Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Jens Husmand boede paa Stougaards Mark. Han overtog sin Fødegaard, men han havde ingen Lyst til Landbruget, og det gik tilbage for ham i økonomisk Henseende. Musiken var det eneste, han rigtig havde Lyst til, men det gav for lidt til, at han kunde leve af det, og Drikkeriet ved Gilderne fik for megen Magt over ham.
En Gang skulde han spille ved et Bryllup, og han havde skaffet to fremmede Spillemænd til at hjælpe sig. Da Brudetoget kørte til Kirken, sad de tre Spille mænd paa den forreste Vogn og blæste Klarinet, Jens sad ved Kusken, og de to andre sad i den bagerste Agestol. Jens skulde jo dirigere Musiken, men han mærkede snart, at de to fremmede vilde søge at over døve ham og tage Ledelsen fra ham. Et Sted var der gravet en Rende tværs over Vejen. Jens saa den i Tide og tog Klarinetten ud af Munden, men de andre blæste videre, og idet Vognen gik over Renden, fik de et saadant Stød, at de omtrent fik Klarinetterne ned i Halsen. Det gjorde ondt, og nu gik Vigtigheden af dem, saa Jens kunde faa Lov at være den førende.
En anden Gang spillede han sammen med Henrik Martinussen fra Kollemorten ved et Gilde, de blæste begge Klarinet og blæste efter Tidens Skik begge den samme Stemme. Men den ene af dem havde en A Klarinet og den anden en B Klarinet, saa de stemte ikke sammen, og det lød saa rædsomt, at man ikke kunde holde ud at høre paa dem, og saa blev de enige om at blæse skiftevis. De to Spillemænd synes ikke at have havt noget særlig følsomt musikalsk Øre, men det stemmer godt nok med, hvad den vittige Kromand i Gadbjerg, Frederik Iversen, en Gang bemærkede om Henrik Martinussen: »Han æ gue te å spell, men de er ett råe å høør o!«
Jens Husmand, som ellers var en ret vel udviklet Mand, havde den mærkelige Tro, at han efter sin Død ' skulde være Spillemand paa Maanen, og han paalagde sin Kone at sørge for, at »den sorte«, som han kaldte
sin Violin, kom med i Kisten, naar han skulde be graves. Ellers vilde han komme til at savne den, mente han. Om han fik dette Ønske opfyldt, ved jeg ikke; det er ikke ret mange Aar, siden han døde.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Nogle Jydske Spillemænd af Anton Berntsen (1921) |
Copyright ISCA Software 2023-