Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Vogt dig for Øjne, der aldrig har grædt,
for Hjerter, der aldrig har bævet,
vogt dig for Læber, der altid har Ret,
der aldrig har tryglet, kun krævet.
Toppen snurrer og synger sin Sang,
mens Drengen med Pisken den snerter,
en anden Leg har de voksne i Gang,
de leger med Menneskehjerter.
Et Hjem er for nogle en Helligdom,
hvor Troskabs Lampe paa Altret brænder,
for andre et Soveø og Spiserum,
hvorfra man til Døgnets Morskab render.
7
Hvor Mand og Hustru kævles og kives,
kan Kærlighedslykken snart fordrives.
I tossede Mennesker, brug dog Forstanden,
og tak Gud for hver Dag I har hinanden.
Et Ord — hvad er vel i Grunden et Ord?
en Lyd fra et Menneskes Læbe,
og dog kan det sætte de dybeste Spor,
kan skabe Liv — eller dræbe.
Ord kan svulme af Ildhu og Glød,
være fængende, ildnende, malende,
men naar to sidder sammen i dybeste Nød,
er Tavsheden allermest talende.
Om en Lov forbød overflødige Ord,
og Munden blev lukt paa hver kedelig Taler,
hvor vilde der da blive stille paa Jord,
og hvor blev vi da sparet for mange Kvaler.
8
Man føler sig tryg ved det Gods, man har,
men den Dag, Helbredet vakler,
da bliver Pengenes Afmagt klar,
ved dem sker der ingen Mirakler.
Hr. N. N. er kendt som en Talens Mester,
en Mand, der har Ordet i sin Magt,
han siger bestandig ved Møder og Fester
det samme, som alle de andre har sagt.
Fru N. N. ynder at sukke og klage
over Modgang, hun stadig er ude for,
mest ulykkelig er hun de Dage,
da hun ikke har noget at tude for.
Om et og andet lidt Nys man faar
og danner sig straks et flygtigt Skøn,
saa fælder man Dommen, uskaansom og haard,
over een, der lider og kæmper i Løn.
Den stærke Mand falder en Dag og dør,
af en pludselig Sygdom han fældes,
mens mangen en Svækling med usund Kulør
bliver ved at leve og ældes.
10
At glemme det, der kun er værd at glemme,
er Lægedom for mangt et Sjælesaar,
at mindes alt, hvad der er værd at gemme,
deri en Del af Livets Kunst bestaar.
Hvis Tiden bliver dig altfor lang
og utaalmodigt du klager,
sæt dit Navn paa en Tre*Maaneds Veksel engang,
og se saa, hvor Tiden jager!
Med Skatter velsignes vi mer og mer,
mens Frihedens Goder maa slippes,
det gaar paa den gammelkendte Manér:
man binder det Faar, Aer skal klippes.
Ved Valget et sikkert Flertal blev skabt
for dem, der sig fryder ved Magtens Sødme,
kun een Ting i Slagets Tummel gik tabt,
det var Talernes Evne til dybt at rødme.
11
Som Tolerancens svorne Ven og Tolk
jeg gerne andres Syn vil respektere,
Intolerancens sure Dømmerfolk
det kniber mig dog svært at tolerere.
Den nøgne Sandhed har kun liden Magt,
faar ej de store Skarer i sit Følge,
men klæder den sig i Mystikens Dragt,
vil Tusinders Begejstring mod den bølge.
Se paa det bedste, du har selv præsteret,
og paa det værste, andre Folk har gjort,
saa faar du med det samme konstateret,
at du har drevet det til noget stort.
Vi hører mangt et Suk fra trætte Stakler
og ved ej Raad for al den Ynk, vi ser,
vi venter ej, at der skal ske Mirakler,
og derfor er det vel, der ingen sker.
12
Da Skaberens: Bliv Lys! i Mulmet lød,
steg tusind Sole frem af Taagens Skød.
Vi skaber ogsaa Lys, men Resultatet
er kun en Praas - så mat er Plagiatet!
13
Den Mand er at beklage, som har glemt
den Kunst at smile ad uskyldig Skæmt,
han færdes som en blind paa Livets Sti
og vandrer mangen herlig Blomst forbi.
Bedre en Ager med Korn, der gror,
er end det med Klinte og Tidsel blandet,
end en Flade af gold og nøgen Jord,
hvis Renhed minder om Ørkensandet.
Man sidder i sit Hjem saa mangen Dag
og nyder Morgenkaffen med Behag,
men ingen tænker paa, hvor Javas Sønner
har slidt med Dyrkning af de rare Bønner.
Tud med de Ulve, du er iblandt,
saa lyder et gammelt Ord,
bedre det var dog, du aldrig fandt
din Plads i Ulvenes Kor.
14
En fattig Stymper fandt Tryghed i Tanken,
at Gud tog sig faderligt af hans Sag,
men saa blev han rig, fik Konto i Banken,
og blev pint af Bekymring ved Nat og ved Dag.
Vi takker Gud for Luther, han var munter, djærv og kæk,
med Andagt læser vi, hvad han har skrevet,
men mangen »Lutheraner« var vistnok død af Skræk,
hvis han i Luthers Kamptid havde levet.
Vi vurderer vor Næste fra Vugge og til Grav
efter Ordene, der udgaar af Munden,
men Sjælen er et vragfyldt og uudforsket Hav,
hvor Søslangen bugter sig paa Bunden.
Det hænder, at man faar en Mand til Fjende,
man skælder ud, faar grove Ord igen,
men lærer man hinanden ret at kende,
forvandles »Fjenden« til en trofast Ven.
15
At drukne gamle Adam er saa svært,
man styrter nødigt gamle Dynastier,
dog paa en Maade har vi Kunsten lært :
vi drukner ham i lutter Teorier!
En usselig Stymper ved Lykkens Gunst
til Rigdom og Storhed fandt Vej,
hos ham gik den trængende ofte omsonst:
De Folk kan jo gøre som jeg!
Det sker, at to unge hinanden driller
og gør sig lidt kostbare hver især,
men den Dag, Havets Bølger dem skiller,
da ved de, at de har hinanden kær.
Er Kærligheden dyb og stærk og sund,
vil den i Gerning, ej i Ord, sig røbe,
den Følelse har ej den dybe Bund,
der altfor villigt lader Munden løbe.
16
Vi smeder Vaaben med Kunst og Snille
til grumt at dræbe hverandre med,
vi hader, myrder og lider ilde,
— hvorfor gør vi dog hverandre Fortræd!
17
Naar alle Præmieromaner glemmes,
og Nutidsdigtning slænges i en Krog,
vil endnu mangen Sjæl til Andagt stemmes
ved Læsning i vor danske Salmebog.
Engang var Prygl det tvungne Skolefag,
hvormed man søgte Barnets Dyd at værne,
nu skaaner man for Angreb Barnets Bag,
men martrer slemt med Lektieslid dets Hjerne.
Hils høfligt paa den lille treaars Mand,
som leger Futtog med sin Barneskammel,
hvem ved — maaske han styrer Folk og Land,
naar du er glemt og hjælpeløs og gammel.
Den stærke Mand paa Livets travle Scene
til Tider ønsker Ensomhed og Fred,
om nogle Aar maaske han sidder ene
og længes efter en at tale med.
18
Man ynder ej Kritik af Daad og Liv,
vil ej der ved Skavankerne skal dvæles,
men savned vi Kritikens Lugekniv,
da vilde mangen Blomst af Ukrudt kvæles.
Ved sin Fødsel volder man andre Besvær
og ligesaa ved sin Jordefærd,
derfor i de mellemliggende Aar
bør man tjene sin Næste saa godt man formaar.
Han øver sin Gerning og strider sin Strid
som Partner i Livets Spil,
men der kommer en Alder hvor Lokken er hvid,
og da nøjes man med at se til.
Giv ej fortabt, om du af Modgang hæmmes
paa Vejen mod det Maal, der er din Drøm,
jo mere der for Elvens Vande stemmes,
des flere Kræfter faar den stride Strøm.
19
Naar Enden er god er alting godt,
den Sandhed man tit har for Øje,
ved Afskedsfester man hylder flot
den Mand, man ej før kunde døje.
At begynde fra neden og ganske smaat
er den sikreste Vej til Sejersprisen,
dog egner Principet sig ikke saa godt,
naar man graver en Brønd eller læser Avisen.
Een føler sig som en arm Forbryder,
skønt aldrig han gjorde en Kat Fortræd,
en anden er en gevaldig Snyder,
men føler ej mindste Uro derved.
At gaa med en høj Cylinderhat,
den Mode synes mig dum,
medmindre man sig det Maal har sat
at forlænge det tomme Rum.
20
Jo mere Gods man samler her paa Jord,
des mere bliver der engang at miste,
om Herskabsboligen er nok saa stor,
tilsidst den maa dog byttes med en Kiste.
Man trykker til Afsked en elsket Haand
og ved, at nu ses vi ej mere her,
et for et løses de ømmeste Baand,
og snart gaar vi selv paa Rejsefærd.
21
Trykt hos
J. Strandbygaard, Skjern, i 350 Eksemplarer,
hvoraf ingen vil komme i Handelen.
Tegninger af Storm Petersen.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1937 af Anton Berntsen (1937) |
Copyright ISCA Software 2023-