Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
10. AARGANG
VERDENSRIGER sank i Grus,
Floder farvedes af Blod;
end dog staar vor Moders Hus,
Gud var gamle Danmark god.
VI hører ej mere Flyvernes Dundren,
kun Lærken stiger mod Himlens Blaa,
men vi gaar i en stille og stadig Undren
over alt det meget, vi pludselig maa I
NU nyder vi Fredens signede Dage
og kævles flittigt om mit og dit,
men det skal vi ikke særligt beklage,
det viser, at Ordet i Danmark er frit.
7
MAN ønsker at leve Livet let,
har Freden saa inderlig kær;
at kæmpe for Sandhed, Frihed og Ret,
det volder et grusomt Besvær.
DEN Mand, der aldrig gløder af Harm,
hvor Retten er traadt under Fod,
han bliver ej heller om Hjærtet varm
ved Synet af Heltens Mod.
I FEM Aar har vi haft Gæster,
der mødte med god Appetit;
i Aar vi i Danmark fester,
fordi vi blev Gæsterne kvit.
DE Folk, der kom for os at »værne«,
har efterladt sig stygge Spor,
som vi nu skynder os at fjerne
ved Hjælp af Sæbevand og Klor.
8
DE sømbeslaaede Støvlers Tramp
sig tabte i det fjerne.
Vor danske Ungdoms kække Kamp
har tændt en Haabets Stjerne.
9
MED Restriktioner gaar det vidt,
og mangt et Indgreb synes drastisk,
men man kan klare sig med lidt,
naar Sindet blot er lidt elastisk.
MED sure Miner vor Mad vi nyder,
naar Middagen ej er efter vor Smag;
der kan komme en Tid, hvor Spørgsmaalet lyder:
Mon vi kan faa Middagsmad i Dag?
EN Mand, hvis Sind af Ildhu aldrig gløder,
og som i alle Spørgsmaal er neutral,
han har den Trøst, der lidt paa Savnet bøder,
at han, som Adam Homo, er »normal«.
HVOR mange Nuller man end skriver,
er de dog blottet for Værdi,
men med et Ettal foran bliver
de straks et drabeligt Parti.
10
OPBYGGELIGHED paa Samlebaand
kan laves ved Hjælp af Rutine,
men een Ting er en skabende Aand,
noget andet en velsmurt Maskine.
EN Statsmand engang har fældet en Dom,
hvis Rigtighed stadig kan konstateres:
Min Søn, du har ingen Anelse om,
med hvor liden Visdom Verden regeres I
Omnibussernes Virksomhed
vil Sundhedstilstanden højnes,
man faar frisk Luft ved hvert et Stoppested
i lang Tid, før Bussen øjnes.
HAR man siddet længe i en Kupe
paa et Ryk af Lokomotivet biende,
og skumlet lidt over D. S. B.
saa virker Afgangssignalet befriende.
11
AT pynte sig med laante Fjer,
det regnes for en tvivlsom Ære,
men pryder det da Kvinden mer
en ægte Rævepels at bære?
HAR man forsøgt sig i flere Fag,
men aldrig fuldtud gjort Fyldest,
saa føles det som en betænkelig Sag
at være Genstand for Hyldest.
ER man født som sjælelig Invalid,
saa bliver man aldrig andet,
saa bliver Livet en daglig Strid
og hver Glæde med Tungsind blandet.
VED Masseproduktion af Ord
vi attraar Sindenes Forvandling,
men det, der sætter dybest Spor,
er altid dog uselvisk Handling.
12
DER spørges, om man med blide Øjne
skal se paa de saakaldte »hvide Løgne«;
og jeg kan kun svare, at jeg hader
alt, hvad der stammer fra Løgnens Fader.
13
EN Bas i Orkestret blev spillet galt,
men Manden lod trøstig staa til:
Bassen er min, den er købt og betalt,
jeg spiller paa min Bas, hvad jeg vil!
VIL du regnes for en elskværdig Mand,
vær da ikke altfor ærlig;
en Mand, der altid er hensynsløs sand,
han bliver i Længden besværlig.
MAN har ikke ondt af, hvad ej man ser,
ja, saadan lyder jo Snakken,
og dog har intet generet mig mer
end en ondskabsfuld Byld i Nakken.
GANG efter Gang er det sket i mit Liv,
at jeg for mig selv blev bange;
jeg saa, at jeg var utrolig naiv,
— men det er vel for Resten saa mange?
14
KRÆV ej, at Kirkens Røst skal klinge
til hver en Tid med samme Klang;
Pendulet maa bestandig svinge,
alt Liv paa Jord er Bølgegang.
MANGEN en Ungmø paa Jagt efter Lykken
forfejler Maalet, fordi hun tror
det er simpelt at blomstre ved Slid i et Køkken,
men fornemt at visne paa et Kontor.
JEG gerne til de gamles Visdom lytter,
dog allerhelst jeg snakker med de smaa;
mit Fremtidshaab for Folk og Land jeg knytter
til Børnene, der nys har lært at gaa.
JEG fatter til Nød, at Folk gider skændes
om Sager, hvorom de ved nogen Besked,
men hvorfor kan Striden aldrig endes
om det, som dog ingen af os ved?
15
MAN fandt sin Glæde i et Fællesskab
med de agerende paa Livets Scene,
men efterhaanden dør den gamle Stab,
tilsidst er man saa smertelig alene.
ALT er tilladt — ikke alt er nyttigt!
har engang en klog Apostel sagt.
Alt kan være nyttigt, naar det bliver
som et Kærlighedens Offer bragt.
AT »gode Raad er dyre« siges tit,
men de kan dog til Tider gøre Nytte;
med slette Raad man aldrig naar ret vidt,
og det er altid dyrt til dem at lytte.
BLANDT Sanserne, som Gud os gav,
een i Særdeleshed bør skattes:
vor Sans for det bag Død og Grav,
som ej med Sanserne kan fattes.
16
CHRISTMAS paastaar, at Venstre har lusket,
andre vil sige, at Christmas har fusket.
17
OM kort eller langt du er naaet,
om du lidt eller meget har lært,
vær tro mod det Lys, du har faaet,
og mod det, du fik hjærteligt kært.
NAAR to, der ikke maa faa hinanden,
sig dog omsider til Sejr har stridt,
er det trist at se, hvis de siden kæmper
for nu at blive hinanden kvit.
MED Kunst har mangen en stræbsom Mand
umaget sig ganske omsonst;
at gøre, hvad andre ogsaa kan,
bør ikke regnes for Kunst.
TRO ej, at hver mørkladen Sky
skal tydes som et Uvejrstegn;
maaske vil Skyen blot forny
din Agers Grøde med sin Regn.
18
EN Hyggeaften blandt gode Venner
med munter Tale og harmløs Skæmt,
er den bedste Rekreation, jeg kender,
naar Foden er træt og Sindet forstemt.
ET nyfødt Barn — hvem ved, hvad det faar givet,
om Vejen bliver stakket eller lang?
Maaske skal det uænset leve Livet,
— maaske skal det forandre Verdens Gangl
OVER Ungdommen føres der megen Klage,
men det trøster mig, at man saa tit har set,
at den, der var flygtig i Ungdommens Dage,
som ældre blev Moralist og Asket.
DE æ så grim å høør o Folk, dæ skjændes,
en tøgges, den Bestelling æ så dum,
å manne Gong ka di wol knap nok jennes
om, hwa de æ, di ett ka jennes om.
19
VEJEN kan blive lang og trist
for den, der aldrig fik lært at glemme,
men mere fattig er den forvist,
der aldrig lytter til Mindets Stemme.
MANGEN trofast Ven jeg kender,
som jeg trygt tør stole paa,
men jeg ejer ogsaa Venner,
som mit Øje aldrig saa.
SELV om Tid og Rum os skiller,
gaar mod samme Maal vor Gang,
og ved samme Kilde stiller
vi vort Hjærtes dybe Trang.
EJ til samme Kaar vi fødes,
Kristenfolk i Syd og Nord,
dog i et vi daglig mødes:
i at bede Fadervor.
20
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1945 af Anton Berntsen (1945) |
Copyright ISCA Software 2023-