Rahab

De æ Awten, å Rahabs Daer stor o Klem,
de en aften og rahabs daer stor på klem
fræ Værkstæj å Mark gor æ Arrbedsfolk hjem,
fra værkstæj og mark gor en arrbedsfolk hjem
men åldsammel go di fåbi;
men åldsammel go de forbi
hun trænge te Pææng for å kjøøv sæ let Føø,
hun trænge til penge for og kjøøv sig let føde
hun hå måålet hind Ansegt, hind Kinder æ røø,
hun har måålet hendes ansigt hendes kender en røø
men æ Rynker æ liigodt å si.
men en rynker en lige godt og sin


Hun wa jengong en Piig mæ et uskylde Sind,
hun var jengong en pige mig det uskylde sind
men hun bløw en sælle fåhjasket Kwind,
men hun blev en sælle fåhjasket kwind
få Manndfolkes Pææng tefals;
får manndfolkes penge tefals
hun æ angst få sæ sjel å de LYW hun må løww,
hun en angst får sig selv og de lyw hun skal løww
å næer hun ett længer æ Kåål ka fånøww,
og nær hun ikke længer en karle kan fånøww
må hun helst ta en Strekk om æ Hals.
skal hun helst ta en strekk om en hals


Hind Mue goe hjemm å æ så fåknøt,
hendes mor goe hjemme og en så fåknøt
hun må grææd få de Båen der æ vild å fåskøt,
hun skal grææd får de barn der en vil og fåskøt
men hun hå fåt laer å tii;
men hun har fåt laer og tii
æ Søstre æ gywt, di æ godt i Hawn,
en søstre en gift de en godt i hawn
men ingen tør næwwn de swott Foers Nawn,
men ingen tør næwwn de swott foers nawn
få de ka dje Fåe ett lii.
får de kan deres far ikke lide


Åå, kunnd en endda blyw te Mennesk igjen,
Åh kunde en endda blive til mennesk igen
men hun håer ett jen jenneste ærlig Ven,
men hun har ikke en jenneste ærlig ven
for en Tøs lukke pææn Folk dje Daer;
for en tøs lukke pææn folk deres daer
di »Venner«, dæ kommer å gjø hind Visit,
de venner der kommer og gjø hendes visit
vil kons træj hind længer nie i æ Skidt,
vil kun træj hendes længer nie i en skidt
di mjen, hun er ett bæjje vaer.
de mjen hun er ikke bedre vaer


Hun æ lie ve å røør ve di Pææng hun fo tint,
hun en modbydelig ved og røør ved de penge hun få tint
å næer hun betænke hwa hun hår i Vint,
og nær hun betænke hvad hun har i vint
ka æ Angst fo hind Mund te å skriig;
kan en angst få hendes mund til og skriig
åå, kund en endda no go hjem te si Mue
Åh kunne en endda nu go hjem til sin mor
å grææd ve hind Brøst: »A hår et wan gue,
og grææd ved hendes brøst jeg har det været god
men er a ett liigodt di Piig?«
men er jeg ikke lige godt de pige


— Hun hå lii fåt tænd Lyjs, så høer hun mæ jet
hun har lide fåt tænd lys så høer hun mig alligevel
en Lyj hun æ kjæend mej — et Manndfolks Skredt,
en lyj hun en kendt med det manndfolks skredt
hun go hen te æ Daer — der er tow!
hun go hen til en daer der er tog
Hun fo dem lot ind å bøjjen te Sææd,
hun få dem lot ind og indbudt til sææd
hun si løste ud, men æ lii ve å grææd,
hun sin løste ud men en lide ved og grææd
få no ska æ Nat go mæ Sjow.
får nu skal en nat go mig sjovt


Hun sier o hind Fremmet — hwa er et få Kåål?
hun ser på hendes fremmed hvad er det får karle
di æ lonthenn fræ ka en høør o dje Tåål,
de en lonthenn fra kan en høre på deres tåål
di æ pææn, men di æ da så sæær;
de en pææn men de en da så sæær
di snakke jo te hind som hun wa dje Liig,
de snakke jo til hendes som hun var deres liig
di trowe ves hun er en ordenlig Piig,
de trowe ves hun er en ordenlig pige
men hwa ka dje Ærind så væær?
men hvad kan deres Ærind så være


De ka væær di æ sulten — hun håer ett en Krumm,
de kan være de en sulten hun har ikke en krumm
næj — di hå sjel Føøwåår mej i dje Lomm,
næj de har selv føøwåår med i deres lomme
å di spør om hun ett vil spis mej?
og de spør om hun ikke vil spis med
Di æ fremmet, æ lii kommen hie te æ By,
de en fremmed en lide kommen her til en by
om hun ett håer et Kammer, hwoe di ka fo Ly
om hun ikke har det kammer hwoe de kan få ly
te i Muen di igjen ska astæj?
til i muen de igen skal afsted


En ka høør de æ Folk dæ vil gjaan ved Beskejn,
en kan høre de en folk der vil gerne ved beskejn
få di spør hind ud om æ By å æ Ejn,
får de spør hendes ud om en by og en egn
om hwa Krigsmajt di håer i æ Stad,
om hvad krigsmajt de har i en stad
å Rahab fåtæel bådde løst å fast,
og rahab fåtæel både læste og fast
æ Nat æ jo long, de hår ingen Hast,
en nat en jo lang de har ingen hast
å hun spis de hun kan a dje Mad.
og hun spis de hun kan jeg deres mad


Dje Snak æ som søed Musik i hind Øør,
deres snak en som søed musik i hendes Øre
di liddele Uer, hun æ won te å høør,
de liddele uer hun en won til og høre
æ hun ves o di ålde hå kjæend;
en hun ves på de aldrig har kendt
kund en jawnle ha Fremmet o den Fasoen,
kunne en jawnle have fremmed på den fasoen
kund en snåe glemm si grimm Profession
kunne en snart glemme sin grimm profession
å igjen blyw anstændig å pæen.
og igen blive anstændig og pæn


Der æ Folk ve æ Daer — vil di hieind?
der en folk ved en daer vil de hieind
di rove Gevalt: »Vi æ Kongens Mend,
de rove gevalt vi en kongens mend
ka do strææv å luk op, din Mær!
kan du strææv og luk op din mær
Ved do å, te di Mend do i Nat gi Ly
ved du og til de mend du i nat giver ly
vil skell wos ve bådde wo Land å wo By,
vil skell os ved både vor land og vor by
— de æ Krigsfolk fræ Israels Hær!«
de en krigsfolk fra israels hær


Hun blywe så angst, hun æ lii ve å sweed,
hun blive så angst hun en lide ved og sweed
de wa diefå di vild ha nued å veed —
de var diefå de vil have nued og veed
no ska Jeriko ta sæ i Ajt!
nu skal jeriko ta sig i ajt
Få Israels Bøen ka gjøør hwa di vil,
får israels børn kan gøre hvad de vil
di hå nylle slawwen tow Konger ihjel,
de har nylle slawwen tog konger ihjel
dje Gud håe så stue en Majt.
deres gud håe så store en majt


De æ Rahab de sååm, hun hår ett nued å mest,
de en rahab de sååm hun har ikke nued og mest
hinnd ejjn skældt hind ud få de grimmest di vest,
hende egen skældt hendes ud får de grimmest de vest
di æ åldtie stærk i æ Kjææv;
de en åldtie stærk i en kjææv
hun for i en Hast di tow fremmet pot
hun for i en hast de tog fremmed pot
å roove: »Di gik faar æ Puet bløw lot,
og roove de gik før en puet blev lot
I ka no dem ifald I vil strææv!«
i kan nu dem ifald i vil strææv


Men opp o æ Tag tåår æ Kåål sæ en Lur,
men opp på en tag tåår en karle sig en lur
faar Daw hjelpe Rahab dem øwer æ Muer,
før dag hjelpe rahab dem øwer en mor
om æ Vej fo di gue Beskejn;
om en vej få de god beskejn
di lowwe så ves, te hind Huws ska blyw spåer,
de lowwe så ves til hendes hus skal blive spåer
næer di tåer æ By — å de gjø di nok snåer —
nær de tåer en by og de gjø de nok snåer
en Skarlagens Snuer ska vær Tejn.
en skarlagens snuer skal være tejn


— Å Rahab fæk Bod te hind Slæjt i æ By,
og rahab fik bod til hendes slæjt i en by
å hun bøj dem te, di ve hinnd måt fo Ly,
og hun bød dem til de ved hende måtte få ly
di så Næj Tak å slow mæ æ Nakk!
de så næj tak og slog mig en nakk
Di hååd Huusvejj nok å trænd ett te å løøn,
de havde huusvejj nok og trænd ikke til og løøn
men den Daw di hoer æ Basuner drøøn,
men den dag de hår en basuner drøøn
da tow di nok liigodt te Takk!
da tog de nok lige godt til takk


Æ By bløw læjjn ØØ, dæ wa ingen Pardon,
en by blev læjjn ØØ der var ingen pardon
men Rahab å hjeel hind Familli bløw skoen,
men rahab og hele hendes familli blev skoen
å hun græed i hind Mues Fawn;
og hun græed i hendes mose fawn
di køsset æ Skyld å æ Skam fræ hind Pannd,
de køsset en skyld og en skam fra hendes pannd
hun reddet dje Lyw, å i Israels Lannd
hun reddet deres lyw og i israels lannd
di mindes mæ Æær hind Nawn.
de mindes mig Æær hendes nawn

Tilbage