Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Jørgen Knudsen var født i Vester Smidstrup i Gad bjerg Sogn den 29. Juni 1838. Han spillede fra han var 13 Aar og til sin Død, og hans Instrumenter var Violin og Es Klarinet. Kroejer N. Schou i Hjortsballe var hans Læremester i Musiken. Han var anerkendt som en dygtig Spillemand, og han har komponeret en Del Dansemelodier, som viser, at han baade har været en dygtig Violinspiller, og at han tillige har havt et godt Greb paa at bygge en Melodi. Naar han komponerede en Melodi, havde han den færdig i Ho vedet og nedskrev det hele paa en Gang, og alt imens han skrev med højre Haand, bevægede han Fingrene paa venstre Haand, som om han i Tankerne prøvede Fingersætningen. Han havde lidt Kendskab til at ar rangere og forstod at skrive en anden Stemme til en Melodi. Der var en ejendommelig vemodig Stemning over al hans Musik. En Musiker, som hed Kristen Bojsen, sagde en Gang om en Vals, som Jørgen Knud sen havde komponeret, at han kunde ikke lide den, fordi den var saa vemodig, »naar man spiller til Dans, skal man ikke græde«.
Oprindelig var han en munter og livsglad Natur, men Livets Modgang, særlig i Form af økonomiske Vanskeligheder, kastede sine Skygger over hans Vej. Han overtog sin Fødegaard i Vester Smidstrup, men kom til at sidde lidt haardt ved den, da han jo skulde udbetale de andre Søskende deres Arvepart. Land bruget interesserede ham ikke saa meget som Musiken, og det gik tilbage for ham. I 1886 byttede han Gaarden bort og fik en mindre Ejendom i Hammer, og samtidig forsøgte han at opgive det usunde Spille mandsliv. Men her blev han kun et Aar, saa byttede han igen og fik en lille Ejendom i Romsdal i Give Sogn, og her tog han atter fat paa Musiken. Det blev heller ikke af lang Varighed, et Aarstid efter flyttede han igen og kom til at bo i et lille Hus ved Give Plantage.
Her ernærede han sig udelukkende ved at spille og at give Musikundervisning. Han gik omkring til sine Elever og var i Reglen en Dag hos hver. Honoraret var en Krone om Dagen og Kosten. Det skal have været hans lykkeligste Tid, men han læng tes dog efter den hjemlige Egn i Gadbjerg Sogn, og hans Hjemve fandt Udtryk i en »Længsels Vals« og i et længere Digt. Han var nemlig ogsaa digterisk begavet og skrev Lejlighedssange, f. Eks. ved Døds fald. I 1864 maatte han med i Krigen, og han fik der en slem Asthma, som plagede ham hele hans øv rige Liv. Hans Aandedræt var saa besværligt, at man kunde høre paa Afstand, naar han kom. Men trods denne Lidelse vandrede han milevidt omkring til de Steder, hvor han skulde spille, og til Eleverne. Alle omtaler ham som en hjærtensgod og ærlig Mand. En Gang spillede han sammen med Niels Bruun fra Give og Karl Olesen fra Daldover ved et Bryllup i Tofthøj. Festen holdtes i et Telt, og ved den ene Side var der anbragt en Forhøjning til de tre Spille mænd, men den var ikke større, end at de tre Stole lige kunde staa der. Bagved Spillemændene var Telt lærredet løftet i Vejret paa Grund af Varmen, og uden for Teltet var der en Skrænt ned til Vejen. Jørgen Knudsen var saa uheldig at faa sin Stol skubbet for langt tilbage, saa de bagerste Ben kom udenfor, han gik bagover og greb i Faldet fat i Karl Olesen, saa denne maatte gøre ham Følgeskab, og de trillede begge ned ad Skrænten med deres Instrumenter. Karl Olesen var lige ved at faa fat i Niels Bruun, som sad og blæste Trompet, men denne holdt dog Stillingen. Lidt efter traadte de to uheldige Spillemænd ind i Teltet igen, og Jørgen Knudsen sagde: »Nu skal vi sandele ha en Dram«.
Ved en anden Lejlighed spillede han sammen med Laust Sørensen fra St. Lihme eller, som han sædvan lig kaldtes, Laust Lihme. Hen paa Natten, da Dan sen var ved at slutte, kom der en glad Mand og gav Spillemændene en Mark, han havde moret sig godt, og nu vilde han betale for det. »Hvad har du moret dig over,« spurgte Laust Lihme. »Ja hvad,« svarede Manden, »I har jo spillet for mig, og jeg har danset«. »Du har ikke danset efter vor Musik, vi skal ingen Penge have hos dig,« erklærede Laust, og Manden maatte tage sin Mark tilbage. Han kunde nemlig ikke danse ordentligt, men havde fornøjet sig med at hoppe omkring mellem de dansende paa sin egen Manér. Han havde altsaa ikke havt nogen Nytte af Musiken, og det var under Spillemændenes Værdighed at tage imod Betaling af den Slags Gæster.
En af Jørgen Knudsens mange Elever var Særlingen Jakob Peder Kristensen, ogsaa kaldet Hauge, som boede i Tromhuse i Hvejsel. Han havde faaet Lyst til at lære at spille, men de naturlige Betingelser for at lære Kunsten var ikke de bedste. Ganske vist havde han et godt Øre, men han havde tillige et Par usædvanlig store, tykke og klodsede Hænder, der syntes skabte til alt andet end til at gribe paa Violinstrengene. Og det skortede ham i høj Grad paa Udholdenhed, naar de havde spillet lidt, blev han træt og sagde: »Skal vi saa slaas!« Men trods alle Vanskeligheder blev han dygtig til at spille, og han har endog komponeret en Vals. Jørgen Knudsen, som aabenbart har været en dygtig Musiklærer, sagde, at ingen kunde gribe saa rent i Dobbeltgreb som Jakob Peder Hauge. Særlingen beskæftigede sig desuden med at lave Violiner, og en Gang byggede han en stor Kontrabas. Han blev en Gang meget syg, og Lægen dømte ham fra Livet, men en Dag forlangte han sin Violin, og saa laa han i Sengen og spillede; der var Livsmod i ham endnu, og Døden fik da heller ikke Bugt med ham denne Gang. Paa Grund af hans vanskelige Karakter kom han let i Spektakel med Folk, og Jørgen Knudsen var den eneste, han kunde spille sammen med.
Jørgen Knudsens Moder fik Skyld for at kunne hekse, og flere af Naboerne var bange for hende. Jørgen Knudsen lod sig en Gang forstaa med over for Niels Bruun, at han ogsaa nok kunde hekse en lille Smule, men da Niels Bruun i en gemytlig Tone tilbød, at han maatte prøve sin Kunst paa ham lige med det samme, svarede han: »Nej, naar du snakker paa den Maade, kan jeg ikke«. Hans første Kone døde under Krigen i 1864, og han blev gift anden Gang. Hans anden Kone, som endnu lever og bor i Vejle, er en mild og venlig Morlille, som omtaler Jørgen med stor Hengivenhed. Han døde i Huset ved Give Plantage i 1898.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Nogle Jydske Spillemænd af Anton Berntsen (1921) |
Copyright ISCA Software 2023-