Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
15. AARGANG
Jeg sidder trygt paa Stolen i min Stue,
den flyttes ej af en usynlig Haand,
for Genfærd jeg behøver ej at grue,
i mine Bordben banker ingen Aand.
Tiden har ændret sig. Venlige Blikke
møder man nu i mangen Butik;
forhen hed det kun: Det har vi ikke I
Hvorpaa man sagde: Undskyld — og gik!
Tiden gaar og Pengene gaar,
og ingen af Delene ret forslaar.
Man ved, at Kronen er mer end halveret,
men er ogsaa Tiden devalueret?
7
Vi strider for saa mangen Sag,
vi fægter, fusker, famler;
vor Travlhed ender først den Dag,
da Universet ramler.
Naar Søvnløshed om Natten mig vil drille,
saa værger jeg mig med et lønligt Smil
og tænker: Jeg vil ligge ganske stille
og træne til det sidste store Hvil.
De fjerne Landes Pragt jeg ej har set,
til lange Rejser fik jeg aldrig Kræfter,
men hvad der paa min Hjemstavns Grund er sket,
har jeg holdt af at kigge nøje efter.
Jeg sad en Aften ene i mit Hjem
og savned Lyden af min Datters Stemme.
Da tænkte jeg: Hvor er det trist for dem,
der hele Aaret rundt er ene hjemme.
8
Jo mer man forkorter vor Arbejdsdag,
des mere maa man med Dagværket ile;
man bliver saa træt af det travle Jag,
og man skynder sig for at faa Tid til at hvile.
9
Sygdom og Træthed og Tidens Tand
som Fjender man lærer at kende;
man kæmper imod dem, saa godt man kan,
til det Slagsmaal en Dag faar Ende.
Bed ej om en Livets Facitbog,
og lev ej af Mad, som andre har tygget.
Den, der paa Livsværdier er klog
vil selv have Lov til at regne Stykket.
Det sker, at man møder en fordums Ven,
det hænder, at tabte Penge genvindes,
men Tid, der er tabt, kommer aldrig igen,
for den kan der ingen Erstatning findes.
Til hver en Skabning er der dagligt Brød,
hvis blot om Delingen vi kan forliges ;
dog lider Millioner bitter Nød,
fordi vi Adams Børn bestandigt kriges.
10
Som Yngling saa jeg med hungrigt Blik
paa Bagerens duftende Kager ;
som ældre lidt bedre Raad jeg fik,
men nu synes jeg ikke, de smager.
11
Du, som ikke savner Livets Goder,
som var stærk i Striden, da det gjaldt,
tænk barmhjærtigt paa din svage Broder,
og vær med at rejse dem, der faldt.
Du, som for de dybe Fald blev sparet,
kom den faldnes bitre Nød i Hu;
har han end paa vilde Veje faret,
er han dog et Menneske som du.
I Livets store Virksomhed
er Døden et nødvendigt Led.
Man maa, for selv at leve vel,
slaa andre Skabninger ihjel.
Lattermuskler og Smilehuller
er Gaver fra Skaberens egen Haand ;
lad derfor ej sure Sjæles Banbuller
faa Lov til at lægge Smilet i Baand.
12
En lille Mand, der taler store Ord,
vil ofte virke ufrivillig komisk;
man tænker: Hvad mon der i Manden bor?
Hvad mon han indeholder anatomisk
13
Som en forvildet Hund i et Spil Kegler
man tumler om, er andre til Besvær;
tilsidst man som en havareret Sejler
maa spejde efter, om en Havn er nær.
En Fordel, vundet ved Fiduser,
er altid altfor dyrekøbt;
en slet Samvittighed man huser,
naar Sandhed man i Løgn har svøbt.
Er Viljen god, men Evnen svag,
og lykkes kun slet min Stræben,
da trænger jeg til hver Livets Dag
at have et: Tilgiv! -— paa Læben.
Der strides mangen Strid i Løn,
som Gud alene kender;
til mangen angstfyldt Aftenbøn
der foldes trætte Hænder.
14
Jeg nyder at grave min Havejord,
men holder dog Maade med Arbejdsydelsen
fordi man har sagt mig det Visdomsord,
at ved Maadehold forhøjer man Nydelsen.
15
Det er trist nok at se den sprukne Jord
i en haard og langvarig Tørke,
men trods Tørken er der noget der gror,
det sker under Muld og i Mørke.
Naar man vil tegne op sit Levneds acta,
bør man ej sine Fejltrin camouflere,
men selv de mindre lystelige Fakta
bør med Oprigtighed man referere.
Har man sit egentlige Livsværk endt,
og føler man, at det mod Aften lakker,
da er hver Glæde, man endnu faar sendt,
en Tilgift, hvorfor man med Undren takker.
Naar Ungdommen lider et Nederlag,
saa siger den bare: Pyt,
hvad gør det, at man taber et Slag,
der er Tid til at vinde et nyt!
16
Men naar den gamle taber et Slag,
det bringer ham ud af Balance;
han sukker over sit Nederlag:
Der tabtes min sidste Chance.
Nowwe ka ett fo dje Kas te å stemm,
å ande hå Wonnheld mæ hwa di bestel,
men ingen håer et så undt som demm,
dæ goer å ka ett kom te Rætt mæ sæ sjel.
Verden æ fuld a Vrøwl å Spetakel
vi tøgges, wo Ti æ hiel a Laww,
men om nowwe Oer vil ve et Mirakel
wo Ti blyw »di gue gammel Daww.«
17
Vi standses i vor travle Hverdagsfærden
og lytter til en kendt stilfærdig Røst,
som bringer til en syg og fredløs Verden
et Bud om Fred, om Lægedom og Trøst.
Vi mindes om vor Frelsers Fødselstime,
hvor »Fred paa Jord« var Engleskarers Sang;
vi hører atter Julens Klokker kime,
— for nogle af os maaske sidste Gang.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1950 af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-