Bernt Laursen.

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Min Fader, Skræder, Husmand og Spillemand Bernt Laursen — almindelig kendt under Navnet Bernt Skræ der — var født i Assendrup den 11. November 1821. Hans Fader, Laurs Bentsen, gik paa Arbejde paa Herregaarden Tirsbæk, og han drev tillige lidt Slagterforretning. Laurs Bentsen kunde spille lidt paa Violin, og hans Hustru, Abelone Berntsdatter, holdt meget af at synge Salmer. Der var altsaa nogen Sans for Toner i Hjemmet, det var maaske en medvirkende Aarsag til, at baade min Fader og hans yngre Broder, Peder, blev Spillemænd. Min Fader har næppe faaet nogen videre Undervisning i Musiken, men han havde dog lært at spille efter Noder. Efter at han havde lært Skræderprofessionen hos Christen Hansen i Stouby Skov, begyndte han i Aaret 1841 at drive selvstændig Skræderforretning i Assendrup, hvor han havde købt et lille Hus. At han allerede den Gang var en opvakt ung Karl med gode Interesser fremgaar bl. a. af, at han var Holder af J. A. Hansens »Almuevennen«; det har vel næppe været almindeligt i de Tider, at en ung Bondekarl holdt et Tidsskrift. Jeg mindes ogsaa at have hørt fortælle, at han en Gang i sin Ungdom til ligemed nogle flere spadserede til Christiansfeld for at deltage i et gudeligt Møde.
Da Krigen udbrød i 1848, fik han Ordre til at møde i København til Militærtjeneste. I en Dagbog fra Krigs aarene, som han har efterladt sig, fortæller han om Rejsen. Min Fader og flere fra Egnen, som ogsaa skulde afsted, blev kørt i Vogne til Aarhus, og herfra kom de med et Skib til København. Rejsen var be sværlig, og da de Kl. 12 om Natten landede ved Told boden, var de alle vaade, trætte og forkomne. I Løbet af tre Uger var de færdige med Rekrutskolen, som var ret streng, og efter nogle Ugers Vagttjeneste fik min Fader Beskæftigelse med at sy Soldateruniformer. Ved dette Arbejde havde han i Løbet af fire Maaneder en Fortjeneste af 40 Rdl. 1 Mk. 13 Sk. Han fik dog ogsaa Tid til at se sig om i København, og i Dagbogen for tæller han, at han har beset Kongens Stald, været oven paa det runde Taarn, set Thorvaldsens Musæum og Frue Kirke, og han har været til Forestilling i Casino og det kongelige Theater.
Den 19. September 1849 blev han permitteret og rejste hjem, men saa fik han Ordre til at møde*paa Als den 1. December. Her laa han i Kantonnement i 7Va Maaned ved 1. Reserve Bataillon under Major Henckel. At han her har faaet Lejlighed til at dyrke Musiken, ses af et Brev, han har skrevet hjem herfra den 14. Januar 1850. Det hedder heri bl. a.:
»Jeg har været fri for Tjeneste i de sidste tre Dage; jeg har været ved at sy for vores Corpsskriver, hvor for jeg fik 20 Sk. daglig foruden min Lønning, og til lige er jeg kommen til at spille hos vores Marketender til Bal, jeg spillede der sidste Nat og fortjente 1 Rdl. 2 Mk. og jeg har spillet der engang i Forvejen og for tjente 1 Rdl. 4 Mk. Jeg har laant en gammel Violin og den er daarlig, og jeg maa lade mig nøje med den som den er, jeg fortryder meget at jeg ikke fik min Broders Violin med mig, thi jeg kan ingen faa at købe her paa Als.« Min Fader tjente ialt 40 Rigsdaler ved at spille for Soldaterne paa Als.
Den 16. Juli forlod Bataillonen Als. General Schleppe grell holdt en Tale til Soldaterne paa Dybbøl Banke og meddelte dem, at Krigen var brudt ud paany. Saa marscherede de af Sted; Vejret var hedt, og Marschen var saa streng, at 15 Mand faldt undervejs og døde af Udmattelse. Den 18. Juli kom de igennem Flens borg, hvor Indvaanerne var meget gode imod dem, og den 25. Juli deltog de i Istedslaget. Min Fader passerede en Vej, hvor General Schleppegrell laa paa en Ambulance baare i Grøften, han var just falden. Senere var min Fader med til at fordrive Tyskerne fra Grydeskoven.
At Krigsførelsen den Gang var mindre hensynsløs end i senere Tider, fremgaar af følgende Træk. Min Fader og fem andre Soldater samt en Underkorporal blev sendt til Herregaarden Louisenlund for at rekvirere Halm, »men« — hedder det i Dagbogen — »der vankede ikke stort til os, thi Mejersken var vred!« Min Fader deltog ogsaa i Slaget ved Frederiksstad den 4. Oktober, og hans Optegnelser i Dagbogen viser, at denne Dags Oplevelser har gjort et uudsletteligt Indtryk paa ham. Den 14. Februar 1851 vendte han hjem til sin Fødeby med godt Mod og hele Lemmer, og nu skulde han begynde sin Manddomsgerning.
Min Fader og Moder var forlovede, før Krigen ud brød, de havde ventet trofast paa hinariden i Krigs aarene, og nu gjaldt det saa om at skaffe et Hjem, saa de kunde komme sammen. Der blev købt en Jordlod og bygget et Hus paa Assendrup Mark, min Fader udførte selv omtrent al Murerarbejdet, og i No vember 1851 tog det unge Par det ny Hjem i Besid delse. Der var ca. fire Tønder Land Jord, og der var nok at bruge Hænderne til. Om Dagen gik min Fader ud og syede i Gaardene, Markarbejdet maatte hoved sagentlig passes i tidlige Morgen- og sene Aftentimer, og Spillemandshaandværket lagde Beslag paa mange af Nætterne. I Aaret 1852 spillede min Fader 26 Steder, og da han Nytaarsaften gjorde Aarets Regnskab op, havde han tjent 39 Rigsdaler, 1 Mark og 10 Skilling ved Musiken, en rigtig pæn Biindtægt for en Hus mandsfamilie.
Af et Spillemandsregnskab, som min Fader har efter ladt sig, ses det, at han har virket som Spillemand i 37 Aar, og at han i dette Tidsrum har spillet ved 122 Bryllupper, 53 Barselgilder, 111 Høstgilder, 51 Raps gilder, 375 Legestuer og Baller, 6 Rejsegilder, 9 Spille gilder, 1 Sølvbryllup og 40 andre Lejligheder af for skellig Art, ialt 768 Gange. Den samlede Indtægt ved Musiken i disse 37 Aar var 3,838 Kr. 67 Øre, eller gennemsnitlig ca. 104 Kr. om Aaret. Efter Nutidsbe greber er det jo meget beskedne Tal, især da det ikke en Gang var ren Nettofortjeneste, der er slidt mange Støvlesaaler og Violinstrenge paa disse 768 Ture, men jeg tror dog, min Fader fandt, at det var de Penge, han tjente lettest. Violinen var hans Hovedinstrument, men han blæste ogsaa Es Klarinet.
Da der ved mange Lejligheder skulde flere Spille mænd til, maatte min Fader søge Samarbejde med andre Musikere paa Egnen. En af dem var hans Broder, Peder, sædvanlig kaldet Peder Vith; han var en dygtig Violinspiller og blæste tillige Piccolo-Cornet, Jørgen Kragh fra Løsning blæste A Klarinet, Frederik Mårtens i Daugaard spillede Violoncello, Søren Løjtnant, som var Staldkarl i Daugaard Kro, blæste Alt horn, endvidere var der en Musiker i Hatting, som hed Chr. Hansen. lait var der seks Spillemænd, som dannede en Slags Musikforening; der var ikke nogen egentlig Direktør, Folk henvendte sig til den nærmest boende, og han traf Aftale med de andre. Da mine ældre Brødre voksede til, lærte de ogsaa at spille og var med til at spille ved Gilderne. Det hændte ogsaa, at dette landlige Musikkorps spillede i Vejle, men de høstede vistnok ikke særligt Bifald hos Byens Musikere. Der er en Post i min Faders Spillemandsregnskab, som vækker nogen Undren. Der staar nemlig: Spillet for Østerisk Husare paa Thyrsbæk den 29. October 1864 4 Rdl. 2 Mk. Det synes mærkeligt, at Veteranen fra forrige Krig her spiller til Dans for Landets Fjender, og man spørger sig selv om, hvad der kan have bevæget ham til at gøre det. Man vil maaske tro, at det er Pengene, der har fristet ham. 1864 var et daarligt Aar for Spillemanden, der var ingen Bryllupper, og andre Fester var det smaat med. Skræderforretningen var ogsaa paavirket af Krigstiden, og det kunde nok være nød vendigt at tage alt med. Men det var alligevel ikke Hensynet til Fortjenesten, der gjorde Udslaget. Fader var meget ked af det, da han fik Anmodningen; han vilde ikke gerne spille for disse fjendtlige Officerer, og han var ikke sikker paa at faa nogQn Betaling for det. Alligevel bestemte han sig til at gaa derned. Be folkningens Stilling til de fjendtlige Krigsfolk var vistnok den, at man vel betragtede dem som ubudne og besværlige Gæster, som man ønskede at blive kvit hurtigst muligt, men man fandt det ikke klogt eller nødvendigt at benytte enhver Anledning til at vise dem sit Fjendskab. Man vidste fra det daglige Samkvem, at mange af de fremmede Soldater var skikke lige og godmodige Mennesker, som kun var kommen hertil efter deres Øvrigheds Befaling og ikke, fordi de personlig ønskede os noget ondt. Fjenderne var nu en Gang her i Landet, og man fandt det klogest ikke at irritere dem, hvor det kunde undgaas. Maaske har min Fader frygtet for, at Herskabet paa Tirsbæk kunde faa Ubehageligheder, hvis han nægtede at komme. Endelig har det vel havt nogen Betydning, at det var de forholdsvis vellidte Østerrigere og ikke Prøjserne, Anmodningen kom fra. De behandlede ham for øvrigt rigtig pænt og betalte ordentligt.
I November 1888 spillede min Fader ved et Bryllup i Tirsbæk Mølle, og dermed sluttede han sin Spille mandsvirksomhed. Helbredet var ikke saa godt som tidligere, og harmonikaspillende Karle havde til Dels gjort Spillemanden overflødig. Men Violinen skilte han sig ikke af med, og naar han en Gang imellem havde en ledig Stund, kunde han glæde sig selv og andre med at spille sine gamle Yndlingsmelodier. Den gamle Symaskine fik heller ikke Lov at ruste, den var anskaffet i 1872 og var efterhaanden bleven tand slidt og lidt for »snaksom«, men den var dog ikke ringere, end at dens Naal endnu kunde arbejde sig igennem et Dynevaar. 'Da min Fader anskaffede Ma skinen, var han vistnok noget i Tvivl om Maskin syningens Soliditet, men Konkurrencehensyn nødte ham til at følge med Tiden. Andre Skrædere paa Egnen havde nemlig anskaffet sig Symaskiner, og de kunde ved Hjælp af Maskinen udstyre Tøjet med allehaande sirligt slyngede Stikninger. Det var en Nyhed, som Folk satte stor Pris paa, og da det ikke kunde laves med Haanden, maatte min Fader bekvemme sig til at bekoste sig en Symaskine. Den fulgte ham paa de mange Ture omkring til Gaardene, hvor han syede; han bar den i en Trækasse paa Ryggen, og den gik flittig rundt, indtil en halv Snes Dage før min Fader i August 1905 lukkede sine Øjne for sidste Gang.
Naar jeg tænker paa min Fader, mindes jeg uvil kaarlig om Apostelen Jakobs Ord: »Dersom nogen ikke støder an i sin Tale, denne er en fuldkommen Mand«. I de 32 Aar, jeg har kendt ham, har jeg aldrig set ham blive hidsig eller hørt ham bruge hæftige Ord. Han krævede saa lidt for sig selv og vilde saa gerne tjene andre, og hans milde, ligevægtige Sind hjalp ham igennem de trange Tider. Hans Børn takker ham fol en Rigdom af gode og smukke Minder.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Nogle Jydske Spillemænd af Anton Berntsen (1921)

Tilbage