Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Jeg ved, at jeg er ingenlunde god,
af Syndens Rust min bedste Stræben plettes,
dybt i min Sjæl det onde har sin Rod,
og alt for ofte jeg af Rampen trættes ;
er klar og skyfri Sjælens Horisont,
og har jeg en af mine bedste Stunder,
saa er der dog et lønligt Væld af ondt
dernede, hvor min Tanke aldrig bunder.
Naar jeg betænker Aarene, der gik,
og gransker Sporene, hvor jeg har vandret,
da sænker jeg i Angst og Skam mit Blik
og ønsker, at saa meget var forandret ;
et Ukrudtsflor jeg finder langs min Sti,
hvis onde Frø jeg tankeløst har saaet,
og mangen fredløs Sjæl jeg gik forbi,
til hvem min Frelsers Kalden ej var naaet.
Der er i Mindets Bog saa mangt et Blad,
som ængstelig og tøvende jeg vender,
hvor skal jeg kunne aande frit og glad,
naar jeg mit tunge svære Regnskab hender ;
de mange fromme Løfters slagne Hær,
de spildte Muligheders blege Share
i mangen stille Stund mig træder nær,
hvor faar jeg Hjælp, saa jeg i Fred han fare?
Jeg tror, at Gud er overmaade god,
og han har tegnet Korset paa min Pande,
min Synd er som en mørk og grumset Flod,
hans Naade er som Verdenshavets Vande;
vel er hans Hellighed som Ildens Glød,
og selv den mindste Synd han evig hader,
men alt er sonet ved min Frelsers Død,
og nu er Gud for Kristi Skyld min Fader.
Den Gud, som styrer Sol og Stjerners Gang
og mætter Havets mange Tusind Munde,
han kender ogsaa Synderhiaertets Trang,
og han vil læge hver en Sjælens Vunde;
der er saa trygt, hvor han har lyst sin Fred,
hans Ord staar mere fast end Bjergets Klippe,
den Haand, han rakte mig, jeg holder ved,
og han vil aldrig af sin Haand mig slippe.
Men ve mig, om jeg griber Naadens Trøst
og bliver inderst inde dog den samme,
om ei der tændes dybest i mit Bryst
af Himlens Alterild en hellig Flamme,
om ei min Hu staar til at sejre helt,
saa alle Syndens Reb og Baand maa briste,
et Hiærte, mellem Gud og Verden delt,
har ingen Kraft og maa sin Glæde miste.
Mit Lys paa Vejen er Guds Aand og Ord,
hans Englehær er sendt for mig at tjene,
jeg mættes ved hans rige Naadebord
og vandrer ei den lange Vei alene;
den samme Vei af Vandringsmænd er slidt
fra mange Folkeslag og Tider fjerne,
der er endnu et Folk, Gud kalder sit,
det elsker jeg og følger det saa gerne.
Jeg spørger ej om Retning og Parti,
ei om de sidste religiøse Moder,
jeg vandrer glad den gamle Himmelsti
og rækker Haand til hver en ærlig Broder;
Grundtvigianer eller Metodist,
Missionsmand, Frelsens Hær — det faar at være,
blot hele Hiaertet er hos Jesus Krist,
og Livet bærer Frugt hans Navn til Ære.
At male Livet hist bag Dødens Flod,
hvor Lovsang toner fra de frelste Sjæle
til Lammets Pris, som gav for os sit Blod,
dertil behøves mer end Englemæle;
der skal jeg Jesu milde Aasyn se
og samles med den store hvide Skare,
der glemmes Jordelivets Synd og Ve,
mit Hiærte længes efter did at fare.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fra Hjemmet ved Skoven af Anton Berntsen (1916) |
Copyright ISCA Software 2023-