Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
13. AARGANG
Lys i Mørke, Hjælp i Nød,
Livets Sejr trods Synd og Død,
Lovsang under Kirkebue,
Julefryd i Hjemmets Stue,
Bøn til Gud om Fred paa Jord,
det er kristen Jul i Nord.
Glad Forventning farver Barnets Kinder,
hver Gang Julefesten rykker nær.
Gamle Mennesker med kære Minder
hygger sig i Julelysets Skær.
Paa Jorden høres Gny af Vaaben
og hadefulde Fjenderaab,
men over os er Himlen aaben,
vi har, trods alt, et Nytaarshaab.
5
Min Faders gode Ord jeg mindes,
naar Trængselstider mig vil gæste :
Med Taalmod alt kan overvindes,
jeg haaber altid paa det bedste.
Naar Nøden er stor, er Hjælpen nær,
den Sandhed vi tit har erfaret;
vor Strid med de mange Bekymringers Hær
kunde ofte godt være sparet.
At ærgre sig er en unyttig Id,
en Gift, der Humøret fordærver.
At bekymre sig er et unyttigt Slid
paa trætte og følsomme Nerver.
Man staar til Tider ved en dunkel Port,
alt synes Mørke, Nat og Nederlag.
Fortvivl dog ej, om Mørket synes stort,
bag Porten er der atter Lys og Dag.
6
Med en ringe Konto i Livets Bank
kan man dog være kæk og fornøjet;
naar bare Sjælen holder sig rank,
gør det intet, at Ryggen er bøjet.
7
Den sidste Søvn er en Ven saa huld,
en Befrier fra Uro og Frygt;
med en Overdyne af tre Alen Muld
maa man vist kunne hvile trygt.
Et nyttigt Kort er det sorte »Spar«
i Livets skiftende Spil;
naar man aldrig bruger mer end man har,
vil Pengene altid slaa til.
To Brikker er der i Livets Spil,
den ene Kvinden, den anden Manden;
et fælles Virke skabtes de til,
men gør det tit saa svært for hinanden.
De unge vil reformere
vor gamle, skaldede Klode;
vi gamle maa resignere
og haabe paa Sejr for det gode.
8
Ikke alt er rationeret,
Duft af Muld og Sang af Lærker
faar vi ganske frit leveret,
Solskin faar vi uden Mærker.
9
En Kartoffel kan spises
adskillige Gange,
naa den lægges i Jorden
og bliver mange.
Mange, jeg forhen gerne saa,
har denne vor Jord forladt;
der er færre Venner at hilse paa
og mindre Slid paa min Hat.
Mangen, der mister Viv eller Mand,
ret snart ved en anden sig trester;
andre vælger i enlig Stand
at lytte til Mindets Røster.
Hvad Fremtiden bringer af Viden,
det for de fleste af os dulgt.
Er en Mand i det Stykke forud for Tiden,
vil af sin Samtid han blive forfulgt.
10
Profeternes Liv staar ofte paa Spil,
man finder dem irriterende.
En Dag slog man ogsaa Gandhi ihjel,
hans Fredssind var altfor generende.
Vi Mennesker støder Gang paa Gang
paa en Grænse for, hvad vi kan vide,
men fattig er den, der aldrig har Trang
til Grænsen at overskride.
Det er sært, at Chancen for Verdensfred
bestandig af Syne tabes;
man træffer dog jævnlig Folk, der ved
ret nøje, hvordan den skal skabes.
Med Frihedsklokker der ringes,
Alverden skal nu gøres fri,
men en »Frihed«, hvortil man skal tvinges,
er vel nærmest et nyt Slaveri?
11
Vær med til at skabe en Slægt, der er sund,
ved at værne med Omhu om Barnets Veje;
et lykkeligt Smil om en Barnemund
er et Glimt af Slægtens dyreste Eje.
Er man selv en ligegyldig Person,
hvis Fortjenester ingen kender,
saa skaffer man sig lidt Position
ved at prale med fornemme Venner.
At regne Penge for noget Skidt
er slet ikke særligt priseligt;
Penge er gode nok, for saa vidt
man forstaar at omgaas dem viseligt.
Der er mere Retfærd i Skæbnens Spil,
end man øjner lige i Tiden;
den Dukkert, den indbildske trænger til,
skal han nok faa sig før eller siden.
12
Bag Eventyrets Tjørnehæk
kan barnlig Kløgt sig gemme ;
er Melodien bleven væk,
lyt da til Barnets Stemme!
At være den gode Samdrægtigheds Tolk,
det Maal har jeg eftertragtet.
Den Kunst, at lægge sig ud med Folk,
jeg aldrig rigtig har magtet.
13
Tak Gud, hvis dit Forældrepar,
blandt brave Folk du finder;
vær glad, hvis om din Mor og Far
du kun har gode Minder.
Det grove Arbejde præger sin Mand,
det ser man paa Børsmatadoren;
ved Pengemagt han vel højner sin Stand,
men hans Sjæl kryber lavt langs med Jorden.
Di fanget en Tyw, han måt sed nowwe Oer,
vi wa godt tepas, da vi so et.
Skuld æ Mand no glemm, hwa de æ han hå goer,
ska vi ande jo nok hows ham o et.
Te en swaggele Mand ka blyw femåhalfjæs
å tjeen si Pææng ve å skryww nowwe Væs,
å blyw takket få de a stuuer å a smo,
— de er en Lykk, en ska veed å skjøn ol
14
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1948 af Anton Berntsen (1948) |
Copyright ISCA Software 2023-