FRA HJEMMET VED SKOVEN

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Derhiemme ved min Faders Hus
jeg lytted til det dybe Brus
af Bøgeskovens Kroner,
naar Vinterstormen stemte i
sin alvorstunge Melodi
med Klang af Gravens Toner.

Det var en sælsom Toneleg
som dybe Suk, der sank og steg,
som fangne Sjæles Klage;
jeg blev saa tung i Sind derved,
og Tanken listed sig afsted
til Somrens lyse Dage.

Men i vor Stue, paa sin Stol
min Fader sad med sin Fiol
og leged med dens Strenge,
der var i Tonens lyse Klang
en Drøm om Sommer, Sol og Sang,
om Leg paa grønne Enge.

Saa lifligt lød det Strengespil,
naar Stormen brummed Bas dertil,
og hvergang jeg det hørte,
det var, som Livets Lyst og Nød
igennem disse Toner lød
og underlig mig rørte.

De svandt forlængst de Barndomsaar,
og skiftende blev Livets Raar
af Sorg og Glæde knyttet;
var Vejen banet eller trang,
jeg glemte ei de Toners Klang,
hvortil som Barn jeg lytted.

Blev Vejen stundom tung og svær,
og Solen sank bag Skyers Hær,
var Sindet sygt og bange,
der var dog skjult i Hjærtets Gem
en Lykketro, der bar mig frem
igennem Tider lange.

Og fyldte Glædens Fe mit Hus
med glade Sanges Tonebrus
og Lykkens Rosenranker,
der var dog i hver Lykkedrøm
en Evighedens Understrøm
af dybe Alvorstanker.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Fra Hjemmet ved Skoven af Anton Berntsen (1916)

Tilbage