å høøst o djer ejen Mark å kjor
æ Kwoen hjem o æ Hywwlbåår. Men de wåår ett
lænng, inden dæ begøndt å kom Smo, den jenn
atte den anden, å dæ skuld nued te te Føø å Klee
te dem ålldsammel. Så måthan ud å arrbed få Frem-
met, de ga en Mark o æ Daw å så æ Kost, å om Aw-
tenen måt han ud å heng i o hans ejen Mark helder
i æ Låå et Par Stoon, de wa strenng nok å blyw ve
mej, men de kund jo ett væær andeleddes.
Å så kund et endda ålde ha gawwen få hamp
hwes han ett håd håed såen en døgti Kuen. Hanne.
45

passet æ Huws å æ Bøen, hun fueret å målket æ Kre,
å hun hjalp ve æ Markarrbed bådde i Høst å Slætt.
Di awlet sjel Hør, å de skuld brøødes, skages, hæg-
les å spindes, å de wa Hanne, dæ goor de mjest
å et. Å nær æ Lat kam fræ æ Væwwer, war et hinnd,
dæ syj Skjoter å et te ham å æ Knæjt, å di wa så
stærk, te di wa snåe ett te å sliid op. Nææj, Hanne
håd ett læjjen nued øø. Di vild begge tow gjaan løøs,
å i hans Ongkåelsti holdt han et Blad, dæ hjed AI-
muevennen. No bløw der ett møj Ti te æ Løøseny
å di hååd ett andt å løøs i end æ Avis å så æ Al-
manak, de wa den jennest Bog, di kund æwwn å
kjøøv. Di plejjet å fo en Almanak te 20 Skjælling
mæ Belleder å Historrier i, å den håd di Fånøwels
å æ hiel Oer. Men så kam dæ nowwe strenng Oer
mæ Syggen å Muedgong, å så måt di nøwwes mæ
en Almanak udden Historrie, den koost kons 8
Skjælling, di wa nøj te å ræjjn et nøww ud. De kund
vær trøkkwon nok sommtie, men de håd kons let å
betyyj mæ ålld di smo Sawn, næer en tændt o, hwo
godt di håd håed et mæ hwerander.
Den støøst Sårre, di håd håed, wa den Gong dje
lille Piig døø. De wa i 1864 i den Ti, æ Tyskere wa
her. Dæ kam jen Daw en Flok a dem ind i æ Stoww
te Hanne å brugt en groww Mond, men ve di so,
te hun sad ve æ Vuug mæ et dødssykk Båen, bløw
46

di hiel stell. „Das Kind ist todtkrank' wa dæ jen a
dem, dæ såå. Ja, di Tyskere, de wa no swåe Kåål,
dæ wa jen Daw jen, dæ truet mej å skyyd Niels
Peder, hwes han ett vild sæjj dem, hwor æ Dan-
skere wa. Æ Østerrigere wa knap så slemm, men
en skuld gjemm, hwa en hååd a Føøwåår, hæjsen
ræænd di mæ et. Niels Peder håd gjemt en Sii Flæsk
bagve en Stavvel Træ, den fand di liigodt ette
—Å så håd di håed nowwe gue Nååboe, de wa
osse en stue Ting. Te dawwle håd enhwer nok å
gjøør mej å pas sett, men wa dæ nued ve et anden
mæ Syggen helde Dødsfald, så wa di hjælpsom å
tjenstville ålldsammel. Han kam lii te å tænk o Mo-
tens Basselgilld; di håd fåt en lille, å æ _Nååboe
kam jo mæ Sæend, som di plejjet ve såen en Lej-
lighjed. De skuld jo ha wan brugt te æ Gilld, men
Moten bar bådde Smør å Ægg op te æ Høker å
fæk et gor i Pææng. No ja, han kund gjaan træng
te et, sælle Mand, han wa så rinng gywt.
Niels Peter wa kommen op te æ owwer Æænd å
æ Mark, diefræ kund di si øwe te Fyn, næe de wa
klåer Væje. I Daw ka en ett si ret londt, tændt Niels
Peder ve sæ sjel, å en ka helder ett si ret londt ind
i Frammtiden, men de æ wal godt, te de æ såen ind-
rettet. Vi ka wal fo et Tuwsend Kroner fræ, nær vi
for æ Stæj soeld å æ Gjæld blywwe betald. Så må
47

vi si å fo demm te å slo te, så lænng di ka. De ka
væær, Woherre ka løs op få wos, såen te vi ett
komme te å trænng te mie.
Ve Niels Peder kam hjem te Hanne, sad hun ino
o de sååm Stæj, å dæ wa såen et sæer fremmet Ud-
trøk i hind Ansegt.
9Ja, så ska vi wal ha æ Stæj sat i æ Avis?' såå
Niels Peder.
„Ja, i Guds Nawn, hwes do tøkkes et', såå Hanne.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Haalanden Daw å en Attemedde af Anton Berntsen (1919)

Tilbage