Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Det sidste Hundredaar har bragt mange Forandringer
af den Slags, man i daglig Tale plejer at kalde Fremskridt; moderne Samfærdselsmidler og andre tek niske Vidundere har i høj Grad omformet Tilværelsens Yderside. Ogsaa paa det Omraade, her er Tale om, har den moderne Teknik gjort sin Indflydelse gældende. Nutidens kjoleklædte Orkestermusiker er en ganske anderledes Nodeknuser end den gamle vadmelsklædte Spillemand, og Instrumenterne er nu af en fuldkom nere og mangfoldigere Art end i hine Tider. Og de lavloftede Stuer, hvor en landlig Ungdom den Gang traadte Dansen med træskoklædte Fødder paa et Ler gulv, taaler paa ingen Maade at sammenlignes med en moderne Balsal. Om Fornøjelsen saa er stegen i samme Grad, som det ydre Apparat er bleven forbedret, eller om den Livsglæde, der gav sig Udtryk under saa jævne Former, var mere ægte og umiddelbar end den Mun terhed, en boston- og tangodansende Nutidsungdom kan præstere — ja, det maa de sagkyndige svare paa!
Kunsten at danse er maaske den mest internationale af alle Kunstarter, den har sine Dyrkere under alle Himmelegne og i alle Samfundslag. Ogsaa her i Danmark var Dansen gennem Aarhundreder det Middel, hvorved man gav sin Livsglæde Udtryk i Livets fest lige Stunder. I det 17. Aarhundrede dansede Almuen til Tonerne af de gamle Kæmpeviser, som blev sunget af de dansende; Instrumentalmusik var en Luksus, som var forbeholdt de velhavende Klasser, og som de i Købstæderne ansatte »Stadsinstrumentister« havde Privilegium paa at levere. Men i det 19. Aarhundrede krævedes der Musik til Dansen, ogsaa hos Almuen, og Spillemanden blev da en særdeles vigtig og uund værlig Person i Sognet.1)
For at forstaa, hvilken betydningsfuld Rolle Lands bymusikanten spillede i Størstedelen af forrige Aar hundrede, er det nødvendigt at se lidt paa de Forhold, Almuen den Gang levede under. Befolkningen var ikke som nu delt i Partier, Foreninger og Bevægelser, der samler hver sin Flok og har hver sin Maade at søge Adspredelse og Oplivelse paa. Beboerne i et Sogn dan nede i langt højere Grad end nu en sammenhørende Helhed, der havde Sorger og Glæder, Arbejde og Kamp tilfælles. Livet levedes indenfor Sognets snævre Græn ser, Avislæsning spillede kun en ringe Rolle, Telefoner kendtes ikke, og man levede ikke som nu med i alt, hvad der foregaar Verden over. Alle de vigtigste Livs fornødenheder fra Øllet i Kruset og Maden paa Bordet til det Linned, der fyldte Dragkistens Skuffer, var Pro dukter af Markens Grøde og huslig Flid. Forbruget af »Høkersager« og andre Varer af fremmed Oprin delse begrænsedes til det mindst mulige. Det var da naturligt, at de Fornøjelser, man følte Trang til at skaffe sig, fik det samme Præg af solid Hjemmegjort hed som alt det øvrige, og det faldt ikke let nogen ind at afvige fra de paa Egnen gængse Skikke og Former.
1) Der fandtes Landsbyspillemænd længe før den Tid, men jeg mener, at Spillemandens Anseelse og Betydning naaede sit Højdepunkt i det 19. Aarhundrede.
Man kendte ikke den Tilbøjelighed til at sætte Skel, der nu gør sig gældende paa saa mange Omraader. Der var ikke noget skarpt Skel mellem Herskab og Tyende, heller ikke mellem Arbejdstid og Fritid. Det er karakteristisk, at man ved Rapstærskningen vidste at forene Arbejde og Fornøjelse paa en næsten genial Maade. Man kendte heller ikke vor Tids skarpe Skel mellem kirkeligt og verdsligt; Livet føltes som en Helhed, indenfor hvilken enhver enkelt Faktor havde sin berettigede Plads. Ved Bryllupper og andre Gilder med virkede Præst og Spillemand i god Forstaaelse, og der var ikke Tale om noget Modsætningsforhold. Det hændte en Gang ved et Bryllup i Thy, at da Brude parret efter Vielsen gik ud af Kirken, stod Spillemanden i Vaabenhuset og blæste »Møens Hopsa«. Hans Plads var egentlig udenfor Døren, men paa Grund af Regnvejr havde han fundet det praktisk at gaa ind i Vaabenhuset, og det faldt ikke nogen ind, at det kunde være en Krænkelse af Stedets Hellighed. Ved et Bryllup i Gjellerup1) havde man bestemt, at to Spillemænd skulde anbringes i Kirkens Kor og ledsage Degnens Sang med deres Musik, men det fandt Præsten dog var for meget af det gode.
Spillemandens Anseelse blandt Egnens Befolkning var afhængig af hans Duelighed og Skikkelighed, men enten han nu var lidt eller meget agtet, saa kunde man i hvert Fald ikke undvære ham ved Gilderne, og det var derfor nødvendigt at tage et vist Hensyn til ham. Det gik ikke an at fastsætte Tidspunktet for en Festlighed, inden man vidste, om Spillemanden var ledig den Dag. Følgende Træk, som en paalidelig Mand har fortalt mig, viser, hvorledes man maatte tage Hensyn til ham i den Henseende. Pastor Buchholtz i Øl god var en meget flink og medgørlig Mand, og naar
1) Meddelt af Evald Tang Kristensen. 1*
Folk henvendte sig til ham angaaende et Bryllup eller en Barnedaab, spurgte han altid, om de havde været hos Spillemanden og Kogekonen. Var Svaret benægtende, anbefalede Præsten, at man aftalte Tiden med disse to Avtoriteter, saa skulde han saa gerne rette sig efter deres Lejlighed.
At Spillemanden var en betydningsfuld Person, ses ogsaa deraf, at han ligesom Skræderen og flere har givet Anledning til Dannelsen af folkelige Ordsprog. Nogle af disse er af skæmtende Art, f. Eks. : Noget er bedre end intet, sagde Spillemanden, de gav ham en Lussing. Nu har vi Spillet gaaende, sagde Bonden, han væltede med Musikanterne. Det er det fine af Spillet, naar Musikanterne ligger under Bordet. Finder man en død Spillemand paa Marken, og han ikke har Harpix i Lommen, maa man ustraffet slaa ham ihjel. Nu skal vi have Fred, sagde Spillemanden, da den sidste Streng brast. Andre Ordsprog er af mere moraliserende Art, f. Eks.: Hvad vindes derved Spillemands haandteringen? Kolde Fødder og en rød Næse! Hvem der har bestilt Spillemanden, skal ogsaa betale Spillemandspengene. Spillemanden har det værst hjemme. Der fandtes mange ejendommelige og rigt begavede Personligheder blandt de gamle Spillemænd, og ad skillige, der senere har vundet et Navn i Kunstens Verden, stammer fra gamle Spillemandsslægter. Og det er slet ikke mærkeligt. I vore Dage hænder det ikke saa sjælden, at et begavet Almuesbarn kæmper sig frem og vinder Ære og Berømmelse som Kunstner, men det lod sig vanskeligt gøre i hine Tider. Den fornødne Uddannelse var vanskelig at opnaa, og for en ung Bondeknøs med kunstneriske Anlæg var der egentlig kun en Vej aaben, nemlig den at blive Spille mand. Og selv det kunde være vanskeligt nok; der var ikke saa let Adgang til at faa Timer i Musik som nu. Adskillige Spillemænd havde slet ingen Under visning faaet og lærte aldrig at læse Noder. Andre fik lidt Undervisning og havde lidt Kendskab til Noder, men det stod dog smaat til med Kendskabet til Mu sikens Teori. Følgelig var der visse tekniske Mangler ved deres Musik. Man spillede ikke som nu i alle mulige Tonearter; en gammel Musiker i Vejle, Glar mester Demstrup, forsikrede, at i hans Ungdom kendte de ikke alle disse Krydser og B'er, og saa kunde de dog lave lige saa god Musik den Gang som nu. De fleste kendte kun første Stilling paa Violinen; de Toner, der laa højere, greb man med fjerde Finger, idet man flyttede Haanden saa langt, som det var nødvendigt. Den mangelfulde Teknik medførte visse Vanskelig heder, men man vidste at hjælpe sig. Til nogle Stykker brugte man det Kneb at stemme G-Strengen op i A for at gøre Grebene lettere. Naar man gennemblader gamle Spillemandsnoder, kan man finde mær kelige Unøjagtigheder med Hensyn til Taktinddelingen, men man tager meget fejl, hvis man deraf slutter sig til, at der ikke var rigtig Takt i de gamles Musik. Den rytmiske Sans var netop stærkt udviklet hos Spillemanden; han stampede Takten med Foden, og saa blev der god Takt i Musiken, selv om der var Fejl i Noderne.
Harmonilæren kendte Spillemanden ikke. Selv om der var fire eller fem Spillemænd ved et Gilde, spillede de alle Primastemmen, en enkelt spillede en Oktav over eller under de andre for paa den Maade at opnaa lidt klanglig Effekt. Senere lærte man at spille en Slags Andenstemme; man havde ingen Noder til den, men spillede »Sekond« efter Øret.
Men trods alle Mangler var der noget ved de gamle Spillemænds Musik, der hos de bedste af dem kunde give deres Præstationer en særlig Værdi. Hvis man lader et Dusin Nutidsmusikere spille det samme Stykke, vil de alle spille det nogenlunde ens, korrekt og skoleret, men uden Særpræg. Blandt Spillemændene var der næppe to, der spillede ganske ens; hver havde sine Ejendommeligheder med Hensyn til Tone og Fore drag. Det Indhold, de forstod at lægge ind i deres Musik, var ikke et Produkt af en tillært Musikopfat telse; de spillede ud af en personlig Følelse, der gav hver enkelts Musik sit særlige Præg. Hos en var To nerne præget af en usædvanlig Klangskønhed, hos en anden var det karakteristiske et Drag af Længsel og dyb Vemod, og hos en tredje var et lystigt smittende Lune den herskende Grundstemning. Det, der er Musikens Sjæl, Evnen til at gribe Sindet og at sætte Hjærtets Strenge i Bevægelse, ejede mange af de gamle Spillemænd i rigt Maal.
Noderne spillede ikke saa stor en Rolle som nu, Spillemanden kunde en stor Del af sit Repertoire udenad. Hvad Almuen ejede af gamle folkelige Dansemelodier, blev bevaret ved Spillemændene, den yngre lærte Tonerne af den ældre. Maaske var disse Melodier ikke af stor musikalsk Værdi, men de var dog sikkert Ud tryk for en sundere Smag end de Varietémelodier, der nu flagrer ad over Landet for straks igen at glemmes. Spillemanden var nøje inde i alle de Skikke og Cere monier, der efter gammel Vedtægt hørte sig til ved Gilderne, og det afhang i høj Grad af ham, om alt kom til at gaa, som det skulde. Spillemanden var i Virkeligheden noget af en Kulturbærer i sin Tid og paa sit Omraade.
Violinen var for de fleste Spillemænd det vigtigste og kæreste Instrument. Paa de ofte lange Vandringer til og fra Gilderne bar Spillemanden sin Fiol i en Skindpose, der vendte Haarene udad. Posen var un dertiden lavet af et broget Kalveskind, eller den kunde være syet sammen af gamle Soldater-Tornystre. Næst efter Violinen var Klarinetlen det vigtigste Instrument. Det var oftest en Es Klarinet af Buxbom med 5 Mes singklapper og 8 aabne Lydhuller. Bladet eller Tungen var surret fast til det næbformede Mundstykke med en Sytraad. Klarinetten skulde være fugtig indvendig for at give den rigtige Tone an, men man smurte den ikke med Olie, som det nu er brugeligt; man hældte en Pøs Vand i Tragten, saa det piblede ud af Lyd hullerne. De smaa Skindpuder paa Klapperne havde ikke godt af det, men det var nu saadan en nem og billig Fremgangsmaade. Tværfløjten benyttedes ogsaa en Del, men den var dog ikke saa almindelig udbredt som Klarinetten. Konkurrencen med Købstadmusikerne nødte Spillemændene til at søge at modernisere deres Musik, dels i Retning af Flerstemmighed, dels ved at gøre Brug af flere forskellige Instrumenter. Blæse instrumenter som Kornet, Althorn og Tenorhorn kom efterhaanden i Brug, og hist og her kunde man finde en Kontrabas i et landligt Orkester. Dog nøjedes man oftest med en Violoncello, den kunde til Nød erstatte Kontrabassen og var lettere at transportere. Da Spillemændene ikke var stive i Noderne og paa Grund af Afstanden ikke kunde samles ret ofte til Prøver, har det sagtens knebet med Renhed og Præcision i Sam menspillet, og jeg tager vist ikke fejl i at hævde, at det bedste, Spillemændene ydede, var deres Solospil og ikke deres Medvirken i Musikkorps.
Musikdirektør Carl Møller i Grenaa udgav i en Række Aar (Halvfjerdserne og Firserne?) en Del Nodehæfter, »Petit-Danse«, smaa lette Dansemelodier i et meget let Arrangement for flere Stemmer. Skønt Indholdet var ret tyndt og ofte indeholdt Fejl, blev disse Noder dog stærkt udbredte blandt Landsbyspillemændene, fordi Stykkerne var saa lette at spille. Enkelte af de dygtigste forsmaaede dog Carl Møllers Noder og forskrev Noder fra København.
Med Hensyn til Evner og Karakter var Spille mændene vel saa forskellige som Adams Børn i det hele taget. Der var solide, stræbsomme og velsitu erede Spillemænd, som levede et mønsterværdigt Liv, og andre, som havde mere af Gøglerens letsindige Blod i sig, hutlede sig igennem, som de kunde bedst. Men trods alle Forskelligheder var der visse Egen skaber, man fandt hos de fleste af dem, et følsomt poetisk Sind, en udviklet Skønhedssans os fremfor alt den Sindets Umiddelbarhed, der gør det muligt at give sig hen i en Stemning og skabe Fest omkring sig: Der fortælles om en vestjydsk Spillemand, som aabenbart har været en Mand med Temperament, at han altid førte to Buer af forskellig Længde med sig. Til at begynde med brugte han den korte, men naar han og de dansende var kommen rigtig i Aande, tog han den lange i Brug, og saa gik Lystigheden løs for Alvor. Og om en nordfynsk Spillemand, Peder Pedersen (Havemand), som boede i Viemose i Allesø Sogn, fortælles der, at naar han spillede over Borde ved Gilderne, kunde det hænde, at Folk glemte at spise og sad stille lyttende.
Den sikre rytmiske Sans gav sig ogsaa Udslag i Evne til at kunne gøre Vers; mange Spillemænd skrev Lejlighedssange, Brude- og Begravelsesvers, og enkelte kunde improvisere. Jeg kender flere Eksempler paa, at Evnen til at rime er gaaet i Arv til en Spillemands Børn og Børnebørn.
Ligesom man taler om Kaldssygdomme, kunde man med Ret tale om Kaldsfristelser, og der er ingen Tvivl om, at Spillemandens farligste Fristelse var Snapsen. Naar han, ofte efter en lang Vandring, kom til Arbejdspladsen, fik han anvist sit Sæde i en Lo eller et andet uopvarmet Lokale, hvor der var rigeligt med Træk og Støv. Her skulde han holde ud fra Dansen begyndte om Aftenen og til den sluttede henad Morgenstunden, og der skulde helst være Humør i hans Spil. Fødderne blev kolde og Fingrene valne, Halsen blev tør, og et venligt Tilbud om en Snaps og et Glas 01 var ikke let at staa for. At en og anden faldt for Fristelsen, er ikke saa mærkeligt, der er mere Grund til at undres over, at mange — og vist de fleste — levede et ordentligt Liv. Men enkelte var ganske vist slemme. I Sønder Nissum i Vestjylland levede der en Spillemand, som hed Knud Thorup, og som var forfalden til Drik. En Gang spillede lian og to andre ved et Bryllup i Vedersø Klit. Allerede den første Aften drak han sig saa fuld, at han ikke kunde spille, og han blev lagt hen i Laden for at sove Rusen ud, medens de to andre besørgede Musiken. Stedets Præst, Pastor Østergaard, traf ham nogle Dage senere, og han ytrede noget om, at Knud skulde dog se at holde Maade med Drikkeriet, saa han kunde passe sin Bestilling. »Ved De hvad, Hr. Pastor,« svarede Knud, »jeg drikker for Resten aldrig mere, end at jeg hverken kan høre eller se!«
Spillemændenes Indtægter var meget forskellige paa de forskellige Egne. Min Fader var i 37 Aar Spille mand i Engum Sogn, og den højeste Aarsindtægt, han opnaaede ved Musiken, var 107 Rigsdaler i Aaret 1865. Men paa andre ligne, hvor Gildevæsenet florerede stærkt, og hvor det f. Eks. var almindeligt at holde Bryllup i tre Dage, var Spillemandens Fortjeneste be tydelig større. Hans Krogh i Blaahøj, som drev Spille mandshaandværket i 78 Aar, tjente i tre Aar som Karl hos Præsten i Sønder Omme. Hans aarlige Løn hos Præsten var 40 Rigsdaler, men han havde Lov til at dyrke Musiken ved Siden af, og det indbragte ham 150 å 200 Rigsdaler om Aaret.
Det hørte vist til Sjældenhederne, at en Spillemand søgte at forbedre Embedets Indkomster ved et lille Fif, men at noget saadant dog kunde ske, ses af følgende Historie. Eske Baggesgaard var Spillemand i Hoven Sogn, og han benyttedes bl. a. af Bymændene i Ørbæk, som var lutter velstaaende Gaardmænd paa en Mand nær. Peter Kristian Andresen var kun Husmand, men han regnede sig dog med til Laget og holdt meget af at sige: »vi store Ørbækkere«. Da Ørbækkerne en Gang skyldte Eske Baggesgaard Spillemandspenge, gik Peder Kristian hen til ham og sagde: »Giv mig en Krone, saa faar du en Tokrone af mig, naar vi skal betale Spillemandspenge. Saa kan de andre ikke være bekendt at give mindre!« Han fik Kronen og gik saa hen til en af Gaardmændene, som hed Kr. Jensen. »Skal vi store Ørbækkere ikke gaa hen og betale Spillemandspenge i Dag?« spurgte Peder Kristian. »Det kan vi godt,« svarede Gaardmanden, og de fulgtes ad derhen. Peder Kristian betalte flot en Tokrone, og Kr. Jensen maatte bekvemme sig til at gøre det samme, han vilde ikke være bekendt at give mindre end Husmanden.
Da Spillemandsvirksomheden i Reglen ikke kunde føde en Familie, var det nødvendigt at have et andet Erhverv ved Siden af, og de fleste Spillemænd drev derfor et eller andet Haandværk. I mange Tilfælde var Spillemanden Skræder eller Væver, men der fandtes ogsaa Smede, Malere, Træskomænd og Rokke drejere etc. blandt Landsbymusikerne. Den kunstne riske Begavelse hos Spillemanden kom ofte Haand værket til Gode, saa at han ogsaa der udmærkede sig ved faglig Dygtighed. Endvidere havde han i Reg len et lille Landbrug, som ogsaa skulde passes. Det var ikke let at drive alle tre Virksomheder med samme Interesse og Energi, og det gik vist oftest saadan, at Musiken var den kæreste Bestilling, som først skulde passes, derefter kom Haandværket, og tilsidst fik Land bruget den Tid, der blev tilovers.
Spillemændenes Antal var stort, og det vilde føre for vidt at omtale alle dem, jeg har hørt nævne. Det følgende er nogle spredte Smaatræk om nogle af de mest kendte Spillemænd, der har levet og virket i Vejle Amt.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Nogle Jydske Spillemænd af Anton Berntsen (1921) |
Copyright ISCA Software 2023-