Trej gammel Soldater

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

»A måt hen«, såå Niels Peder, »dengong dæ bløw Kri,
de wa strenng, men si Konng må en lyster;
a meldt mæ te Tjennest å fand mi Losi,
å a fæk Gevær å Tornyster.
Kjøvenhawn er en stue å løste By,
dæ wa Morskav så manne Stæjje,
men om Awtenen wa mi Lemmer som Bly,
å så wa æ Seng jo bæjje.

A wownt en Nat ve å høør di rovt: Brand!
æ Vegtere pev i dje Fløjter,
dæ wa Rummel a Vuun dæ kjoor atte Wand,
dæ wa Tummel mæ Stæjjer å Sprøjter.
A kam ud å æ Seng, å de gik i en Rof,
de wa ett fri, a bløw let fåskrækket;
a tøtt a wa nøj te å tåål te mi Slof,
men han wa ett nem å fo vækket.

»Do ska op! Ka do høør der æ Brandalarm!
de brænder et Stæj.i æ Næærhjed!«
A lættet æ Djøøn å fæk fat i hans Arm,
for a kjænd jo let te hans Sæærhjed.
Men de Swar han ga håd a ett vint å fo,
de hjalp ett te a kommandieret;
han fånam o æ Vekk: »Den er ett værm ino,
læ wos ett fo wo Nattsøwn spolieret!«

— »Nææj, a hå jo ålde wan mej i Kri«,
såå Jens, »men Soldat hår a wan,
å fåtææl let fræ mi Soldaterti,
de tænker a gjaan te a kan.
Æ Tjennest wa strenng, uha hwor en swettl
æ Marsjeren wa hoer ve æ Bjeen,
æ Lønning wa knap, den fåslow jo ett,
å ingenting kund en fåtjeen.

Jen Gong wa a kommen så håt i Kniiv,
te a snåe wa ve å lii Nø;
de gik så vidt, a måt sææl mi Piiv
for å fo let Smør te mi Brø.
Men mi Nø må ha læjjen Wohærre o Sinnd,
å de ka a ålde glemm,
a kam te å spel Kort å håd Held te å vinnd,
å de hjalp mæ ud å æ Klemm!«

— »Di Folk«, såå Henrik, »ka sajt vær tefreds,
dæ kam mej i æ Kri i ottåførre,
men vi, dæ måt hen i fiiråtres,
hå Grund te bådde å klaww å sørre.
Di stue derøwwe i Kjøvenhawn
vild nok ha æ Fedreland skuld fåswååres,
•men gi wos no Skyydtøw dæ wa te no Gawn,
næj de villd di ett, o æ Pææng skuld dæ spååres.

Vi lo i wo Skanser som Muws i dje Hwol
å fæk dawwle Besøg a di tysk Granater;
ålt hwa vi fæk lawet skød di i Smol,
å manne føeld a di dannsk Soldater.
Di lo ve wo Sii å wa sooret å døø,
vi ander ba te Wohærre vild spåår wos;
vi frøs å fæk osse wal let te æ Føø,
de wa ett a tænk o, te vi skuld kund klåår wos.

Jen Daw wa en tysk Soldat så fræk,
han sprang op o æ Wold å rovt nued te wos;
så såå wo Kaptejn, vi skuld pel ham væk,
ino håd vi Krued å Kuller ve wos.
A sæjt å ga Ild, å æ Tysker dratt,
a trowe ålde han rejjst sæ mie,
å a bløw ruest som en braw Soldat,
a ønsket te a kund ha skøt no flie.

A mindt den Daw te de Kup, a fæk goer,
wa snåe de grummest a håd bedrøwwen,
men no, ve en blywwe let op i æ Oer,
vild a ønnsk, te den Tysker ino håd wan løwwend.
Hwem ved, om der ett wa en kjøn bette Knæjt,
dæ måt grææd fåde han håd mest hans Fåe;
te a den Daw fæk tawwen så groww godt Sæjt,
æ jet a di tungest Minder a håe«.

Ååja«, swåår Niels Peder, »enhwæ hå sett,
den Slaww hår en anden åsse wan mej te;
om en undlywwet nowwe, de ved en ett,
en fæk ett å si hwem æ Kuller fand Vej te.
Den fjaar Oktober ve Frederiksstad
wa en Daw så strenng, te en ålde ka glemm en,
æ Prøjsere stormet, vi splett dem ad,
å manne kam ålde tebååg te dje Hjemmen.

Dje Trommer slow Stormmars, de hawwlet mæ Bly,
Folk ræænd fræ Huus, dæ gik op i Lowwer,
men vi stod imued å vi holdt æ By,
vi skød, å æ Tyskere føeld som Flowwer.
øwe trejhunder Danskere lo å wa døø,
de wa et Mirakel en anden skuld spååres;
men te Menneskens Bøen ska såen legges ØØ,
de kan no da ilde fåswååres!«

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage