Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Guds Engle til hvert et Hus finder Vej
trods laasede Døre og Vindues-Tætning;
man mener det kommer af, at de ej
har sluttet sig til nogen kirkelig Retning.
Særpræg er godt, hvis det blot er Natur,
en medfødt Gave fra Livets Skaber,
men oftest en hæslig Karikatur,
hvis andres Særpræg man efteraber.
Hvor man er elskværdig fra oven ned,
jeg snart bliver træt af Legen;
det værste ved andres Forfængelighed
er just, at den saarer min egen.
7
At tænke en Sag igennem er svært,
for det Slid man gerne vil spare sig;
langt lettere faar man en Lektie lært,
og med det man som oftest kan klare sig.
Af Mennesker bliver der fler og fler,
men jo mere vi modnes og ældes,
des færre Venner vi om os ser,
af Høstmandens Le de fældes.
Forfængeligheden vil sent forgaa;
naar Døden os sender sit Bud,
vi sagtens vil ligge og tænke paa,
hvordan vi nu tager os ud.
Misund ej nogen hans bedre Lykke,
om du vil være i Sandhed vis;
i klarest Sol er der dybest Skygge,
alt skal betales, alt har sin Pris.
8
Man lytter til Bodsprædikantens Ord
og gaar hjem med Tak for det gode Møde,
for saa ved et veldækket Kaffebord
at lægge sin Næstes Rygte øde.
9
At elske sin Næste sent man lærer,
det Bud vil man helst liste udenom,
men sladre om hans private Affærer,
det kan man — er Hjernen end nok saa tom!
Hvor Evnen til Selvvurdering slaar Klik,
gør mangen Mand sig til Nar;
at rose sig af sin Selvkritik
er at røbe, man ingen har.
En knugende Sorg og et tærende Savn,
en Lidelse, baaret i Løn,
kan tjene til Sjælens evige Gavn,
naar Sukket forvandles til Bøn.
De Folk, der altid er »rare«,
kommer aldrig med nogen paa Kant,
men i Martyrernes Skare
man vistnok sjældent dem fandt.
10
'Forventningens Tid er en frugtbar Tid,'
-— lad denne Trøst dig husvale,
hvis Kunder, til hvem du har fæstet din Lid,
er længe om at betale.
11
At følge i alt sin Samvittigheds Røst
kan stundom synes ugørligt;
at lempe sit Livssyn efter sin Lyst
er mere let gennemførligt.
For Saar og Skrammer blev ingen spart,
man tit paa en Sten sig støder.
Hos nogle læges Skrammerne snart,
mens andre i Stilhed forbløder.
I Lykkens solvarme Dage
da visned tit Glædens Krans;
for den, der fik lært at forsage,
staar Lykken i Mindets Glans.
Sæt dig et Maal og kæmp for en Sag,
lad ej modfaldent Hænderne synke,
men ser du, at du er tilovers en Dag,
saa gaa din Vej uden at klynke.
12
Livet skifter med Hverdag og Fest,
en Sum af flygtende Øjeblikke;
kun hos de faa er Lykken Gæst,
og de, der huser den, ved det ikke.
Den, der var knuget i Vinterens Mørke,
aander befriet ved Vaarsolens Skær;
den, der forsmægted i Hede og Tørke,
ved, hvad en rislende Kilde er værd.
At et Flertals Beføjelse strækker sig vidt,
har mangen Gang vi erfaret ;
et Flertal erklærer, at sort er hvidt,
og dermed er Spørgsmaalet klaret.
Den samme Sandhed kan siges
med noget forskellige Ord,
derom vi bestandig kriges
paa denne splidagtige Jord.
14
Livet skifter med Hverdag og Fest,
en Sum af flygtende Øjeblikke;
kun hos de faa er Lykken Gæst,
og de, der huser den, ved det ikke.
Den, der var knuget i Vinterens Mørke,
aander befriet ved Vaarsolens Skær;
den, der forsmægted i Hede og Tørke,
ved, hvad en rislende Kilde er værd.
At et Flertals Beføjelse strækker sig vidt,
har mangen Gang vi erfaret ;
et Flertal erklærer, at sort er hvidt,
og dermed er Spørgsmaalet klaret.
Den samme Sandhed kan siges
med noget forskellige Ord,
derom vi bestandig kriges
paa denne splidagtige Jord.
14
Mit Forfatterskab volder en Kritiker Kval,
der er navnlig et, han er ked af:
at jeg ikke vil op paa den Piedestal,
han saa gerne vil hjælpe mig ned af.
15
Storebæltsfærgen er pakket tæt,
men man ser hverken Slægt eller Venner.
Saa mange Folk paa saa lille en Plet
og dog ikke een, man kender!
Foragt ej den Læser, der gerne vil
men ej evner at vælge det bedste,
det nederste Trin paa Stigen skal til,
for at Foden kan finde det næste.
Proletaren hader den riges Laster,
han er led ved den tykke forædte Gris,
men naar han kommer til Magten, haster
han selv med at leve paa samme Vis.
Mens lærde Forskere ligger i Strid
om Livslovens Formulering,
den tankeløse virker med Flid
for Menneskeslægtens Formering.
16
At Verden vil bedrages, det ser vi mangen Gang,
skønt det er underligt, at sligt kan villes,
og der er sørget godt for, at denne ædle Trang
til hver en Tid kan fuldtud tilfredsstilles.
Paa to Ting det især kommer an
for den, der vil være en stor Tyran :
han maa først kunne klø sine Fjender læsterligt
og dernæst forstaa at lyve mesterligt.
Man kan godt være nærig, fedtet og sur
og endda være højt estimeret,
men trodser man »Retningens« Diktatur
er ens Rygte som Kristen spoleret.
En Eg blev fældet, der hørtes et Brag,
en Slyngplante slængtes i Støvet;
nu længes den op mod den lyse Dag
og Solstraalers Blink gennem Løvet.
17
Forlængst kasseret af Lægestaben,
med rig Erfaring i Sygdoms Kaar,
jeg lever endnu — trods Videnskaben —
og lever kanske endnu nogle Aar.
Vore Bønner skal ej foraarsage,
at Gud bliver mere god,
men de skal hjælpe os svage
til bedre at tage imod.
Een Skæbne faar det skabte:
alt skal engang forgaa,
og det er kun det tabte,
vi fuldtud skønner paa.
Hver Ven, vi her maa miste,
hver Haand, der her blev kold,
dog hist bag Grav og Kiste
er evigt i Behold.
18
Man hamstrer Sukker, Benzin og Tobak,
Ligtorneplaster og Neglelak;
een Ting dog mangler i Hamstrerens Bo:
den gode Samvittigheds trygge Ro.
19
I Ferietiden man farter omkring,
Alverden beskue man vil.
Ferieliv er en herlig Ting
for hvem, der har Helbred dertil.
Julen sig nærmer endnu engang,
Forklaringen er kun een eneste :
Gud giver os efter vor Nød og Trang
og ikke efter Fortjeneste.
Om Krigens Udfald jeg intet røber
af den gode Grund, at jeg intet ved;
hos mangen politisk Kandestøber
man naarsomhelst kan faa fuld Besked.
Naar en Røver har faaet sit Bytte,
han som Regel er fredelig stemt,
saa siger han: Hvad kan det nytte
— lad nu det være glemt!
20
At vi i Barbariet synker ned,
den Paastand tør dog vistnok ingen vove;
man gaar i Krig med god Samvittighed
og myrder efter Folkerettens Love.
En Hær, der var velbevæbnet og kæk,
drog frem for en Landsby at hærge,
men tænk - Befolkningen var saa fræk
sit Hjem og sin Frihed at værge!
Fra en ængstende Drøm er man vaagnet tit
og følte sig glad og befriet,
nu vaagner man op til et Mareridt
ved Tanken om Krigs-Myrderiet.
Det gamle Ord gælder endnu i Dag:
Hvad et Menneske saar, skal han høste! —
Det samme gælder om Folkeslag,
lad det Ord os tugte og trøste.
21
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1939 af Anton Berntsen (1939) |
Copyright ISCA Software 2023-