Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Bred er din Krone, ærværdige Eg,
knudret og mosset din Stamme,
hundrede Aar ei af Pletten du veg,
stadig din Plads er den samme;
plages du ei af Kedsommelighed,
kan lidt Forandring ei friste dig,
hvad om til Aaløbets modsatte Bred
du blot en Dag kunde liste dig?
Egen en Stund lod mig vente paa Svar,
rysted de mægtige Grene,
svared saa haanligt : Du Menneskenar,
sligt kun en Taabe kan mene;
Livet ieg lever, hvor Gud mig har sat,
derfor saa frodigt jeg breder mig,
Menneskeslægten Guds Lov har forladt,
derfor den gaar nu og heder sig.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fra Hjemmet ved Skoven af Anton Berntsen (1916) |
Copyright ISCA Software 2023-