Søren Nielsen.

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Søren Skræder i Dørken eller Søren Nielsen, som han egentlig hed, hørte nærmest til Standens komiske Elementer. Han var ikke særlig dygtig til at spille; dog siger nogle, at hans Musik lød ret godt, og han har ogsaa komponeret Dansemelodier. Det mærkeligste ved ham var visse legemlige Færdigheder. Han var vanfør og havde en meget kort Overkrop, saa at han knap kunde se over Bordet, naar han sad paa en Stol, men han havde et Par usædvanlig lange og utrolig smidige Ben. En Gang gjorde han et Væddemaal med * en Karl. Karlen maatte holde sin flade Haand saa højt i Vejret, som han kunde række, og saa skulde Søren sparke til den. Karlen ansaa det for umuligt, men Søren sparkede til Haanden, saa Fingrene smækkede mod Loftet. Han holdt meget af kuriøse Væddemaal og skal en Gang i en saadan Anledning have drukket en Kaffepunsch med Næsen. Allerbedst som han sad og spillede, kunde han finde paa at forskrække Folk ved at kaste sig voldsomt henad Gulvet, saa man troede, at baade Søren og hans Violin blev knust, men han rejste sig ganske rolig op og spillede videre. Ved et Bal i Grejsdals Kro skal han have sparket Hul i Loftets Gibsdæk!
Han boede i Dørken, men flyttede senere til Thyre god og døde der.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Nogle Jydske Spillemænd af Anton Berntsen (1921)

Tilbage