MADSES HEST

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Mads skuld ad By, å hans Kuen skuld mej,
å de wa føøst Gång i manne Or,
gammel Magrete skuld pas die Stej,
hun skuld si te æ Kiøer å æ For ;
æ gammel Hest skuld ha en Spand Wand,
å så måt hun gi 'en lidt Stro,
den håd trællet o Madses ti Tønder Land
så lænng, te den snår ett hund go.

Magrete ga 'en en Fiarringhar Hawwer,
den føøst, den håd fåt i manne Or,
hun klappet dens Sie, di wa så mawwer,
så strøg hun di styww gammel Lor;
di gammel Ywn bløw så blannh å runnd,
den plejet te dawle å få Klø,
føst åd en åld de Hawwer, den hunnd,
å så lå 'en sæ te å dø.

Mads bløw io gal, de wa ett så sær,
men de håd han wan i så manne Or,
å de tow Magrete sæ ett så nær,
få hun wa tefreds mæ, hwa hun håd gjor ;
siel wa hun et Skrog, dæ måt sliid få hind Brø,
så klog som ande Folk wa hun wal knap,
no wa dæ da ien minder te å li Nø,
hun tøtt, de wa godt, te en slap.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Fra Hjemmet ved Skoven af Anton Berntsen (1916)

Tilbage