Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
12. AARGANG
Hver levende Menneskehjerne
er en skabende Tankefabrik,
og man bør omhyggeligt værne
mod Overlast dens Mekanik.
Til Aandslivets skønne Tempel
blev Menneskelegemet skabt,
men det mister sit Guddomsstempel,
hvor Aandens Rigdom gaar tabt.
At leve paa Stimulanser
kan blive et Aandslivs Ruin;
man sløver blot sine Sanser
med Spiritus og Nicotin.
7
Kun der, hvor Liv sig formerer,
forøges Slægtsarvens Sum ;
en Slægt, der degenererer,
er under Udslettelsens Dom.
Med Tænkeevne er Mennesket skabt,
og dog kan det synes til Tider,
at Evnen til at tænke er tabt,
eller ogsaa, at Folk ikke gider.
Til djærv og beslutsom Handling
der kræves vel Karakter,
men livslang, taalmodig Venten,
det kræver dog meget mer.
En Arv fra henfarne Slægter
sig dølger bag Pandens Hvælv,
og selv om vi Arven fornægter,
den er dog en Del af vort Selv.
8
Der er mange Gaader ved Slægtens Formering,
hvis Løsning aldrig blev bragt for en Dag;
om Forældrene end var af første Sortering,
saa hændte det dog, at Barnet blev Vrag.
9
At man ikke er født i en Herregaard
bør aldrig det kække Livsmod kue;
der kan times en Nyfødt værre Kaar
end at vugges til Ro i en Husmandsstue.
Jo mere man ældes af Aar, des mer
man lytter betaget til V aarens Sang;
det Under, der i Naturen sker,
man ser maaske nu for sidste Gang.
Det unge Sind og den gamle Krop
kan ikke altid forliges;
naar Legemet nægter at følge Trop,
saa kommer de let til at kriges.
Nogle har Talegaver og Mod
men intet Budskab at bringe;
andre har Tanker i Overflod,
men Talekunsten er ringe.
10
Mangen Læge har mig skuffet,
stundom ønsked jeg hans Skalp;
nu har jeg den rette truffet,
han gav Medicin, der hjalp.
11
Influenzaen kom som en uønsket Gæst,
man følte sig ikke beæret,
og den efterlod af Træthed en Rest,
som man helst vilde have undværet.
Der kommer en Tid, hvor Grøntsags-Fortæring,
maa bøde paa mangelfuld Vinter-Ernæring.
Ved Hjælp af en passende Foderblanding
jeg haaber at hindre min Livsbaads Stranding.
Folk uden Humor maa man lade fare,
som deres Ven man aldrig mig har set;
i deres sure Miner ser jeg bare
et Tegn paa psykisk Invaliditet.
Om du føler dig skammeligt svigtet
af en Ven, der var bleven dig kær,
føl dog ej til Sorg dig forpligtet,
han var næppe din Trofasthed værd.
12
Det sker, at Folk, om hvem man i det hele
helst kun det allerbedste vilde tro,
dog søger deres Kage stærkt at mele,
naar der skal holdes Skifte i et Bo.
13
En Menighed holdt Andagt ved en Grav
og takked Gud for Vennen, han dem gav;
man priste højt den hedengangnes Dyder
men tav med, at han var en Skattesnyder.
En Jyde vel stundom maa give Køb
for Øboens større Gesvindighed,
men han sejrer dog i det lange Løb
ved Hjælp af sin jydske Sindighed.
Man prædiker med Nidkærhed og Kunst,
men undrer sig, at der dog intet sker;
de gode Ord tit synes talt omsonst,
den bedste Prædiken er den, man ser.
Trods Undervisning i Talekunst
blev mangen Tale dog holdt omsonst;
maaske var det stundom til mere Nytte
med et Kursus i at holde sin Bøtte.
14
Som Barn jeg kun hjemlige Stier har traadt,
men nu er jo alting flottere;
for Nutidens Børn er det hjemlige smaat,
de skal helst være Globetrottere.
15
Naar man hører en Fagmand nævne,
at han bliver ved det, han har lært,
kan det tydes som bristende Evne
til at lære det ny er for svært.
Reklamen skal faa mig til at tro,
at jeg noget godt og nyttigt har fundet,
men Varens Salg vil derpaa bero,
om den gode Tro viser sig velbegrundet.
Ved mangt et landligt Præstekald
man fordum fandt en Hestestald ;
nu finder man ved Husets Mur
et lille nøjsomt Cykleskur.
Kundskab man af Bøger faar,
den kan god og nyttig være;
den, der søger Visdom, gaar
helst hos Livet selv i Lære.
16
Ser man en Humorist, der ler
med Fryd ad egne Vittigheder,
saa ved man ogsaa, at man ser
en Mand, der andre grusomt keder.
17
At en Tænker har Tankevanskeligheder
er ikke vanskeligt at forstaa,
men hvor man forgæves om Tanker leder,
maa Vanskelighederne vist være smaa.
Den, der tænker, før han taler,
undgaar mange slemme Kvaler;
men hvor Tænkeevnen fattes,
Tavshed fremfor alt maa skattes.
Bag Nerveklinikkens Mur og Hegn
de trætte sætter hverandre Stævne;
her mødes Folk fra saa mangen Egn,
for hvem Livet i Frihed blev over Evne.
At Jordens Tiltrækningskraft er stor,
vi gamle især fornemmer;
vi bøjes mere og mere mod Jord,
tilsidst man i Jorden os gemmer.
18
De onde Aander triumferer
ved Lyden af hver afskudt Pil,
naar Giftigheder man serverer
med falske, honningsøde Smil.
19
Ved Elskovsaffærer af tvivlsom Art
bør man ikke undskylde Manden;
hvad der regnes for Last hos den ene Part
kan aldrig være Dyd hos den anden.
Adam bløw glad, da han fæk sæ en Brud,
de Siibjen, hun koost, wa godt giwwen ud.
A tænke, han ga hind et Køs hwæ Muen
å såå: De wa Sjow, te a fæk dæ te Kuenl
Trods Freden, der kom,
vi kævles og strides;
Krybben er tom,
og Hestene bides.
20
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1947 af Anton Berntsen (1947) |
Copyright ISCA Software 2023-