Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
14. AARGANG
Naar vi vort sidste Ord har sagt,
og Afskedstimen kommer,
da er vor sidste Rejsedragt
en Skjorte uden Lommer.
Hver en lykkelig Stund, vi har levet,
hvert et Værk, der blev øvet i Tro,
en umistelig Rigdom er blevet
et Aktiv i vort Aandslivs Bo.
Naar man kender sin Pligt, men følger sin Lyst
og bliver af Skæbnen straffet,
saa har man kun den fattige Trøst,
at de Klø har man selv sig skaffet.
7
At Retten bør holdes i Ære,
om den Sag enes man let;
men hvor gammel skal Uretten være,
før den er forvandlet til Ret?
Ungdommens Ildhu og Alderens Ro
maa ofte om Ledelsen kriges.
Lykkeligst var det vel, om de to
kunde nogenlunde forliges.
At tippe skal ingen faa mig til,
en væsentlig Ting er til Hinder:
jeg er absolut imod al Slags Spil,
fordi jeg dog aldrig vinder.
Mennesker kan ikke alt, hvad de vil,
og det er godt nok det samme;
mange har villet slaa Tiden ihjel,
men ingen fik Held til at ramme.
8
Vor Klode er en Rutebil
saa tæt besat med Passagerer,
at vi paa Rejsens mange Mil
hverandre føleligt generer.
9
I Livet møder man ofte Modvind,
og Vejen er ikke altid nem;
maaske er dog Modvind just en god Vind,
den kalder de skjulte Reserver frem.
Det hænder, at Sjælen begærer mere,
end Krop og Helbred kan svare til,
og hvis man saa ej vil resignere,
kan selve Livet sættes paa Spil.
Et Snit i en Finger jeg fik som Knægt,
et blødende Saar, der dog snart var lægt,
men Arret var synligt i mange Aar.
— Der er ogsaa Ar efter Sjælens Saar!
Mangen en Gæst i mit Hjem har jeg set,
de kom, og de gik, der var ingenting sket,
men saa kom Døden en Dag til min Dør,
og nu er ingenting, som det var før.
10
Min Stræben bærer kun sjældent Frugt,
der helt er Formaalet værdig,
men den Dag, jeg selv finder Værket smukt,
da er jeg sandsynligvis færdig.
Om du vil din egen Velfærd betrygge,
bør først du betænke din Lykkes Pris;
for dyrt du køber din egen Lykke,
hvis Prisen er andres LykkesForlis.
Mon en kvindelig Præst kan føle sig tryg,
naar nu Vildtets utrygge Kaar hun deler?
Man jager en kvindelig Præstemyg,
men freder de maskuline Kameler.
At Skallen er fint poleret, men hul,
man altfor tit faar at se;
at Kærnen er god, skønt Skallen er ful,
kan dog heldigvis ogsaa ske.
11
Den rette Mand kan faa alt til at gaa,
om Pengemidlerne end er smaa;
men der, hvor den rette Mand man savner,
selv store Ofre kun lidet gavner.
I hvert levende Væsen et Hjærte banker,
ogsaa hos den, der er født med Skavanker.
Vogt dig da vel for at saare den svage,
det er bedre at lindre den lidendes Klage.
Forkynderne svinger vel Ordets Sværd,
men de fleste er ikke farlige ;
kun een Slags kommer jeg nødig nær,
det er dem, der er ufejlbarlige.
Det hænder til Tider, at Gud kaster Vrag
paa en Hjælper, hvis Kristendom er korrekt,
og at han i en svær og vanskelig Sag
gør Brug af et Redskab, der er lidt defekt.
12
At tale om ligegyldige Ting
med en ligegyldig Person,
mens man ligegyldigt ser sig omkring,
det kalder man Konversation.
13
Tider kommer, og Tider gaar
som en hastigt ilende Strøm;
bag os Fortidens Minder staar
som en fjern uvirkelig Drøm.
Naar helt man giver sig Gud i Vold,
kan Hjærtefreden bevares;
men hvis det kun sker med Forbehold,
man ej for Bekymringer spares.
Til Glæde for nogle, til Sorg for andre
vi gaar gennem Verden vor Pilgrimsgang;
ujævn er Vejen, vi fik at vandre,
en stadig Skiften af Graad og Sang.
En maadelig Partner i Livets Spil,
som aldrig helt gjorde Fyldest,
maa undre sig over, hvordan det gaar til,
at han dog bliver Genstand for Hyldest.
14
Produktionen op og Forbruget ned
det er Vejen til Velstand og Lykke.
Med mindre Snak og med mere Sved
skal Fremtidens Danmark vi bygge.
Man faar saa mangt et velment Venneraad,
som man dog ikke tænker paa at følge;
man ønsker selv at styre egen Baad
frem gennem hver en farlig Uvejrsbølge.
Til en Ven, der er sledsk og smiskende,
gør man klogt i sin Ryg at vende;
det er stundom mere forfriskende
at møde en ærlig Fjende.
Jo mer man har stridt for et Maal at naa,
des mere har man det kær;
for den, der kan faa, hvad han peger paa,
er ingenting noget værd.
15
Har Bogen et slidt og laset Bind,
saa ved man, at den har saaet
sit Kundskabsfrø i en Læsers Sind,
og saa har sit Maal den naaet.
Naar bare en Vittighed er god,
gør det intet, om den er graa af Ælde;
der er altid een, som med frejdigt Mod
vil sig som dens kloge Ophav melde.
At gøre en Myg til en Elefant
kan nok være ganske interessant,
det er som et spændende Eventyr,
men hvem kan huse saa mægtigt et Dyr?
Jeg ser tilbage paa mit lange Liv
og paa de Veje, jeg har maattet vandre.
Hvor var jeg ofte mærkelig naiv!
men — var saa meget klogere de andre ?
16
Naar Solskin og Regnvejr rationeres,
og begge Dele af Staten leveres,
saa bliver Vejrskiftet mere korrekt,
og saa har man et godt nyt Skatteobjekt.
17
En ka ett længer åld de, en vil,
næer æ Røkk blywwe gammel å bøwet,
men så lænng en ka rederier sæ sjel,
så skal en endda vær fånøwet.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1949 af Anton Berntsen (1949) |
Copyright ISCA Software 2023-