Søren

En Awten, ve Mads kam hjem å wa træt,
en aften ved mads kom hjem og var træt
kund han si o hans Kuen, te hun nylle håd grædt,
kunne han sin på hans kone til hun nylle havde grædt
å han spuur: »Æ do sykk, helde hwa æ dæ ve et?« —
og han spuur Æ du sykk eller hvad en der ved det
»Nææj, de æ Søren, den slemme Dreng,
nææj de en søren den slemme dreng
han vild slæt ett lyyj, a måt pot ham i Seng,
han vil slæt ikke lyyj jeg måtte pot ham i seng
si no, om do ka ett fo ham te et!
sin nu om du kan ikke få ham til det
Han wa næjjsvis, hans Mund er ett te å lukk,
han var næjjsvis hans mund er ikke til og lukk
a hå lowet, han skuld fo en gue Lywfuld Hokk!«
jeg har lowet han skulle få en god lywfuld hokk


Mads gik ind te ham, han røst o æ Håend,
mads gik ind til ham han røst på en håend
de æ strenng å skuld slo si ejen Båen;
de en strenng og skulle slo sin ejen barn
men Søren lo å wa godt tepas,
men søren lå og var godt tilpas
de wa knap han kund båår sæ for å li,
de var knapt han kunne båår sig for og li
ve æ Daer gik op å hans Fåe læt sæ si,
ved en daer gik op og hans far læt sig sin
han troww, te hans Fåe skuld å i æ Kas.
han troww til hans far skulle og i en kas
»Ska do osse herind! Hå do ett wan gue?
ska du også herind har du ikke været god
ja hun æ gal i Awten, wo Mue!«
ja hun en gal i aften vor mue

Tilbage