Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Bjerre Herred var i sin Tid bekendt for sine mange dygtige Spillemænd. Regimentsmusiken i Fredericia havde mange af sine Folk fra denne Egn, og naar Stabshornist Schmidt hørte om en Musiker, at han var fra Bjerre Herred, var han interesseret i at lære Manden nærmere at kende.
En af de dygtigste Spillemænd fra denne Egn var Jakob Andersen, som fødtes i Skjold i 1839. Han del tog i Krigen i 1864 og fik da en Skade i venstre Haandled, som hindrede ham i at spille Violin, men han var en fortrinlig Fløjtenist og kunde spille fra Bladet. Han virkede som Spillemand i 60 Aar og har i dette Tidsrum øvet sin Kunst i mange Egne af Landet; han nøjedes ikke med at spille til Gilderne i den hjemlige Egn, men fulgte omrejsende Karusseller og har endog spillet en Del i Cirkus Overgaard. Ved Siden af Musiken drev han Væverprofessionen, men skønt Musiken saaledes ikke optog hans hele Tid, kunde hans aarlige Fortjeneste med Fløjten dog beløbe sig til 700 å 800 Kr. Som saa mange andre af de
gamle var han i Besiddelse af en Nøjsomhed og Udholdenhed, der synes Nutidsmennesker utrolig. Efter at have spillet en hel Nat til et Gilde kunde han komme hjem om Morgenen og straks sætte sig ved sin Væv; der var ikke Tid til at sove. Og naar han saa havde arbejdet flittigt hele Dagen, kunde han gaa ud at spille den næste Nat igen.
Man tænker sig uvilkaarlig, at den Mand maa have havt et Jernhelbred, mendetvari Virkeligheden ikke Tilfældet. I Ungdomsaarene skrantede han en Del, Brystet var ikke stærkt, men han fik et godt Raad hos en klog Kone. Hver Morgen spiste han paa fastende Hjærte de smaa fine Hjærteblade af Grønkaal, og han mener, at denne Kur har hjulpet ham. Vi yngre har saa let til et Smil, naar vi hører om Kure af den Art, men hvem ved, om der ikke en skønne Dag bliver skrevet en lærd Doktordisputats om Kaalplantens medicinske Egenskaber. Man har før hørt, at en Læge er bleven berømt ved at opdage Ting, som Almuen kendte længe i Forvejen. Nogle Aar efter Grønkaalskuren fik Jakob Andersen en meget heftig Lungebetændelse og laa længe syg. Dr. Langgaard fra Ørum, som behandlede ham, sagde, at det var et Under, hvis den Mand kom sig. Det gjorde han nu alligevel, men Lungerne var noget medtagne, og Doktoren sagde til ham, at nu maatte han i hvert Fald opgive sit Fløjtespil, hvis han gav sig til at blæse Fløjte efter dette, var han en Dødens Mand. Andersen sundede sig lidt paa den Besked, saa gav han sig til at spille igen, og han holdt dog ud med det endnu i ca. 40 Aar. Det var naturligvis af væsentlig Betydning, at han levede et yderst ordentligt Liv. I de 60 Aar, han har spillet, har han kun en Gang været beruset, og han førte saaledes et praktisk Bevis for, at Spillemandslivet godt kan forenes med Afholdenhed.
Ogsaa som Væver var han en dygtig og driftig Mand. Han havde stadig 2 å 3 Svende i sin Væve stue, og det gik ikke ham, som det er gaaet saa mange Mestre senere, at naar de først kom til at holde Folk, kunde de ikke selv overkomme at be stille noget. En Gang havde han en Svend, som han syntes bestilte for lidt, men Svenden mente, at naar han vævede 14 å 15 Alen Lærred om Dagen, var der ikke noget at klage over. »Er det noget at tale om?« sagde Jakob Andersen, »jeg kan væve 30 Alen«. Det ansaa Svenden for umuligt, og de gjorde et Vædde maal. Næste Morgen tog Andersen fat paa Vævningen, og da det blev Aften, havde han vævet 32 Alen Lær red. Svenden skulde nu have været af med en kost bar Pibe, som Væddemaalet gjaldt, men han stak af og tog Piben med sig. Andersen var berømt som Kunstvæver, han vævede Dækketøj (Damask) i kunst færdige Mønstre, og i mange Aar leverede han Dække tøj til Herregaarden »Tjele«.
Sammen med Bernt Andersen i Hornum, som var en dygtig Violinspiller, ejede han et Dansetelt, som benyttedes ved Skovfester. Det førtes fra Sted til Sted og kunde ved Sommertid være i Brug hver Søndag. Jakob Andersen havde to Sønner, som begge var med til at spille allerede i deres Drengetid (en af dem blev senere Musikdirektør i Vejle). Høkeren i Hostrup, Jens Mikkelsen, havde en Hest, og han kørte gerne for Spillemændene, naar de skulde hen til en Skovfest. Naar Teltet var rejst, og Dansen begyndte, stod Jens Mikkelsen ved Indgangen og mod tog Entre, men senere paa Aftenen blev der givet fri Adgang, og der kunde da komme saa mange Folk, at Orkestret maatte forstærkes.
Det skete da paa den Maade, at Jens Mikkelsen blev sat til at spille Kontrabas. Han havde rigtignok ikke lært at spille og kendte ikke Grebene og langt mindre Noderne, men han strøg, saa godt han kunde, paa de løse Strenge. Lidt Øre for Musiken havde han, saa han kunde skønne, hvilken Streng han skulde stryge paa, og for Resten kom det sig ikke saa nøje, blot det brummede dygtig og gik nogenlunde i Takt med den øvrige Musik. Naar de kørte hjem henad paa Morgenstunden, laa de to Drenge paa en Klapning (et Halmknippe) bag i Vognen og sov med et Dækken over sig. Det hændte en Gang, at en Mand, som de mødte, spurgte Jens Mikkelsen om, hvor han havde været henne at købe Kalve saa tidlig, han tro ede,, at det var et Par Kalve, der laa i Vognen.
En Gang havde Jakob Andersen spillet i Hornsyld, sammen med en Musiker Frederik Jørgensen. Det var ved Vintertid, Føret var træls, og de var meget trætte, da de ud paa Natten fulgtes ad hjem. Da de kom igennem Hostrup, gik de ind i Marius Slagters Port for at hvile sig lidt, her stod en Fjedervogn med magelige Sæder, og de to Mænd entrede op i Vognen og satte sig til Rette. De knappede Forlæderet og tænkte blot at sidde og hvile lidt, men Søvnigheden overmandede dem, og de sov til henad Morgenstunden. Før det endnu var bleven lyst, kom Slagterens Tjeneste pige med en Lygte og en Spand, hun skulde malke Kreaturerne. Men idet hun gik igennem Porten, fik hun Øje paa de to mystiske Mandfolk i Fjedervognen, og hun raabte forskrækket: »Ih, men hvad er dog det!« og saa løb hun ind i Huset igen. Men de to søvnige Spillemænd kom ned af Vognen og listede af.
For ogsaa at kunne optræde alene, anskaffede Ja kob Andersen sig en Gang en stor trerækket Har monika med mange Basser og Klokkespil. Han øvede sig Nat og Dag og lærte snart at traktere den med betydelig Færdighed. Den gjorde stor Lykke ved Gil derne, men den har næppe helt tilfredsstillet den dyg tige Musiker, han brugte den et Aarstid, saa satte han den til Side og holdt sig udelukkende til Fløjten.
Jakob Andersen har ofte assisteret ved Orkester musik i Vejle og Horsens, og da han paa sine gamle Dage tog Ophold hos Sønnen i Vejle, blev han Æres medlem af Vejle Orkesterforening.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Nogle Jydske Spillemænd af Anton Berntsen (1921) |
Copyright ISCA Software 2023-