Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
MANGEN, der fødtes kærnesund,
har dog ingensinde forstaaet,
hvor han til Taknemlighed har Grund
for den gode Arv, han har faaet.
MAN søger at være sin Lykkes Smed,
men naar man faar Ild paa sin Esse,
er Lykken at finde et andet Sted,
den skifter saa tit Adresse.
AT være faglært er sikkert godt,
dog saa man mærkværdig tit,
at Amatøren klared sig flot,
mens Fagmanden gik fallit.
7
HVER Vanskelighed, du møder,
hver Sorg, du bærer i Løn,
hver Hjærtevunde, der bløder,
lad det alt forvandles til Bøn!
NAAR Manden finder sit rette Felt,
kan selv den svage blive en Helt;
hos mange en lønlig Evne findes
til Daad, som Fremtidens Slægter vil mindes.
HVOR Ungdommen kræver med Livets Ret,
maa Alderdommen smukt resignere;
tilsidst er Kirkegaarden den Plet,
hvor Alderdommen faar Lov at regere.
DET sker, at en lille Pusling er kæk,
og at Kæmpen er fattig paa Mod.
Man ved, Elefanten ryster af Skræk,
naar den mærker en Mus ved sin Fod.
8
SYNG, naar Lykkens Solskin luer,
syng, naar mørke Skyer truer.
Syng ved Gry og syng ved Kvæld,
Sang er Glædens Kildevæld.
HVAD man begærer i Ungdommens Dage,
ofte i Alderdommen man naar.
Lykkelig den, der da har tilbage
Ungdommens Sind under graanende Haar.
9
VI skabtes ej alle til noget stort,
men Livet var dog ej levet forgæves,
hvis blot een Evne blev frugtbargjort.
Hvor lidet blev givet, skal lidet kræves.
MAN priser Jubilaren for hans Daad,
for alt, hvad han har evnet og formaaet;
selv har han i sit Sind en lønlig Graad
ved Tanken om de Maal, der ej blev naaet.
VERDEN er fuld af skuffende Løgne,
der slører mit Blik, gør min Vilje svag;
at se uhildet med egne Øjne
er Maal for min Stræben hver eneste Dag.
PROFETEN lider som oftest Nød,
er miskendt af Samtid og Slægt,
men han faar Revanche efter sin Død,
saa først faar hans Tale Vægt.
10
AT Smaamands Børn fik Stormandsrang,
og at Stormands Børn blev smaa,
det Fænomen man mangen Gang
i denne Verden saa.
11
HVAD Mennesker har byltet paa mig,
jeg lader uden Sorg gaa tabt,
saa staar tilsidst jeg for min Skaber
saa nøgen, som han mig har skabt.
KRIGEN har vist os saa mangt et Syn,
der var grufuldt og vederstyggeligt;
et natligt Uvejr med Torden og Lyn
nu synes os hjemligt og hyggeligt.
AF mangen Vare der findes for lidt,
og mangt et Forbrug bliver reduceret;
men mest beklageligt er dog det,
at Sandheden ogsaa er rationeret.
LIVET er som en Skoledag
med Sorg og Glæde som Hovedfag.
Glædens Timer er idel Fest,
men i Sorgens Timer vi modnes bedst.
12
HVOR Kroppens Trivsel ta'r Overhaand,
har Aandens Liv kun en ringe Chance;
lidt mindre Kød og lidt mere Aand,
det giver en nok saa god Balance.
DET Fænomen har man ofte set,
at den mest naive er mest paastaaelig;
han nægter kækt, hvad der faktisk er sket,
og saa er Enighed uopnaaelig.
13
MAN kan sagtens være trøstig,
naar man ingen Kvaler lider.
Ære ved at være lystig
er der kun i trange Tider.
AT vente paa Chancen er ofte omsonst,
man spilder blot Tid og Kræfter;
men at skabe en Chance, det er en Kunst
man gør vel i at lægge sig efter.
AT Kritikken slaar nogle Fraser ihjel
er en gavnlig og tiltrængt Tugt,
men det positive skal ogsaa til,
hvis Livet skal bære sin Frugt.
DET er nyttigt, at Ovnen renses for Sod,
saa bliver der bedre Træk,
men Varmen i Stuen blev aldrig god,
blot fordi man fik Soden væk.
14
MANGEN god Idé kan fødes
i en søvnløs Nattestund;
mangen Chance kan forødes
ved et ubelejligt Blund.
JEG saar i min Have en Smule Frø,
den Udsæd sig rigt forrenter,
og der skal man ikke staa i Kø,
naar lidt til Føden man henter.
15
DEN intelligente med al sin Forstand
er hjælpeløs blandt de stupide;
de ser i ham blot en underlig Mand,
der nærmest er lidt til en Side.
HVIS man var ung af Aar, af Alder klog,
hvor var der meget, man da kunde lære;
Præsti Læge, Fysiker og Filolog
og meget andet vilde jeg da være!
EN elsket Mage, med hvem man har vandret
i mange Aar, bliver syg og dør,
og alt er skæbnesvangert forandret,
skønt Hjemmets Stuer ser ud som før.
ET Møde blev hindret af Snefog og Blæst,
var det ikke godt nok? jeg tror det.
Hvad skal vi med Foredragsholder og Præst,
naar Skaberen selv tager Ordet!
16
AT læse de Bøger, man gerne vil,
kan herlige Frugter bære,
men at læse noget, man tvinges til,
er en mere tvivlsom Affære.
17
TIT skjultes Solen bag en Uvejrssky,
og Mørket om mig blev saa tæt og stort,
men altid var der Sol og Dag paany
bag Trængselsnattens mørke, trange Port.
DET sker, at man kommer i Snak med en Mand,
hvis Visdom man finder en Smule vandet;
men Folk maa snakke, som de har Forstand,
hvordan skulde de vel kunne andet!
DEN Mand, for hvem Profit er det eneste,
vil altid hytte sit eget Skind;
men Stridsmanden i Ideens Tjeneste
han sætter hensynsløst Livet ind.
JEG hørte en Mand med Iver docere:
Den huslige Dont bør man respektere!
Men Manden er ikke helt konsekvent,
hans egen Datter skal være Student.
18
AT gaa med uldne Strømper paa,
det mange før foragtede;
nu er de næppe til at faa
men meget eftertragtede.
I Tider, hvor Lykken ikke er god,
er Livsvejen tung at vandre;
men den bevarer bedst selv sit Mod,
som styrker Modet hos andre.
19
AT leve med liden Lykke
det kan vel til Nød gaa an,
men at leve uden en Gerning
er dræbende for en Mand.
SLAA dig aldrig til Ro med den falske Trøst,
at den enkeltes Fejltrin ej sætter Spor;
en eneste skurrende Sangerrøst
kan ødelægge det hele Kor.
DET følsomme Sind som et blødende Saar
ved ublid Berøring sig ømmer,
men bytte med den, der er tykhudehaard,
nej, derom dog aldrig man drømmer!
EN Vandring mellem Kæres Grave
er Livet her paa denne Jord,
men kast ej Vrag paa Sorgens Gave,
i den en Sjælens Rigdom bor.
20
MANGE Aar jeg nu har levet,
tog i Livets Strid min Tørn,
men jo ældre jeg er blevet,
desto mer jeg elsker Børn.
ALTFOR mange ved lidt om meget,
altfor faa ved meget om lidt;
altfor tit vi i Dybden har sveget
for bedre at kunne favne vidt.
21
ET Hjem, en hå stri få i manne Oer,
ka en Gnist gjør et haste fåbi mej.
Så rask ka de uund fo si Arrbed goer,
de gue tåer et si Ti mej.
Æ Helledaww ska en wal skjøn o,
men di æ jo så haste omm.
De æ lissom den Glee, dæ ka bæst fåslo,
er æ Glee øwwe de, dæ ska komml
ET godt lille Minnd,
en fæk Low te å gjemm,
ka somtie linn,
næer æ Mued er i Klemm.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1943 af Anton Berntsen (1943) |
Copyright ISCA Software 2023-