Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Simon Gade var født i Pjedsted i Aaret 1824. Han lærte at spille først hos Mads Brems og senere hos Ole Kjær og var vist en ret dygtig og anset Spille mand. I en Række Aar boede han paa Børkop Mark, hvor han havde en Landejendom paa 5 å 6 Tønder Land, men han havde ondt ved at klare sig i øko nomisk Henseende, maaske var han ikke nogen dygtig Landmand. Senere flyttede han til Børkop By og gav sig til at lave Blomsterborde, som han solgte til For handlere rundt om i Landet. Folk, der har kendt ham, giver ham det Skudsmaal, at han var en god og ærlig Mand; han maatte undertiden laane Penge hos Venner og Bekendte, men han betalte dem altid tilbage. En fremtrædende Egenskab hos ham var et slagfærdigt Vid, der undertiden kunde udarte til Kaadhed. Han var en ypperlig Fortæller, og naar han gav en eller anden pudsig Oplevelse til Bedste, tindrede hans Øjne af Skælmeri.
En Gang spillede han ved et Gilde sammen med Hans Thomsen fra Højrup og Mads Peder Tønning fra Tavlov. De skiftedes til at spille 1. Violin, og da det blev Hans Thomsens Tur, begyndte han i H Dur. Han maatte undertiden døje nogle Skoser af de andre for sine tykke Hjulmandsfingre, og nu vilde han vise sin Dygtighed. .»Kunde du ikke have fundet paa et Kryds mere?« bemærkede Simon Gade tørt. Ved en anden Lejlighed maatte Hans Thomsen ligeledes finde sig i at være Genstand for Simon Gades spøgefulde Indfald. De havde spillet til Gilde syd for Kolding Fjord sammen med Mads Brems og M. P. Tønning, og paa Tilbagevejen skulde de fire Mænd færges over Fjorden i en Pram. Hans Thomsen var ikke nogen Helt paa Søen, og da de først kom saa langt ud, at han ikke længere kunde naa Bunden med sin Kjæp, satte han sig forsigtigt midt i Baaden og vovede ikke at røre sig. Simon Gade sad ved en Side og lod Haanden hænge ned i Vandet, og han fiskede den ene Vandmand op efter den anden og lagde den ligesom i Tankeløshed over paa Knæerne af Hans Thomsens Grejsmølleklædes Bukser. Hans Thomsen sendte ham nogle vrede Øjekast gennem de store Messingbriller, men turde ikke røre sig. Af og til skelede Simon Gade ængsteligt til Hans Thomsens Kjæp, og da de kom til Land, løb han, saa hurtigt han kunde, op til Tønnings Gaard og sagde til Konen: »Nu kommer vi, giv os lidt Rødgrød, Hans Thomsen er saa gal, han vil slaa mig.« »Det har du vist selv været ude om, lille Simon!« svarede Konen, men Rød grøden fik de.
En Gang spillede Simon Gade sammen med Hans Peder Just fra Linnet, og her gjorde han i Gæsternes Paahør den Bemærkning: »Ja, jeg lader gerne Hans Peder faa mine gamle Klæder«. Hans Peder var ikke slagfærdig nok til at give et passende Svar, men han følte sig dybt krænket, og det varede længe, inden han kunde glemme denne Fornærmelse. Han var nemlig en velsitueret Mand, som ikke trængte til andres gamle Klæder, hvorimod Gade ikke var ukendt med økonomiske Vanskeligheder.
En Gang havde Simon Gade og hans Søn spillet ved et Høstgilde i Bredstrup, og paa Hjemvejen kom de igennem Pjedsted Spang sent paa Natten. Paa lignende Ture havde Gade ofte talt om, hvordan man vel vilde forholde sig, hvis man ved Nattetid pludselig stod overfor en Bandit, der truede en paa Livet, om man vilde slaa til ham eller søge at redde sig ved Flugt. Som de nu gik gennem Skoven, rejste der sig pludselig en Skikkelse foran dem, som i Halvmørket syntes at være af en usædvanlig Størrelse. Gade løftede sin Stok og raabte: »Hvem er du? Svar mig, eller jeg slaar dig!« »Naa, naa, lille Far, gi dæ sinde teen,« lød en meget sagtmodig Røst, »a er en skikkele Mand«. Det viste sig at være en fredelig Kreaturtrækker, der havde været i Fredericia med nogle Køer, han var bleven træt paa Vejen og havde hvilet sig lidt i Grøften.
Da Jernbanen i Tredserne blev anlagt gennem denne Egn, var Befolkningen meget optaget af det forunder lige ny, der skulde komme, og flere mente at have set og hørt Varsler for Jernbanetoget, bl. a. havde man hørt en overnaturlig skræbende eller brølende Lyd. En Aften havde Simon Gade været ude at spille og var paa Vej hjemad med sin Klarinet. Han kom forbi Peder Jespersens Gaard, som laa lidt fra Vejen, flere af Gaardens Folk var ude med en Lygte, og Gade blev klog paa, at Peder Jespersen var ved at stige til Hest for at ride et eller andet Sted hen. Pe der Jespersen var lidt stortalende, men for Resten ikke nogen Helt, og Gade kunde nok lide at spille ham et Puds. Han ventede, til Rytteren kom op til Vejen, og holdt sig lidt bagved ham, saa tog han Mund stykket af sin Klarinet og blæste i det. Det lød som et uhyggeligt Vræl, og Rytteren blev synlig forfærdet. Lidt senere blæste Gade i Mundstykket igen, og efter et lille Ophold endnu en Gang. Dagen efter kom Pe der Jespersen hen til ham og bad om at maatte tale med ham under fire Øjne, og Gade var lige ved at frygte, at hans Gavtyvestreg var bleven opdaget. Men saa fortalte Peder Jespersen i dyb Alvor, at han havde ganske vist hidtil talt noget overlegent om Folks Snak om Varsler for Jernbanen, men nu var han bleven overbevist, han havde selv hørt »æ Skræev«. — Si mon Gade holdt af at blive beværtet med god Mad. Naar han havde spist et eller andet særligt lækkert, og man spurgte ham om, hvordan det smagte, svarede han gerne: »Aa, ny har jeg glemt det, lad mig lige faa lidt mere!«
Han har komponeret en Del Dansemelodier, men har dog næppe havt større Betydning i den Henseende. En Gang kom han til at drøfte et musikteoretisk Spørgs maal med sin Ven, Urmager Dahl i Børkop, som var en mærkelig selvlært Mand og havde Forstand paa mange Ting. Gade mente, at han som Musiker maatte vide bedst Besked, men Dahl beviste med sort paa hvidt, at han havde Uret. Det gik Gade saa nær til Hjærte, at han udbrød med Taarer i Øjnene: »Og det skal jeg høre af saadan en som dig!« — En af Gades Elever var Urmager Dahls Søn, Niels Dahl. Han kom senere paa Musikkonservatoriet og blev en fremragende Musiker. Nu dirigerer han et stort Orkester i Amerika og har komponeret en Del Musik.
Simon Gade døde i Foraaret 1900. En Sønnesøn af ham er Komponisten Jakob H. Gade.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Nogle Jydske Spillemænd af Anton Berntsen (1921) |
Copyright ISCA Software 2023-