Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
16. AARGANG
Å SNAKK sæ fræ de, en hå kludret mej,
de Konststøk ka sjel et Båen læær;
så sæjer en, næer en kam gal astæj,
te no skuld jo wol såen væær.
VÆR ikke for hidsig til Kætterjagt,
det før i Tiden er hændt,
at »Kætterens« Tanker først fik Magt,
da han selv paa Baalet var brændt.
I ERFARINGENS Skole bliver man vis,
den varer til Livet er slut ;
men Undervisningen har sin Pris,
og Spanskrør er ikke forbudt.
7
HVAD den enkelte Mand vilde rødme ved,
kan en Sammenslutning præstere;
med den kollektive Samvittighed
kan man altid snildt akkordere.
EN Fanatiker føler bestandig Trang
til at optræde strengt belærende;
og hører han andres Tankegang,
saa smiler han overbærende.
Hvis man ej kan følge Mængden,
maa sin egen Vej man vandre;
Hjærtets Grunddrift, Bølgelængden
evner man ej at forandre.
TRE Ting kan volde Kval og Nød,
for dem er der ingen der sværmer;
det er Kærestesorg og Albuestød
og Lus i for snævre Ærmer.
8
Hvor Løvens Skind kan ej forslaa,
man Rævens Skind tilsætte maa.
Hvad ej man naar ved kækt at kæmpe,
det naar man nu ved List og Lempe.
9
STØVREGN, Klatgæld og Pimpedrik
gør mere Fortræd end man tænker.
De sidste to altfor ofte fik
en skikkelig Mand lagt i Lænker.
BESKEDENHED er altid en Dyd,
og den er især en Ynglings Pryd ;
men en Mand, der er altfor selvudslettende,
kan dog i Længden virke lidt trættende
VI lever vort Liv nær Gravens Bred,
mod Hvilen i Kvæld vi stunder.
Vor Død er som et Lavineskred,
en Verden, der brat gaar under.
JEG lytter bag min Gadedør
til mangen Vandrers Trin og Snakken,
og sender fra mit Pusterør
de gode Folk en Pil i Nakken.
10
DEN store Mand kan man skæmte med,
han ved, hans Storhed er ubestridelig;
men en lille Mand bliver stundom vred,
hvis man overfor ham er lidt uhøjtidelig.
11
LIVET vil bestandig gro,
man maa vokse eller visne.
Nøjes man med Status quo,
vil man snart i Døden isne.
AT vi ikke faar det, vor Hu staar til,
det ofte vort Hjærte saarer;
at vi ikke vil, hvad vor Skaber vil,
burde snarere koste os Taarer.
VI laver vort Liv til et Maskespil
ved at skjule, hvad inderst inde vi vil.
Vi sætter en Ære i at forsmaa
de fristende Goder, vi ikke kan naa.
FARISÆEREN adlyder MenneskesBud
og mener at gøre Gud en Tjeneste.
Tolderen tigger om Naade hos Gud,
hans Sind er trods alt det reneste.
12
MAN sætter Frihedens Madding paa Krog
for Vælgernes Stemmer at fange ;
men hvert Parti har sit eget Sprog,
og Frihedens Arter er mange.
13
KUN Gud kan se, hvad en Mand er værd,
og hvad der i Sjælen sig dølger;
han skabte en Hedningemissionær
af en haard og hidsig Forfølger.
LIVET er aldrig smertefrit,
den, der har levet, har ogsaa lidt.
Men hvem tør sige, at Lidelsens Tugt
hos ham har baaret den rette Frugt?
HVIS man har lidt Tiltro til eget Værd
og ikke er bare en Klud,
saa banker man ikke paa Døren der,
hvor man een Gang er bleven vist ud.
MANGEL paa Charme er vel at beklage,
men dermed er dog ej alting tabt.
Maalet er ikke enhver at behage,
men at være det, hvortil man er skabt.
14
I SKOLEN den dygtige brillerer,
i Livet desværre man stundom ser,
at den, der fik gode Karakterer,
alligevel selv var en sløj Karakter.
HVOR Følelseslivet er mat og koldt,
der bliver Livets Udbytte goldt;
hvor Tanken af Hjærtets Ildhu glødes,
der er det, de store Bedrifter fødes.
DET er smukt at samle paa Minder,
at komme det svundne i Hu;
naar det blot ikke bliver til Hinder
for det Liv, der skal leves nu!
MANGE unge Par savner et Hjem,
som Lykkens Roser kan gro i;
men hvem kan skaffe Boliger frem,
som Folk har Raad til at bo i?
15
SIT Helbred bør man hæge om;
er det sat overstyr,
kan man maaske faa Lægedom.,
men den er ofte dyr.
MIN Sorg er ej den Vej, jeg maatte vandre,
de trange Ungdomsaar med Slud og Vind;
det er den Hjærtesorg, jeg voldte andre,
der hviler som en Byrde paa mit Sind.
NÆER en Mennesk ett længer ka gjøør no Nøtt,
fåde en æ bløwwen få gammel,
ka en somtie tøkk, de wa bæjje å fløtt,
en ka lisså godt ta å pak sammel.
Såen tænker en, næer en æ træt å kyw,
de æ godt, en igjen ka glemm et.
Wohærre æ den, dæ ga wos wo Lyw,
de æ bæst å læ ham bestemm et.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1951 af Anton Berntsen (1951) |
Copyright ISCA Software 2023-