Ywlawten i æ Kjerk

Lille Tinne sad ve hind Mue,
lille tinne sad ved hendes mor
di sang en Sallm om »den Himmel blo«,
de sang en sallm om den himmel blo
den kjæænd hun, hun tøtt den wa så gue,
den kjæænd hun hun syntes den var så god
men så kam dæ nued te hun ett kund fåsto.
men så kom der nued til hun ikke kunne forstå
Dæ stod cn swot Mand o en lille Altan,
der stod cn swot mand på en lille altan
han holdt en Tåål, å den lyyj så strenng;
han holdt en tåål og den lyyj så strenng
Tinne sad stell, få hun vest te de ska en,
tinne sad stell får hun vest til de skal en
men hun ønsket, han ett vild blyw ve få lænng.
men hun ønsket han ikke vil blive ved får længe


Æ Tåål bløw long, å æ Lyjs di værrmet,
en tåål blev lang og en lys de varmet
å lille Tinne wa ve å slep hen, —
og lille tinne var ved og slep hen
hun hwesket: »Hwofå æ den Mand så fånærrmet,
hun hwesket hwofå en den mand så fånærrmet
fåde te de no æ bløwwen Ywl igjen!«
fåde til de nu en blevet jul igjen

Tilbage