Niels Bruun.

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Niels Hansen Bruun er en Høkers Søn fra Herslev ved Fredericia, født 5/9 1852, og han har spillet siden han.var 15 Aar. Han har lært at spille hos Mads Brems i Herslev, hvem han omtaler som en prægtig gammel Mand. Niels Bruun har spillet sammen med Jørgen Knudsen, Jens Husmand, Otto Petersen og Rasmus Væver (Rasmus Rasmussen), og han har drevet Musiken som Profession i 40 Aar. Han er en flink og venlig Mand af en munter Karakter, en gemytlig Spøg har han altid været parat til. En Gang havde han spillet til Markedsdans i Brande; der dansedes rundt om i Gaardene, og hvert Sted var der en Spille mand, der leverede Musiken. Folk gik ud og ind af Danselokalerne, og naar Spillemanden skønnede, at der var kommen nyt Publikum, standsede han Spillet og bankede paa Fiolen, og saa maatte Folk op med Fireskillingerne til Spillemanden for at faa ham til at fortsætte. Da Dansen var endt, begav N. Bruun sig paa Vej «ad Harresø til, der skulde han spille den følgende Nat. Undervejs kom han ind i Hjortsballe Kro, den var fuld af Folk, der havde været til Brande Marked. Da Mændene saa Spillemanden komme med Hornet, raabte de, at han skulde spille for dem, de vilde have en Dans mere. N. Bruun havde ikke megen Lyst, men han kunde ikke blive fri, han maatte blæse, og Mændene dansede til Hornmusik lige til den lyse Morgen. Der var ingen Kvinder til Stede. Om Morgenen kom N. Bruun til at køre med et Par unge Mænd, det var en Handelsbetjent og en Provisor. Paa Vejen mødte de to Mænd, der kom kørende med hver sit Stude forspand. »Kan du blæse et Stykke for dem der?« spurgte de to Rejsefæller. Bruun var straks villig; da de var lige ved Siden af de to Køretøjer, blæste han et mægtigt Brøl i Hornet. De to Par Stude optog denne Hilsen som en Fornærmelse, der i høj Grad saarede deres Følelser, de drejede straks om og satte af Sted fra Vejen og ind over Markerne i en saadan Fart, at Mændene ikke en Gang fik Tid til at skælde ud over Spillemanden. Løbske Stude er næsten ikke til at faa Hold paa, og det tog Tid at faa dem standset, men der skete ellers ingen Skade. De to unge Gavtyve morede sig over Spasen, og da de kom til Riis Kro, gav de Niels Bruun en Flæskepandekage med til hørende Drikkevarer. — En anden Gang fulgtes Bruun med Rasmus Væver og Otto Petersen fra Matrup, de skulde til Give at spille. I Oksenbjerre kom de forbi et lille Hus, som var bygget ind i en Bakke, saa at Straataget gik lige ned til Jorden paa Husets Bagside. Rasmus Væver løb lige op ad Taget, stak sit Horn ned i Skorstenen og blæste, saa det rungede i Huset.
Det havde den Virkning, at Husets Beboer, en Særling, som man kaldte Skovskræderen, kom farende ud i stor Rædsel-og raabte: »Hvad Snaven er det?« Han kiggede op til Skorstenen, men Rasmus Væver havde gemt sig ved Enden af Huset, og Skovskræderen fik aldrig opklaret, hvor det ræddelige Brøl kom fra. — En Gang havde Niels Bruun og Jens Husmand spillet sammen i flere Nætter, de var trætte og forvaagede og lagde sig i en Vognport, hvor der laa noget Halm, for at faa en Søvn. - Men der var ogsaa Høns i Vognporten, og lidt efter at de havde lagt sig, var der en Hane, der vækkede dem med en skingrende Galen. Det gen tog sig flere Gange, og tilsidst blev Niels Bruun saa ærgerlig, at han udbrød: »Den bandsedes Kok, da skal a snåe gjør et å mæ en!« Han slog efter den med sin Stok og ramte saa godt, at den laa død paa Stedet. En Gang var Niels Bruun, Rasmus Væver, Otto Petersen og Nis fra Tørring paa Vej fra Hammer til Brande, hvor de skulde spille. Det var en lang Vej, ca. 4 Mil, og der laa dyb Sne, saa det var meget an strengende at gaa. Niels Bruun havde ondt ved at holde ud, og da de havde tilbagelagt de to Trediedele af Vejen, følte han sig syg. Han brændte af Feber og vilde spise Sne for at slukke sin Tørst, men det maatte han ikke for de andre; de mente, det var far ligt. Saa blev det sort for hans Øjne, og han faldt bevidstløs om i Sneen. Otto Petersen, som var en nogenlunde stærk Mand, bøjede sig ned og tog ham paa Ryggen og bar ham ca. en halv Fjerdingvej, saa kom de til en Gaard i Askær, og her gik de ind. Otto Petersen gik med sin Byrde paa Ryggen ind i Forstuen, fik en Dør aabnet og satte sin syge Kam merat ind i Stuen. Niels Bruun var omtrent kommen til Bevidsthed undervejs, og nu blev han lysvaagen af Forskrækkelse ved det Syn, han saa. Han var kommen ind i en Stue, hvor der laa et Lig! De fire Spillemænd hvilte sig lidt her i Gaarden og fik noget at spise, inden de drog videre. Men da de kom til Brande, var Rasmus Væver saa medtaget af Anstrengelse, at han ikke kunde kende sine Kammerater. Efter en saadan Tur skulde de sidde og spille hele Natten, helst med lidt Humør, og den følgende Dag skulde de vandre samme Vej tilbage — altsammen for at tjene et Honorar paa 6 Kr. til hver!
Niels Bruun var en pæn og ordentlig Mand i sit Hjem, men i hans yngre Dage kunde det ske, at man fik ham til at tage Del i Drikkeriet ved Gilderne. Det var hans Kone ked af, og hun var urolig for ham, naar han var borte om Nætterne. Da han en Gang kom hjem fra et Gilde, sagde hun til ham: »Du skulde endda lade det Drikkeri være, Niels, kan du ikke lade det være for vore Børns Skyld?« »Jo«, svarede Niels, »a har netop ogsaa faaet den Tanke, at nu skal det høre op!« Niels holdt sit Løfte som en Mand, han blev ved at spille, men drak ikke Spiritus mere. — Jeg har besøgt de to gamle Folk i deres lille Hus bag Give Kirkegaard; det var et Par hyggelige og elskværdige Mennesker, og de havde et nydeligt Hjem.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Nogle Jydske Spillemænd af Anton Berntsen (1921)

Tilbage