Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
FOR EN DEL AAR siden sad jeg en Eftermid-
dag i en Præstegaard paa Landet og talte med
Sognepræsten. Vi kom til at tale om de kirkelige
Retninger, og jeg bemærkede, at der var en gam-
mel kirkelig Retning, som efter min Mening blev
miskendt og undervurderet i vor Tid. Og det var
den gammeldags Bondegudsfrygt. Jeg saa
straks paa Præstens Ansigt, at han ikke var
enig med mig, og han gjorde forskellige Indven-
dinger. Han vilde nok indrømme, at der i den
gammeldags Gudsfrygt var en vis bevarende
Magt, som kunde øve nogen Indflydelse paa Men-
neskers Liv; men i det hele og store stod denne
Form for Kristendom langt tilbage for det aan-
delige Liv i vore Dage. Jeg havde ikke tænkt
Spørgsmaalet rigtig igennem og havde ikke mine
Argumenter paa rede Haand, derfor drøftede vi
ikke Sagen nærmere. Men hver Gang jeg senere
er kommet til at tænke paa denne Samtale, har
det kriblet i mig efter at faa Lejlighed til at for-
svare vore Fædres Tro og Gudsfrygt. Jeg mener,
der er nogen Grund til det, fordi denne Under-
vurdering af en svunden Tids religiøse Liv er me-
get udbredt, og fordi det efter min Mening hører
med til Opfyldelsen af det fjerde Bud, at vi re-
spekterer det Trosliv, der gav vore Forældre Styr-
ke i Livet og Fred i Døden. For ikke at blive misfor-
6
staaet maa jeg sige, at naar jeg taler om gam-
meldags Gudsfrygt, saa tænker jeg ikke paa den
rent udvortes og vanemæssige Tilslutning til Kir-
ken, der den Gang prægede den største Del af Be-
folkningen. Jeg tænker paa de Mennesker, der i
dybeste Forstand var af Sandhed, Mennesker
hvis inderste Hjærteliv var saaledes præget af
Redelighed, Ydmyghed og Fromhed, at Guds Aand
kunde gøre sin Germng 1 deres Indre. Man vil
maaske sige„ af den Slags var der næppe ret
mange af, og de faay der var, levede saa stille, at
de ikke kom tilnt ove nogen videre Indflydelse.
Men det skal man være varsom med at sige. Jeg
tror, at der var mange flere fromme og oprigtige
Kristne i hine Tider„ end vi tænker os, og at vi
let kommer til at undervurdere den Indflydelse,
de øvede gennem deres Liv.
Sagen er den, at naar en Vækkelsesbevægelse
er gaaet hen over et Land og har faaet en vis
Magt, vil den saa godt som altid medføre visse
Forandringer af de ydre Livsformer. Og saa vil
mange af Bevægelsens Tilhængere være tilbøje-
lige til at mene, at det Kristenliv, der har været
levet tidligere under andre Former, ikke kan have
været ret meget bevendt, men at den ægte og
sande Kristendom først nu rigtig er kommen
frem. Nu har man faaet Klarhed over, hvad der
skal forsages for Himmeriges Riges Skyld, nu har
man fundet de Former, der er nødvendige for at
det ny og stærke Liv kan udfolde sig i al sin
7
Glans. Og saa ser man paa forudgaaende Slægters
aandelige Liv med Mistillid og Kritik.
Man indvender mod den gammeldags Gudsfrygt,
at den ikke var samfundsdannende, den skabte
ikke noget Samfundsliv. Paa on Maade er der
noget sandt i det. De fromme 1 de Tider organi-
serede Sig ikke i Foreninger med Bestyrelser og
Medlemsprotokoller. De hørte til den stedlige Sog-
nemenighed og søgte at tilfredsstille deres aande-
lige Trang findenfor dens Rammer, saavidt det
var muligt. Men naar de mødtes og talte sammen,
saa oplevede de alligevel det aandelige Fælles-
skab, der var et Aandens Samfund, der knyttede
dem sammen. Og det gjorde, at Samvær Og Sam-
tale føltes som en Berigelse. Ethvert Hjem, hvor
denne Aand raadede, var som et lille Samfund
for sig; man var fælles om alt, ogsaa de aandeli-
-ge Goder. Man fulgtes saa vidt muligt ad til
Kirke om Søndagen, og der var Højtid over Kir-
kefærden. Man kom i sine pæne Søndagsklæder,
Sindet var stemt til Andagt, og man sørgede for
at komme i rette Tid. Hvis man vilde deltage i
Altergangen, gik man fastende til Kirken, selv om
Vejen var nok saa lang. Der maatte ikke jaskes
med det hellige.
Og kunde man ikke komme i Kirke, saa læste
man en Prædiken hjemme og sang et Par af de
kæreste og mest kendte Salmer. De gamle kendte
og elskede deres Salmebog; det var maaske den
eneste Digtsamling, der fandtes i Huset, men den
8
blev læst saa meget grundigere. Salmebogen var
de gamles Trøster og Vejleder under Livets skif-
tende Kaare
Saa vil man sige om den gammeldags Guds-
frygt, at den virkede ikke missionerende udadtil,
den savnede Missionssind. Men jeg mener hel-
ler ikke, at denne Anklage er berettiget. Det stør-
ste danske Missionsselskab, D. M. S. blev stiftet i
1821, og det stod i ca. 60 Aar uafhængigt af de kir-
kelige Retninger i Landet. 1 1882 blev Vilh. Beck
valgt ind i D. M. s.s Bestyrelse, og siden den Tid
har Selskabet faaet en kraftig og værdifuld Støt-
te fra Indre Missions Side. Men hvem var det, der
bar D. M. S. og holdt denne Gerning oppe i de
første 60 Aar? Hvem var det, der holdt og læste
Dansk Missionsblad, det lille uanselige Hefte
med det blaa Omslag? Det var for en stor Del de
stille i Landet, fromme gammeldags Kristne uden
Retningspræg. Og da Santalmissionen kom frem,
blev disse samme Folk ogsaa dens Venner. Naar
man erindrer, hvor faa Møder der holdtes den-
gang, hvor lidt man kendte til Agitation og Or-
ganisation, og hvor lidt religiøst Stof Dagspres-
sen bragte dengang, saa maa man undre sig over,
at Missionsinteressen alligevel var saa varm og
levende, som den var.
Det er maaske altsammen godt nok og rigtig
nok, vil en og anden sige. Men naar man rigtig
skal til at undersøge denne gammeldaes Kristen-
dom, hvad bestod den saa egentlig af? Var det an-
9
det end en Slags naturlig Fromhed, det som Reli-
gionspsykologerne kalder en født Religion?
Havde disse Mennesker virkelig oplevet et aande-
ligt Gennembrud --- havde de oplevet, at det gam-
le var forbigangent, og at alt var blevet nyt? Var
det alligevel ikke mest Vanekristendom med Va-
nekirkegang og med Vanealtergang to Gange om
Aaret? Naar en Mor lagde sit Barn i Seng, sagde
hun: Sov saa i Jesu Navn! og naar en Bonde-
mand kørte ud af sin Gaard, lød det samme: Saa
i Jesu Navn! u— men var det andet end en from
Vane, følte man virkelig noget ved det?
Dertil vil jeg sige, at Menneskehjærtet er til alle
Tider det samme. Længslen efter Gud, Trangen til
at have sit Liv forankret i Evigheden findes hos
Mennesker i ethvert Slægtled. Og Livet med dets
Sorger og Glæder, Byrder og Vanskeligheder,
Pligter og Ansvar, er det samme. Der fandtes og-
saa dengang Mennesker som oplevede, at deres
egen Kraft ikke slog til overfor de Byrder, Livet
lagde paa deres Skuldre. Og i deres Nød søgte de
ind til Gud, hos ham fandt de den Hjælp, de
trængte til. Der fandtes Mennesker, hos hvem den
religiøse Skyldfølelse —- Bevidstheden om at staa
overfor Gud som en fortabt Synder blev saa
overvældende stærk og levende, at den satte dem
i Knæ, og de raabte til Gud af Dybsens Nød. Og
saa stred de sig igennem mange mørke Stunder,
til Gud ofnsider kom til dem og gav det urolige
Hjærte Fred. Det gik stille af, der blev ikke skre-
10
Vet Om det i Bladene, og der var ingen, deplavede
Statistik over Antallet åf Omvendte; men selve
den indre Oplevelse Var den samme, som Menne-
sker oplever nu. Maaske gik den i mange Tilfæl-
de mere i, Dybden, fordi det hele foregik stille og
skjult.
Vi skal ikke være for raske til at tale ned-
sættende om Vanekristendom. Det er sandt, at det
aandelige Livs ydre Former og Rammer havde et
vist vanemæssigt Præg; men dermed er ikke sagt
noget om selve det 'indre Livs Ægthed og Værdi.
Man gik til Alters Foraar og Efteraar, som det
var Skik og Brug; men dermed er ikke sagt, at
Hjærtets Trang til et Møde med Frelseren -ikke
kunde være til Stede. De fleste af os har dem
Vane, at vi gaar i Seng om Aftenen og sover til
om Morgenen, det er ogsaa en Vanesag, men det
forringer ikke Søvnens Værdi for vort Legeme.
Og vi har den Vane, at VI spiser os mætte tre eller
fire Gange om Dagen; men den vanemæssige
Brug forringer ikke Fødemidlernes Næringsvær-
di. Vaner er ikke altid af det onde; der vilde ikke
være noget galt i, om mange flere Mennesker
havde den Vane at gaa regelmæssigt i Kirke.
Der er endnu en Indvending, Man vil sige, at
den gammeldags Gudsfrygt gav ingen rigtig
Frelsesvished, Man trøstede sig ved Guds Naade
og haabede paa en evig Salighed;. men den trygge
Vished i Hjærtet ejede man ikke. Hertil er at sige,
at Teorien om Frelsesvished var ikke udformet
11
og sat i System som nu. Man talte ikke saa meget
om Visheden, som vi gør; men derfor kunde den
godt være til Stede, naar der var Brug for den.
De gamle fromme var ligesaa frimodige i deres
Dødsstund som vor Tids Kristne. Mennesker, som
man paa Grund af deres Tavshed knap havde til-
troet kristeligt Liv, døde med en frimodig Beken-
delse paa Læben. Nu sker det undertiden, at Folk,
der har haft Vishedsteorien i den allerbedste Or-
den, maa kæmpe med svære Anfægtelser, naar
den sidste Fjende nærmer sig.
Jeg tror, at den gammeldags Gudsfrygt rumme-
de de samme indre Værdier som Kristendom i vor
Tid. Men med Hensyn til Livets ydre Former var
der en Forskel. Man nøjedes i de Tider med grum-
me lidt Dogmatik, man disputerede ikke om objek-
tiv eller subjektiv Forsoningslære. Lærespørgse
maalene overlod man til Teologerne, det var ikke
Lægmands Sag at tage Stilling til dem. Og den
religiøse Teknik var ikke saa stærkt udviklet som
nu. Man holdt hverken Missionsuger eller 'Bede-
uger, og man var ikke saa dygtig til at tale Oru
sine aandelige Erfaringer, som vi er nutildags.
Naar jeg søger at føre et Forsvar for vore Fæ-
dres Gudsfrygt, saa gør jeg det af to Grunde. Jeg
mener, at vi staar os bedst ved at -dømme retfær-
digt om det, der har været før os, og jeg mener,
at vi kan lære et og andet af de gamle. Jeg har
nævnt fire Indvendinger mod gammeldags guds-
12
frygt, og jeg vil nævne fire Punkter, hvor jeg SY
nes, vi har noget at lære af den.
For det første med Hensyn til vort Gudsbe-
greb.
De gamle fromme havde Ærefrygt for Gud. De
havde en stærk Følelse af, at Gud er den evige
og højt ophøjede, og vi er kun Støv og Aske. De
vidste, at al menneskelig Forstand og Fatteevne
ingenting forslaar i Retning af at begribe Guds
Storhed og Majestæt. Hans Magt og hans Godhed
er ligesaa ufattelig og ubegrænset som det Uni-
vers, der omgiver os. De levede mere i den før-
ste Trosartikel end vi gør„ Og de følte sig dybt
afhængige af ham, der er alle Tings .Skaber og
Opholder. Den faste Tro paa et vist og kærligt
Forsyn og den dybe Afhængighedsfølelse over-
for den almægtige gav deres Sind en forunderlig
Ligevægt under Livets Tilskikkelser. Den hjalp
dem til at bevare Ydmygheden i Medgangsti-
der, og den holdt Haabet og Taalmodigheden i Li-
ve i svære Prøvelsestider. Blev de forurettede af
Mennesker, saa bar de det med Taalmodighed for-
di de vidste, at den almægtige Gud havde alle
Traadene i sin Haand, og at intet kunde ske uden
hans Vilje. Han vilde skaffe dem deres Ret, naar
hans Time var inde.
Det forekommer mig, at det kirkelige Retnings-
væsen har haft en uheldig Indflydelse paa det
kristne Gudsbegrebs Udvikling. Jo mere retnings-
bestemt en Kristen er, des mere Fare er der for,
13
at hans Gudsbegreb drages ned i et menneskeligt
Plan. Jo mere man er overbevist om sin egen Ret-
nings Fortræffelighed og Ufejlbarlighed, des me-
re tilbøjelig vil man være til at tillægge Gud
Retningens Anskuelser. Og det fører til, at Fore-
stillingen om en mægtig Guddom, som Tanken
slet ikke kan fatte, erstattes af en Forestilling
om en mere overkommelig Partigud, hvis Tanker,
Vilje og Ønsker man kender ud og ind. Jeg skal
nævne et Par Eksempler. En iøvrigt udmærket
ældre Højskolemand skrev engang i et Brev:
»Vorherre er jo en god folkelig Mand«. Det vir-
kede stødende paa min religiøse Følelse, da jeg
læste det — saadau vilde de gamle fromme ikke
have udtrykt deres Tanker om Gud! Og i et kirke-
ligt Blad stod der engang en Prædiken, hvori det
blev hævdet, at hvis man vilde angribe den van-
tro Verden med nogen Virkning, saa var der tre
Punkter man især skulde rette sit Skyts imod. Det
var Dans, Kortspil og Teater. Saa overfladiske var
de gamle ikke i deres Tanker om Gud. Enten man
gør Gud til en god folkelig Foredragsholder, eller
man tænker sig ham som en striks Politimester,
der sidder og udsteder Forbud mod Dans, saa be-
gaar man i begge Tilfælde den samme Fejl. Man
drager Gudsbegrebet ned i et menneskeligt Plan;
den dybe Ærefrygt for Gud gaar tabt.
Det andet Punkt, jeg vil nævne, er Samvit-
tighedslivet. Det har i høj Grad praktisk Be-
tydning, hvilket Gudsbegreb man lever med, og
14
de gamles dybe Ærefrygt for Gud
hjalp dem til
at bevare en- vaagen Samvittighed. Samvittig-
hedslivet var finere og mere følsomt hos dem, end
det gennemgaaende synes at være hos Nutids-
kristne. Man var meget nøjeregnende med Sand-
hedem Det Var ikke nok at holde sig tii Sandhe-
den i den Forstand, at man ikke talte usande Ord;
man skulde være sand i hele sit Væsen. Derfor
var man bange for at bruge mange Ords naarcler
var Tale om aandelige Spørgsmaal. Selv om Or-
dene i og for sig var rigtige, kunde det dog blive
til Usandhed, hvis Hjærtet ikke var helt med i det,
man sagde med sine Læber. Jeg husker, at jeg
engang i min Barndom hørte mine Forældre drøf-
te Daabsritualet, som vist dengang var længere
end nu. De frygtede for, at naar Præsten saale-
des Gang efter Gang skulde fremsige de samme
Skriftsteder, saa kunde han ikke mene det alt-
sammen, d. v. s. han kunde ikke være hjærtelig
med i Ordene, og saa blev det Usandhed. Jeg min-
des ogsaa, at min Mor Var kommet til det Resul-
tat, at man for Sandhedens Skyld burde afskaffe
Konfirmationsløftet. Saa selvstændigt tænkende
og dømmende kunde jævne Husmandsfolk i en af-
sides Egn være for halvtredsindstyve Aar siden.
Og man var meget samvittighedsfuld i Penge-
sager. Det var i højeste Grad en Æressag, at de
Penge, man kom i Besiddelse af, var erhvervede
ved ærligt Arbejde. Noget af det mest nedsætten-
de, der kunde siges om en Mand,Nar, at han var
15
en »Spekulanter« det vil sige en Mand, der skaf-
fer sig timelige Fordele uden at yde Vederlag i
ærligt og samfundsnyttigt ArbejdeÄ vor Tid er
Spekulanterne mere ansete des værre ogsaa in-
denfor Menigheden.
Det tredie Punkt er Børneopdragelsen. T
Brevvekslingen mellem Otto Møller og Skat Rør-
dam hedder det et Sted, at de bedste og betydelig-
ste Mænd og Kvinder, Danmark har fostret, efik-
ke udgaaede fra grundtvigske eller indremissionæ
ske Hjem, men fra Hjem, der var præget af ganv
meldags Gudsfrygt. Hvis det er rigtigt, er der
god Grund til at undersøge, om vi maaske kan
lære noget af de gamle paa dette vigtige Punkt.
Og det er ikke vanskeligt at pege paa Egenska-
ber hos de gamle Slægter„ som gJorde dem vel-
skikkede til - Børneopdragelsens svære Kunst.
Deres Gudsfrygt var en Gudsfrygt med Nøjsom-
hed, og det i høj Grad Børneopdragelsen Ml-
gode. Det Barn, der ikke har lært Nøjsomhed i
sit Hjem, er paa Forhaand diskvalificeret i Livets
Kamp; men man kan ikke lære sit Barn det, som
man ikke selv praktiserer. Opdragelsesmetoden
var -simpel, men genial. Den bestod simpelthen
deri, at man delte Livet med sine Børn. Li-
vet levedes indenfor Hjemmets Mure, og Børnene
levede med i alt, hvad der foregik. De tog Del i
Hjemmets Arbejde, og de delte Hjemmets Glæder
og Sorger med Forældrene. Det kaldte Ansvars-
følelsen frem i deres Sindy og de levede sig efter-
16
haanden ind i Forældrenes Vurdering af Livets
Værdier. Forældrenes trofaste og pligtopfyldende
Liv blev et dagligt Vidnesbyrd for Børnene; de
lærte, at Livet er for værdifuldt til, at der maa
jaskes med det. Nu er Forholdet altfor mange
— ogsaa i kristne Hjem --- saadan, at For-
Steder
ældrene lever en stor Del af deres Liv udenfor
Hjemmet; de er optaget af Møder og Selskabelig-
hed Aften efter Aften, og Børnene er overladt til
sig selv eller til et Tyendes Omsorg. Det er til
stor Fortræd for Børnenes sjælelige Udvikling, at
man saaledes lever hver for sig. Man sender maa-
ske Børnene i Søndagsskole; men man faar ikke
Tid til selv at fortælle dem de bibelske Historier.
Børnene lærer at synge i Skolen; men de faar
sjældent Lov til at blande deres Stemmer med
Fars og Mors i Hjemmet. De faar ikke Del i For-
ældrenes Livserfaring, fordi man ikke har Tid til
Samtaler i hyggelige Mørkningstimer. En af vore
Biskopper ytrede engang Fyygt for, at vore Børn
vilde forbande de mange Møder, der havde taget
deres Forældre fra dem.
Saa kommer vi til det fjerde Punkt, og det er
egentlig Kærnen i det hele. Det religiøse In-
stinkt var mere levende og mere virksomt hos
de gamle fromme. end det synes at være hos os.
Det hjalp dem til at tænke ret, og det satte dem i
Stand til at handle ret. De gik ikke og talte en
hel Del om, hvad der nu var Guds Vilje i det eller
det Forhold, men de satte alt ind Paa at gøre det,
17
de i deres Samvittighed havde erkendt som det
rette. Hvis en Karl blev forelsket i en Pige, be-
raabte han sig ikke paa, at det var Guds Vilje,
at han skulde have hende, og hvis han senere fik
mere Lyst til en anden, undskyldte han sig ikke
med, at det alligevel ikke var Guds Vilje med den
første. Man regnede med, at Sanddruhed, Godhed
og Trofasthed i alle Livsforhold var efter Guds
Viljes og det stræbte man alvorligt efter at prak-
tisere. Det religiøse Instinkt hjalp Mennesker til
at skelne mellem væsenligt og uvæsentligt; man
vurderede ikke Mennesker efter ligegyldige ud-
vortes Smaating. Indenfor de kirkelige Retnin-
ger gaar det ofte saadan, at der danner sig en vis
Tradition, og saa synes det mere vigtigt at følge
den, end at indrette sit Liv efter hvad der staar
i Bibelen. Det fører til, at man frasier Myggen,
men sluger Kamelen. Hvis en Mand tillader sig
et eller andet, som Samfundet ikke kan godkende,
saa er han dømt, selv om han har nok saa mange
kristelige Dyder; men naar han blot ikke støder
an mod Samfundets Tradition, kan han være et
højtskattet Medlem, selv om han f. Eks. er en stor
Mammonsdyrker og har baade Hoved og Hjærte
fuldt af Penge.
De gamle fromme levede efter Reglen: Ikke
mangt, men meget man maatte ikke sprede sig
for vidt, men samle sig om det væsentlige. En lille
Dreng havde en smuk Sangstemme, og en gam-
mel Kone, som hørte ham synge, sagde til ham:
18
»Du skal helst ikke kunne ret mange Sange, min
Dreng; men dem, du kan, skal du synge -tit, og
dem skal du holde meget af«. Man havde Sam-
ling paa sig selvs og derfor fik man mere. ud af
Tilværelsen, trods de primitive Livsformer, end
Nutidens fortravlede Slægt. Man forstod Kunsten
at leve.
Man kunde spørge om, hvor denne gammeldags
Gudsfrygt stammede fray hvor havde den sin Op-
rindelse? -Ja, der har jo været Livsbevægelser in-
denfor Kirken, før de nuværende kirkelige Ret-
ninger blev til.og disse Livsbevægelser har lige-
som de nuværende indeholdt en Blanding af ægte
aandelige Værdier og værdiløs menneskelig Til-
sætning. Det værdiløse er efterhaanden blevet
skyllet bort af Tidens Strøm, og det ægte, det der
var fra Gud, har bundfældet sig i Menneskers
Sind, det har været med til at danne deres Karak-
ter. Derfor kunde der blandt de gamle fromme
findes Mennesker, der forenede Pietismens Inder-
lighed med Rationalismens strenge Pligtfølelse
og sædelige Alvor. Maa jeg minde om, hvordan
man i gamle Dage lavede Kartoffelmel paa Lan-
det. Man rev Kartoflerne paa et Rivejern, og Re-
sultatet blev en grumset Vælling,. som ikke saa
appetitlig ud; den ukyndige vilde sige, at det
blev aldrig til Kartoffelmel. Men naar Vællin-
gen havde staaet nogle Dage, havde Melet bund-
fældet sig, og de værdiløse Trævler flød oven-
paa. Og naar de blev hældt fra,} saa man at
19
Karrets Bund var dækket med et tykt Lag af
dejlig snehvid Kartoffelmel. Der er Vækkelsesti-
der i Menighedens Liv, hvor Gud bruger Rivejer-
net, og det. der da kommer frem, kan undertiden
synes at være af en noget blandet Beskaffenhed;
de aandelige Værdier kan være blandede med
kødelig Nidkærhed„ Partisind, Dømmesyge, Hov-
mod og andet *nenneskeligt urent. Men saa kom-
mer der en stille Tid efter, hvor Værdierne bund-
fælder sig, og saa var det alligevel ikke Menne-
skeværk altsammen. Guds Aand gør sin Gerning
i de stille Tider som i Vækkelsestiderne; begge
Dele er af samme Betydning.
Nu kunde man sige, at naar den gammeldags
Gudsfrygt indeholdt saa meget værdifuldt, saa
er det da trist, at den ikke eksisterer mere. Men
jeg har ikke sagt, at den ikke findes mere; jeg har
kun sagt, at den ikke er anerkendt efter Fortje
neste. Jeg mener tværtimod, _at den har mange
Repræsentanter endnu. Der findes ogsaa i vor Tid
Mennesker, som man med Rette kan kalde de
stille i Landet, fromme redelige Mennesker,
som har et bevidst Gudsforhold, men som ikke
hører til i de kendte Partibaase, og som derfor er
lidet kendte i Menigheden. Og foruden disse aan-
delige Eneboere findes der Folk indenfor de kir-
kelige Partier, som vel har sluttet sig til Retnin-
gen, men som i deres indre aandelige Liv har be-
varet det væsentligste af den gammeldags Guds-
frygts Præge De gør sig ikke meget bemærket; men
20
de repræsenterer en -stor aandelig Værdi. Naar
-vi tænker paas- hvem det er der i aandelig Hen-
seende »bærer Landet«, er det slet ikke sikkert,
at vi først skal tænke paa de mest berømte Præ-
dikanter og paa Førerne med de kendte Navne.
1 1. Kong. 19. Kap. fortælles der om Profeten
Elias, at da han sad ude i Ørkenen og ventede paa,
at Gud skulde aabenbare sig for ham, saa kom
der først et Stormvejr, der sønderbrød Klipperne,
derefter en Ild og tilsidst et Jordskælv. Men efter
alt dette kom der en stille, sagte Lyd, og da
kendte Profeten Guds Røst. Vi har her i Danmark
haft Vækkelsesbevægelser, der havde adskilligt
af Ildens Glød og Stormens Vælde, og vi har for
Tiden en barthiansk Bevægelse, som har noget af
Jordskælvets Voldsomhed i sig. Maaske skal vi,
naar Buldret af Retningernes Sammenstød for-
stummer, opleve at høre Gud tale til os i en stille,
sagte Lyd. Nemlig i det Vidnesbyrd, der udgaar
fra det Liv, der leves af de stille i Landet. Saa
gør vi vel i at lytte.
Naar man afgiver et Indlæg i en Sag, er der no-
get, der hedder Dokumentation. Derfor vil jeg
slutte mit Forsvar for den gammeldags Guds-
frygt med at gengive min Bedstemoders Aften-
salme. Den er ikke noget Kunstværk i digterisk
Henseende; men den giver i al sin Enfoldighed et
troværdigt Vidnesbyrd om, hvilke religiøse Tan-
ker og Forestillinger, der fandtes hos fromme
Kristne i den Tid.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Gammeldags gudsfrygt - to foredrag af Anton Berntsen (1931) |
Copyright ISCA Software 2023-