EPIGRAMMER JULEN 1946

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!


11. AARGANG

En Digter er som et skælvende Siv,
der bøjes af barske Vinde;
han drømmer en Drøm om et Skønhedsliv,
han aldrig i Verden vil finde.

Der kommer en Hverdag, naar Festen er endt,
og da skal et slidsomt Dagværk man øve;
Festdagens Ildhu er lidet bevendt,
hvis ej den i Hverdagen staar sin Prøve.

Jo tungere Læs, des dybere Spor
af Vognhjul i Vejen man finder.
Fra Tider, hvor Hjærtesorgen var stor,
man gemmer de dyreste Minder.

7

Man ved, at der altid i Hav og Fjord
gaar svære Dønninger efter en Storm;
omsider slettes dog Krigens Spor,
og Livet i Freden finder sin Form.

Der er Brug for Stormandsdaad i en Tid,
hvor Tronen vakler og Riger ramler;
foragt dog ej derfor Smaamandens Flid,
der er ogsaa Brug for en Spildindsamler.

Atomernes Spaltning er Statsmænds Trøst,
det Middel skal Krigen forhindre,
men Spaltningen mellem Vest og Øst
har Atombomben ikke gjort mindre.

At aande kan være farligt,
har Statsministeren sagt,
men hvis man lod være, man snarligt
som Lig blev i Graven lagt.

8

En Forsker skal ane, hvad ingen ved,
en Digter skal tolke, hvad ingen kan sige,
en Statsmand skal skabe Retfærd og Fred
i en Verden, der hærges af blodige Krige.

At det stille Vand har den dybe Grund,
kan af Uffe hin spage vi lære.
Da han langt om længe fik aabnet sin Mund,
blev det Fjenden en kostbar Affære.

Mangt et Værk synes øvet omsonst,
med Vemod man ser sig tilbage.
En Fusker i Livets den svære Kunst
man var dog vist alle Dage.

Livet er svært, selv om Sindet er ungt,
for den, der føler sit Ansvar tungt;
hvad andre regned for Tidsfordriv,
for ham blev en Sorg i hele hans Liv.

9

Der er meget i Livet, jeg undres paa,
der er Gaader ved hvert et Skridt.
Skal jeg nøjes med det, min Forstand kan forstaa,
saa bliver det til for lidt.

Den dumme viser ofte i sin Færden,
at han som Menneske er fuldt normal;
den viseste i denne sære Verden
er ofte den, der regnes for lidt gal.

At nogle er kloge og andre dumme,
derom man aldrig i Strid kan komme;
men hvem der er klog, og hvem der er dum,
det er der delte Meninger om.

Det Fænomen man ofte saa,
at den, der var af Dumhed lidende,
dog mente alting at forstaa
og følte sig som bedrevidende.

10

Jo mindre man ejer af det reelle,
af Livets inderste sande Værdi,
des mer vil man klynge sig til det formelle,
til udvortes Form og Ceremoni.

Jo mere Ungdommens Indtægter hæves,
des mere Fritid der ogsaa maa kræves.
Nær Arbejdet bærer saa gylden Frugt,
saa tager det Tid at faa Pengene brugt.

Der er overalt en Duft af Tobak,
der ryges ivrigt af Mand og af Kvinde.
Vi Ikke-Rygere sukker: Ak,
skal »Farisæismen« nu rent forsvinde!

Naar Kvinderne til et Valg bliver kaldt,
de stemmer som oftest paa Mænd;
men bliver der saa ingen Kvinder valgt.
faar de mandlige Vælgere Skænd-

12

Med »Mørkemand« og »Reaktionær«
blev mangen en Modstander fældet;
men det Vaaben bider ikke mer,
det synes at være forældet.

Nu dømmes de Krigsforbrydere smaa,
for streng man finder nok stundom Straffen;
nuvel, saa lad dem Benaadning faa,
men helst efter TaabesParagraffen I

Det sker, at man faar en god Ide,
og at andre fører den ud i Livet;
saa kan det være lidt svært at se,
at andre faar Lønnen og Æren givet.

Søg altid at være mild i din Dom
over dem, du ikke saa godt kan lide.
Hos Folk, man ikke ret synes om,
man ser saa let kun den svage Side.

13

Man lytter til Lærkernes Klokkespil
en solgylden Sommerdag paa Landet,
og det er saa dejligt at være til,
at man ikke ønsker at være andet.

En Far og en Mor opdrager de smaa,
det koster Slid og Forsagelse,
og senere prøver den unge paa
at bedre de gamles Opdragelse.

At mit ene Øre for Lyd er lukt
er nærmest et lykkeligt Skæbnens Spil;
der siges saa tit noget mindre smukt,
som jeg vender det døve Øre til.

Hver Gang det i en politisk Debat
med Argumenter lidt sløjt er,
saa skynder man sig at tage fat
paa Mandler og Rulleskøjter.

14


En Sejr, der vindes smertefrit og nemt,
kan stundom Vej til Vækst og Fremgang spærre.
Miskendelse er vistnok noget slemt,
men billig Popularitet er værre.

Da jeg i Barneaar sad Aftensæde
hos Far og Mor, blev Tiden stundom lang;
nu gav jeg gerne meget for den Glæde
at sidde hos de to endnu en Gang.

Mangen en Stormdag har Livet bragt mig,
min Livskamp blev ført med skiftende Held;
men nu mod Aften har Stormen lagt sig,
jeg haaber at faa en fredfyldt Kvæld.

Jeg elsker Barnet. Det har Muligheder,
der nu forlængst for mig er gaaet tabt.
For alle Børn paa Jord en Bøn jeg beder:
Giv dem den Lykke, hvortil de er skabt!

16

En Mand vilde skabe noget smukt og stort,
den Tanke han kæled i Smug for,
men da han omsider fik Arbejdet gjort,
var det noget, der ikke var Brug for.

For den ensomme Mand bør Dagværket gaa
som en hastigt rindende Elv,
saa fries han derved fra at faa
Medlidenhed med sig selv.

En Mand af saa mange Uheld blev mødt,
at han med Mistro sig selv betragtede;
det viste sig jo, at da han blev født,
kom han ind i noget, han slet ikke magtede.

Stormagtsvælde blev til Støv,
hvirvled bort som vissent Løv,
stærke Mænd til Fald blev bragt,
— Julen har endnu sin Magt!

17

Næste afsnit

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Epigrammer 1946 af Anton Berntsen (1946)

Tilbage

Copyright ISCA Software 2023-