Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
VI KENDER ALLE Ordet: Hvad gavner det
et Menneske, om han vinder den hele Verden, men
maa bøde med sin Sjæl? Og vi er fortrolig med
Tanken om en Regnskabsdag, hvor vor Sjæl skal
kræves af os. Men vi tænker maaske ikke saa me-
get paa, at den vidunderlige Gave, der hedder
vort menneskelige Legeme, ogsaa er en betroet
Husholdning, som vi engang skal gøre Regnskab
for. Det menneskelige Legeme er Skaberens Me-
sterværk. Selv om vi er blevet svært dygtige og
har gjort mange storartede Opfindelser, saa kan
vi alligevel ikke konkurrere med ham, der i Ti-
dernes Morgen dannede det Legeme, der skulde
være Helligaandens Tempel. Vi har lavet mange
Slags kunstfærdigt Værktøj, men et saa nyttigt
og alsidigt Redskab som den menneskelige Haand
kommer vi aldrig til at frembringe. Vi har opfun-
det vidunderlige Befordringsmidler; men det mest
uundværlige Befordringsmiddel er og bliver allige-
vel vore Ben. Dersom vi mister dem, er vi daar-
ligt stillede trods Biler og Flyvemaskiner. Vi har
udført Vidundere paa Elektroteknikkens Omraade;
men vore stolteste Opfindelser blegner, naar vi
sammenligner dem med den Kraftcentral, der hed-
der den menneskelige Hjerne.
Gud har haft en Hensigt med at udstyre os saa
rigt. Legemet er Aandens Tempel, Og vi er ansatte
25
som Kirkeværger med Ansvar for, at Templet
bruges efter sin Bestemmelse og holdes forsvar-
ligt vedlige. Gud har sat os til at gøre en Ger-
ning paa Jorden; vi skal forplante Slægten, og
vi skal gøre os Jorden underdanig. Alle de skjulte
og aabenbare Kræfter, der findes i Naturen, skal
vi tage i vor Tjeneste; vi skal søge at skaffe de
bedst mulige Livsvilkaar baade for den Slægt, vi
tilhører, og for den Slægt, der kommer efter OSE
Vi skal søge at udbrede Guds Rige paa Jorden;
den Kundskab, vi har om hans Vilje, skal vi
bringe videre til andre. Vi skal arbejde paa, at det
ondes Magt kan blive brudt, at Samlivet mellem
Mennesker og mellem Folkeslag kan blive præget
af Godhed, Sandhed og Retfærdighed. Til Hjælp
ved Løsningen af disse Opgaver har Gud betroet
os det vidunderlige Arbejdsredskab, der hedder
vort Legeme. Det kræves af Husholdere, at de
findes tro (1. Kor. 4,2), og vi gør vel i at overveje,.
hvilke Pligter vi har mod vort Legeme.
Vi kan synde mod vort Legeme paa mange Maa-
der. Der er dem, der nedbryder Aandens Tempel
ved et lastefuldt Liv. Paa vore Sindssygehospita-
ler kan vi finde Menneskevrag, hos hvem næsten
alt menneskeligt Aandsliv er udslukt. De har paa-
draget sig Syfilis, det har slaaet sig paa Hjernenv
og det Legeme, der skulde vaere Aandens Tempelv
er blevet et Gravkammer, hvor Aanden er levende
begravet. Drankeren, som daglig fylder sit Lege-
me med en ødelæggende Gift, er godt paa Vej til
26
at forvandlenemplet til en sørgelig Ruin. Men der
findes andre Former for Synd mod Legemet, som
er mindre iøjnefaldende. Vi skylder vort Lege-
me at tilføre det de Stoffer. der er nødvendige til
dets Vedligeholdelse. De Legemsceller, der slides
ved vort daglige Arbejde og ved Stofskiftet, skal
bygges op igen, og dertil kræves Materiale i Form
af Fødemidler. For et sundt Menneske er det en
kær Pligt at tilfredsstille denne Trang; vor Mad
er ikke blot et Næringsmiddel, men ogsaa et Ny-
delsesmiddel. Men -vi skylder ogsaa vort Legeme
ikke at besvære det med mere Stof, end det har
Brug for, og paa dette Punkt syndes der meget,
ikke mindst her i vort Land. Den gamle Gylling-
præst, Otto Møller, sagde engang, at der var flere,
der spiste sig ihjel, end der drak sig ihjel. Og de
Erfaringer, vi gjorde under den store Verdens-
krig, bekræfter hans Ord. Jo vanskeligere det blev
at skaffe Fødemidlery des mere gik Dødeligheds-
procenten ned, og des mindre fik Lægerne at be-
stille. Læg Mærke til hvad Aviserne fortæller
os om Dødsfald blandt det offentlige -Livs kendte
Skikkelser. Et forfærdende stort Antal dør i deres
bedste Alder = 55, 65 Aar, saa er de færdige.
De har nydt Bordets Glæder ved Fællesspisnin-
ger og ved officielle Middage, og Resultatet blev
en Aare- og Hjærteforkalkning, som gjorde Ende
paa deres Liv, skønt de syntes at svulme af robust
Styrke og Sundhed. Det er ikke blot ved Festers dec
spises for meget. I Pensionater for Unge kan man
27
træffe Individer,- der bugner af Overernæring og
Usundhed, og hvis Madkærhed kan glVe sig tar-
velige Udslage Det ser ud iil, at de unge Kvinder
har mere Evne til Selvtugt paa dette Omraade
end de unge Mænd. Naar Moden kræver slanke
Linier, sulter man sig selv med den største
Ubarmhjærtighed. Men Spørgsmaalet er saa, om
denne Vilje til at forsage ytrer sig ligesaa stærkt,
naar det gælder om at bringe Ofre af mere ideelle
Bevæggrunde.
Overernæring kan ikke blot forkorte Livet, den
kan -ogsaa forringe og forsimple Tilværelsen for
Mennesker. Dels ved at fremkalde Sygdomme, der
nedsætter vor Arbejdsevne, dels ved at foraarsage
et forstyrret Stofskifte, som lægger et Tryk over
vort Sind. Man kan træffe Menneskers som i øko-
nomisk Henseende synes at have det paa det tørre,
men som desuagtet slides op at Bekymring for,
at de skal komme til at lide Nød. Saa kan man
jo gerne sige, at det er Sjælefjenden, der sætter
an paa dem, men i mange Tilfælde stammer Be-
kymringerne fra en overbelastet Mave. Eller man
kan møde et nyforlovet Par og glæde sig over den
Lykkefølelse, der straaler ud af deres Ansigter,
men en Snes Aar senere er Forholdet imellem
dem præget af Ligegyldighed og Ugidelighed. De
har ikke noget særligt at bebrejde hinanden, men
en Række Aar, levet i Velvære, har forgrovet
deres Nerver og Sanser' saa Samlivet ikke læn-
gere bringer dem nogen Virkelig Glæde. Hvis jeg
28
var Præst og skulde mægle mellem Ægtefolk, der
vil skilles, vilde jeg anbefale dem at prøve med
en Uges Faste.
Der er et Sammenspil mellem Legemets og
Aandens Liv, mellem de Livsprocesser, der fore-
gaar i Legemet, og den Udfoldelse af sjælelige
Kræfter, der sker i vort Aandsliv. Derfor har alle
Religionsstiftere og de store religiøse Genier be-
skæftiget sig med Spørgsmaalet om Faste. Gen-
nem Fasten befæstes Aandens Herredømme over
Legemet, alt legemligt Begær bringes til Tavshed,
og Viljen bliver frigjort til at virke i Aandens
Tjeneste uafhængigt af Legemets Krav. Under
Fasten renses alle giftige Stofskifteprodukter ud
af Legemet, og det menneskelige Nervesystem
opnaar gennem Fasten en Finhed og Følsomhed,
som før var ukendt. Naar vi ser efter i vor Bibel,
vil vi finde 33 Steder i det gamle Testamente og 25
Steder i det ny Testamente, hvor der tales om Fa-
ste. Det tyder dog paa, at Bibelen tillægger dette
Spørgsmaal en vis Betydning. Da vor Frelser be-
gyndte sin Gerning blandt Mennesker, vidste han,
at han vilde faa Brug for alle sine Kræfter, baade
i sjælelig og i legemlig Henseende, men desuag-
tet forberedte han sig til sin Gerning ved en 40
Dages Faste. Saa først var hans Sjæls Harpe
stemt til at modtage og gengive Tonen fra Him-
len.
Vi taler en Del om at gaa i Jesu Spor; men
naar det gælder Faste, er vi ikke særlig opsatte
29
paa at følge hans Eksempel. Naar vi lutherske
Kristne hører Tale om Faste og Askese, bliver vi
lidt mistænksomme: smager det ikke lidt af Ka-
--- er det ikke noget i Retning af at
tholicisme
ville fortjene Saligheden ved Gerninger? Vi skal
lægge Mærke til Paulus. Han var den store For-
kynder af Retfærdiggørelsen uforskyldt af Naade,
men han havde dog Brug for Fasten i sit Liv (2.
Kor. 6,5). Det er ham, der siger: Jeg bekæmper
mit Legeme og holder det i Trældom, for at ikke
jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive
forkastet. — Der er noget paafaldende og mistæn-
keligt i, at det, der var saa nødvendigt for ham,
at det endog var en Betingelse for hans Frelse,
synes at være helt overflødigt for os. Paulus
mente ikke, at hans Faste og Afholdenhed skulde
lukke Himlens Port op for ham. Men gennem
Askesen hærdedes hans Karakter, den hjalp ham
til at blive den stærkeste, modigste og mest selv-
opofrende Hedningemissionær, der nogensinde har
bragt Guds Evangelium til Mennesker. Han var,
saa vidt vi ved, ikke onogen Kraftkarl; men naar
vi læser i 2. Kor. 11. om, hvad han har oplevet af
Rejser og Farligheder, Hunger og Tørst, Kulde
og Nattevaagen, Fængselsophold og Mishandlin-
ger, saa maa vi undres over, at han kunde holde
til det. Det kunde en velnæret Middagsherre ikke
have gjort ham efter. I Paulus' Liv finder vi den
religiøse Heroisme, som Menigheden i vor Tid er
saa fattig paa. Vi tilhører en blødagtig og for,
30
vænt Slægt. Det er en Ynk at høre troende Krist-
ne sige næsten med Graad i Stemmen at de
maa desværre ikke spise alt, hvad de har Lyst til.
Lægen har forbudt dem et eller andet, som det
er svært at give Afkald paa. Som om det var en
Ulykke! Det burde netop være en kærkommen An-
ledning til at øve den Selvtugt, der er saa nødven-
dig for Dannelsen af en kristen Karakter.
Dog findes der« ogsaa i vor Tid Mennesker, der
kender Fastens Hemmelighed. Mon nogen nule-
vende Person har større Magt over de store Folke-
masser end Indernes Fører, Gandhi? For ham
synes Fasten at være et Universalmiddel. Naar
et eller andet mislykkes for den Bevægelse, han
leder, eller naar en af hans Tilhængere har gjort
noget galt, saa faster han. Gennem Fasten søger
han at vinde den Sjælsstyrke, der skal overvinde
al Modstand og føre hans Sag til Sejr.
I min Barndom havde vi endnu en lille Rest af
Fasten i Behold ivor Folkekirke. Naar Folk gik
til .Alters,: fastede de, indtil de kom tilbage fra
Kirken, selv om de havde en lang Vej at gaa. Den
hellige Handling, som de ønskede at deltage i, kræ-
vede, at de legemlige Krav blev sat til Side. Det
var ikke sømmeligt at komme til Vor Herres Jesu
Mindefest med en fyldt Mave. Men denne sidste
Rest af Fasten er vel nu helt forsvundet hos os.
Vi lever i en Tid, der er præget af religiøs De-
generation, og vi søger forgæves efter at finde
Grunden til vor Afmagt. I Mark. EV. 16. læser vi,
31
at Jesus gav sine Disciple Magt til at helbrede
Sygdomme, og han siger udtrykkeligt, at disse
Tegn skal følge dem som tro. Men vi finder ikke
disse Tegn hos os. Vi har mange dygtige Læger,
og vi har endnu flere, der lejlighedsvis kan give
os et godt Raad; men hvem af os har Tro og Frie
modighed til at lægge Hænderne paa en syg og
sige: I jesu Xristi Navn, staa op og gaa! Lærde
Teologer har givet os sindrige Forklaringer af
Grunden tilQnne Mangel, dc har villet have os
til at tro, at det ifølge Guds Plan netop skulde
være saaledes; men deres Forklaringer tilfreds-
stiller os ikke. Vi har mange dygtige Prædikan-
ter; men hvem har vi, der kan tale saadan, at
Tusinder fatter et andet Sind og vender om til et
nyt Liv? Da Jonas holdt Vækkelsesuge i Ninive,
klædte hele Staden sig i Sæk og Aske; men vi kan
godt i Løbet af en Vinter holde fire Missionsuger
i en By, uden at Byens aandelige Fysiognomi for-
andres derved. Der sker ikke noget aandeligt
Jordskred, fordi Pastor A. eller Missionær B.
kommer og holder en Vækkelsestale. Vi taler om
vore religiøse Oplevelser og Erfaringer; men
hvad oplever vi i Sammenligning med Paulus.
Han blev bortrykket ind i Paradiset og hørte uud-
sigelige Ord, som det ikke er et Menneske tilladt
at udtale (2. 12,4). Vi har mange Digtere i
vor Tid; men vi _ har ingen, der kan skrive en
Salme som: Den yndigste Rose er funden. -— Trods
32
al vor Flid og Travlhed er vi religiøse Undermaa-
lere.
Hvad er saa Aarsagen
• er Aanden bleven
gammel og affældig, saa den ikke mere er i Stand
til at udrette det samme som i tidligere Tider?
Nej, Aanden er der ikke noget i Vejen med;
men det er Aandens Redskaber, der ikke duer. Vi
er omgivet af den samme usynlige Verden som
den første kristne Menighed, og den usynlige Ver-
den rummer ganske de samme Kræfter og Mulig-
heder som dengang. Vi ved mere om Naturlovene
end hin Tids Kristne; Videnskaben har fortalt os
noget om, at fysisk Stof kan paavirkes af sjæle-
lige Kræfter; men naar det gælder om at prak-
tisere denne Brug af sjælelige Kræfter i Form
af Helbredelse af syge, saa staar vi langt tilbage
for Peter og Paulus. De første Kristne kendte
hverken Einsteins Relativitetsteori eller Niels
Bohrs Atomundersøgelser; men den usynlige Ver-
dens Kræfter stod til deres Raadighed. Aanden
fra det høje brænder af Længsel efter at virke
gennem os, som den virkede gennem dem; men
vi duer ikke, Vi er for materielt indstillede til at
opfange et Budskab fra den usynlige Verden, vore
aandelige Sanseorganer er forgrovede og afstum-
pede
bl. a. af Overernæring og Mangel paa
Selvtugt. Vore Nerver er sløvede af giftige Stof-
skifteprodukter, vort Øre er ikke aarvaagent nok
til at fatte de usynlige Hærskarers Sang, og vort
Øje er ikke klartskuende nok til, at Gud kan lade
33
os se Syner fra Evigheden. Vort Legeme er ikke
det lydige og fintmærkende Redskab i Aandens
Tjeneste, som det skulde være.
Denne mangelfulde Legemstilstand gør vort
Liv ringere og fattigere i alle Henseender. Vi hu-
sker fra vor Barndom, hvilket Indtryk vore Op-
levelser i Naturen gjorde paa vore unge Sanser-
Vi erindrer den følte ved den ube-
skrivelige Duft af Skovmuld i Foraarstiden, den
Fryd, der gennemrislede os ved Duften af de før-
ste Skovmærker, og den Henrykkelse vi- følte„
naar vi i August satte Tænderne i det første fri—
ske Æble fra Haven. Alle disse Ting kan opleves
endnu, men vi har ikke den samme Glæde af dem
som dengang. Naturen er den samme; men nu
vækker dens Livsytringer hos os en vemodig
Længsel efter noget, der var engang. Det er OSY
der er forandrede, vi er blevet fattigeres Det sam—
me gælder paa andre Livsomraader. Den, der har
elsket i sin Ungdom, husker den søde Betagelse„
der fik Kinden til at rødme, og som fyldte Hjær—
tet med en Følelse af Salighed. Maaske blev Fort-
sættelsen et mangeaarigt lykkeligt Ægteskab.t
men i altfor mange Tilfælde blev det kun til et
Samliv i vanemæssig Tilfredshed
den første
Kærligheds Glød og Glans var tabt. Og den, der
i sin Ungdom har- oplevet et religiøst Gennem—
brud, glemmer ikke den vidunderlige Følelse af
Fred og fuldkommen Harmoni, der fulgte efter
Sjælekampens kvalfulde Timer. Siden blev det
34
maaske til et nyttigt og virksomt Liv i Menighe-
dens Tjeneste,- men uden den første Kærligheds
betagende Glæde.
Hvorfor skal der nu altid saadan ske en Tilba-
gegang, hvorfow bliver Dagen ikke ligesaa skøn
og glansfuld som den gryende Morgenrøde med
sine Rosenskyer? Hvorfor skal vore Sanser sløves,
saa at den Herlighecv der omgiver OSY ikke læn-
gere formaar at stemme vort Sind til- Fest! Er
det helt umuligt at vende tilbage til dem fine Føl-
somhed, der dengang gjorde -de rige Oplevelser
mulig? Er det blot Legemet med dets System af
Nerver og Sanseredskaber der ikke fungerer sac
godt som før, eller har selve Sjælenftaget Skade?
Man kan undertiden opleve noget, der peger i
Retning af et Svar. For en Del Aar siden laa
jeg syg ar Difteritis og havde høj Feber. Men
da Feberen havde udraset„ vaagnede jeg en Mor-
gen -med en forunderlig Følelse af Lykke og Vel-
væres emit Legeme -var saaÄet og ubesværet som
aldrig før i mit Jeg sprang op af Sengemog
saa ud af Vinduet: et nøgent trøstesløst Vin-
terlandskab -Iaa udbredt. for mit Blik, men jeg
nød Synet som en Aabenbaring af den vidunder-
'ligste Naturskønhed. En Uges Feber og Faste
havde renset mit Blod for al den Urenhed, jeg i
Aarenes Løb havde samlet, og nu var min Evne
til umiddelbar Livsnydelse ligesaa frisk og uhæm-
met som i min Barndom.
Jeg ved, at andre har oplevet noget .lignende,- og
35
disse Oplevelser viser os, at det ikke er Sjælen,
der er noget i Vejen med. ilindringerne for at
nyde Tilværelsens Glæder med Barnets friske
af legemlig
i hvert Fald meget ofte
Sind er
Art. Ved uhensigtsmæssig Levevis harvi besvæ-
ret vore indreOrganer med -mere end
de er- i. Stand og -Resultate€ er
-nrent Blod vet sløvt og afstumpet Nervesystem.
Sjælen griber 'i Strengene med samme Kraft som
før, men Harpen er ude af Stemning, Velklangen
er forsvundet. Og -i vor Dumhed anser vi Skaden
for uoprettelig og resignerer, skønt vi ved nogle
Dages Faste og en passende Ændring af vor Glue—
vevis kunde vinde i hvert Fald en Del af -det tabte
tilbagee Mange_ Lægeregninger -&unde spares,
mangeÄnlige -huslige Scener skundee undgaaes,
mange -svære•eligiøse Anfægtelsere_vildezforsvin-
de, om vi -forstod at gøre en%rsCandig Brug ar
det Middel' der hedder Faste, og som vor Bibel
tillægger saa stor Betydning.
_Der ofres i vor Tid ikke saa lidt Tid og Flid -paa
Legemskultur Sporv Idræt Badning osv.vmen
det meste af den Slags har et andet Sigte end det,
her er Tale om. I mange Tilfælde udarter Spor-
ten til .de€ rene Rekordjageri„ og selv« i bedste
Fald er Maalet mere at legemlig end af sjælelig
Art. Man søger at træne Legemet op til den størst
mulige Udfoldelse af Muskelkraft og Smidighed,
men det indre Liv bliver ikke rigere derved. Træet
skal kendes paa FrUgterne, og behøver ikke
36
at have megen Føling med Livet i Sportskredse
for at vide, at det ikke er der, Aandslivet udfol-
der sig rigest. Det er ikke Sportskampe og Atleter
med svulmende Armmuskler vi trænger til. Vi
trænger til en Legemskultur, der har et aande-
ligt Sigte. Den Behandlings vi giver vort Legeme,
skal tjene til at befæste Aandens Herredømme
over Kroppens den skal gøre Legemet til et vil-
ligt og fintmærkende Redskab i Aandens Tjene-
ste,og den skal— gennem Opøvelse i Selvtugt og
Selvfornægtelse ---
hjælpe os til at blive selv-
-stændige og aandsmyndige kristne Karakterer.
denne Sammenhæng er Fasten et Middel af den
største Betydning. Men her staar som hører
til den danske Folkekirke, ret svagt. Katholikerne
har deres ugentlige Fastedag ganske vist be-
staar Fasten kun i, at man den Dag giver Afkald
paa at spise Kød; men Fasten er dog altsaa prm-
cipielt anerkendt som en Øvelse i Selvtugt for
det aandelige Livs Skyld. Frelsens Hær har sin
Forsagelsesuge, - hvor man begrænser sit- For-
brug til det mindst mulige for at kunne ofre saa
meget mere til Hærens Arbejde; men hvad har vit
Hos os er det snarest ved at blive en Regel, at
man ikke kan virke for en Sag af aandelig Art,
uden at Kroppen skal fodres samtidigt. Der er
ikke noget ondt i, at man ved et Bestyrelsesmøde
eller i en Missionskreds gør Samværet lidt fest-
ligt ved at nyde en Kop Kaffe sammen, men paa
Grund af Husmødrenes Ærgerrighed er det van-
37
skeligt at holde Traktementet indenfor passende
Grænser. Vore sorte, gule og brune Brødre vilde
blive dybt rørte, hvis de vidste, hvor mange Lag-
kager der bages og fortæres i Danmark med det
Formaal at afhjælpe Hedningeverdenens Nød.
Selvfølgelig sker det ofte i det private daglige
Liv, at et Menneske fornægter sig selv for at
kunne hjælpe et andet Menneske. Moderen lider
Savn for at kunne mætte sine Børn, og en Søster
giver Afkald paa at spise sig mæt for at kunne
hjælpe en Broder, der er i Nød. Og jeg tror, at der
gennem saadanne Ofre, som bringes i det skjulte,
tilføres Menigheden aandelige Værdier, hvis Be-
tydning vi næppe aner. Men som et anerkendt
Led i Menighedens Liv, som et nødvendigt Mid-
del til vor aandelige Opdragelse er Fasten glemte
I Peder Palladius' Visitatsbog findes eder nogle
Linier om Faste, der lyder saaledes:
»En Dannekvinde hun sidder ved Bordet hos
hendes kjære Husbond og tager et Stykke af ham
imellem hendes tre Fingre og vil stoppe det i sin
Mund, saa staar der to eller tre Børn omkring
hendes Knæ, deres Hu staar til det, som de ser
at Moderen vil spise, saa raabe de og sige: Kjeere
lille Moder, giv mig det! Saa tager hun det sam,
me fra sin egen Mund og stopper det i sit Barns
Mund, hvor tit mon en naturlig, kjødelig Moder
gjør det.
Saa gjør du ligesaa, da faster du ret, tag fra din
egen Mund og giv din Næste, og spis du saa me-
38
get des mindre; som Skriften siger: bryd dit Brød
for den hungrende og giv den tørstige at drikke,
saa faster du ret; Sig saa til din Hustru: Hustru,
jeg vil intet Mao have til Middag, jeg vil faste
til Aften, men det som du vil give mig, giv det til
den fattige Mand og til den husarme Kvinde,
dem Vil jeg undemin Del i Dag. Det er en ret
Guds Faste, som Skriften ved af at sige«.
Saar vi -læser disse Ord af den gamle Biskop,
saa giver vi ham Medhold, og saa føler vi den in-
dre Befrielse, der altid melder sig, naar man faar
et godt og rammende Svar paa et vanskeligt
Spørgsmaa1.ÄIen hvad sker der saa mere? Er vor
Samvittighed beroliget ved, at vi skænker en smuk
Teori vort Bifald, eller er Samvittigheden saa
urimelig, at den ogsaa kræver Handling af os, at
den vil se Teorien virkeliggjort i vort Liv? Det
- er lettere at give en smuk Teori sin Tilslutning
end atépraktisere dens og vi Mennesker har en
skæbnesvanger Tilbøjelighed til at vælge det let-
teste.
Danmark er et. godt. Madsted, og det, danske
Folk er blevet et madkært Folk. Der findes næppe
noget Land i Verden, mvor der spises saa megen
overflødig Mad som i Danmark. Naar Folk fra Ud-
landet kommer hertil, forbavses de over al den
Mad, der fortæres her, Og den ene Samfunds-
klasse er yderst villig til at lære af den andenu
Naar vi ser paa de sociale Forskydningerm der
foregaar i vort Samfund, saa ser vi, at Fornyel-
-9
39
sen stadig kommer nedefra.. Det er den mindre
vel ernærede Ünderklasse, der kæmper sig frem
til Magten, og det er den velnærede Overklasse,
der degenererer og mister sin førende Stilling. Men
saa snart Underklassens Mænd har sejret, saa
- skynder de sig at efterligne Overklassens Fejl.
Saa tageH1e godt for sig af Retterne og indhen-
ter hurtigt det forsømte.
burde den kristne Menighed give et godt
Eksempel; menAet er ofte vanskeligt at opdage
»Skellet«, naar det gælder Madspørgsmaal. Vi si-
ger, at vort Borgerskab er i Himlen; men -vi er
samtidig Storforbrugere af de Goder, der hører
Timeligheden tile Vi burde lade de verdslige
Kredse _have Enerei paa Ædegildernee Det var en
Ven af Vilh. Beck, der 1 simTidudtalte det bevin
gede Ord: »Hvorfor skal de ugudelige have al dem
gode Lammesteg!« Det 'blev- sagv som en Mor—
somhed, men det synes senere at være blevet en
Del af vort Livsprogram. Vi sidder ved vore Mø-&
der og gribes af Medlidenhed ved at høre ()IW Huu-
gersnød i Indien eller Kina og om armeniernes
grænseløse Trængsler;- men det gaar os ikke saa
nær til Hjærte, at vi ved Samværet bagefter gr-
ver Afkald paa Kaffen og Flødeskuruskagerne for
at kunne hjælpe de hungrende saa meget mere.
Vi generes ikke af den Tanke, at der bag vor Stol
staar en sulten Kineser eller en radmager Paria
og rækker efter det, der for os er en ganske over-
flødig Nydelse. Hvis en moderne Maler vilde
40
fremstille de tolv Apostle som en Samling Mid-
dagsherrer med tykke Maver, vilde vi forarges.
Men det støder ikke vor religiøse Følelse at se
Nutidskristne i denne mindre aandfulde Skik-
kelse. Det kunde tyde paa, at vore kristne Idealer
i Nutiden er noget forskellige fra Aposteltidens.
Og det tyder paa stor Aandsfattigdom, naar et
Samvær mellem Mennesker ikke kan blive fest-
ligt uden Overflod af Mad og Drikke.
Det er ikke min Opgave her at foreslaa Indfø-
relse af officielle Fastedage eller at gøre Propa-
ganda for en eller anden Diætreform. Mit Ønske
erv blot at vække de slumrende Samvittigheder
med Hensyn til Forholdet mellem Aand og Lege-
me i vort Kristenliv. Jeg ønsker, at der indenfor
Menigheden maatte vaagne en dybere Forstaaelse
af det Ansvar vi har for vort Legemes Hushold-
ning. Vi skal forstaa, at Aanden bør herske over
Legemet, og at vi har Brug for frivillig Forsa-
gelse og Selvtugt for at opnaa den højest mulige
Nyttevirkning af vort Legemes Evner, Kræfter
og Anlæg. Jeg er sikker paa, at vort Liv vil blive
rigere og lykkeligere, naar vi saaledes faar Tin-
gene sat paa deres rette Plads. Det vil betyde læn-
gere Levetid, forøget Arbejdsevne og større Livs-
glæde. Det vil gøre Kampen for Tilværelsen let-
tere, det vil virke forædlende paa Kærlighedslivet
mellem Mand og Kvinde, og det vil bringe en In-
derliggørelse af vort Følelsesliv i alle Henseen-
der. Det vil bidrage til et rigere Menighedsliv, til
41
mere aandelig Myndighed hos vore Forkyndere
og til mere Inspiration hos vore Digtere.
Jeg ved nok, at de Forsyndelser mod Legemet,
jeg her har talt vom, ikke er de eneste Aarsager til
vor aandelige Svaghed. Det er den gennemførte
Lydighed mod Gud i alle Livets Forhold det skor-
ter paav Men jeg tror, at Misbrug af Legemet er
en af Hindringerne for, at det aandelige Liv kan
udfolde- sig med den samme Styrke, Glans - og
Skønhed hos os som hos den første kristne Menig-
hed, og dersom vi kommer til at opleve, at der
gaar en aandelig Vækkelse over vort Land, en
Flodbølge af nyt 'Liv, der faar Magt over vort
Folk baade i Dybden og Bredden, saa er jeg vis
paa, at den vil feje em hel Del Luksus bort som
Avner for Vindene Saa vil vi faa andre Interes-
ser end at kæle for en kræsen Gane.
Maaske vil vi da ogsaa komme til at opleve en
ny Opflammen ar den første kristne Menigheds
Naadegaver.- Jeg tør ikke sige, at vi ved Faste og
Selvtugt kan naa til, at Evnen til at helbrede
Syge ved Bøn og Haandspaalæggelse atter bliver
os skænket; men jeg er vis paa, at vi ad den Vej
kan fjerne noget af det, der hindrer Guds Kraft
i at virke gennem os. Jeg tør ikke sige, at vi ved
disse Midler kan naa til at opleve Syner og Hen-
rykkelser som Paulus og Johannes, men jeg er
nogenlunde sikker paa, at den usynlige Verdens
Herlighed ikke lukker sig op for den, der har
gjort Bugen til sin Gud. I AP. G. 10 læser vi, at
42
Kornelius fastede og bad i sit Hus, og saa viste
der sig en Guds Engel for ham, som bragte ham
et vigtigt Budskab. Og i samme Kapitel læser vi,
at Apostlen Peter var steget op paa Taget for at
bede. Han har aabenbart ogsaa fastet, der staar,
at han blev meget hungrig. Og iv denne Tilstand
kom der en Henrykkelse over ham, og han saa
et Syn, som gav ham Guds Vilje til Kende.
Naar et nusraad er blevet tilstrækkelig gam-
melt, sker det undertiden, at en eller anden Læge
-skrivew noget Latin om dets og sam bliver det op-
højet til Videnskab. Mon ikke det bibelske Hus-
raad: Bøn ogvFaste. snart. er saa gammelt, at
der bør drages frem fræ gin Ubemærkethed og
komme til Ære -og Værdighed vort Livr
Adskilligt tyder. paa„ at vi trængewtil en Tem
pelrensning.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Gammeldags gudsfrygt - to foredrag af Anton Berntsen (1931) |
Copyright ISCA Software 2023-