Hjem!

En Stooder i Pjalter ka pææn Folk ett lii,
en stooder i pjalter kan pææn folk ikke lide
en Piig, han møtt, so te den anden Sii.
en pige han møtt so til den anden sii


En Mand ve en Goer tow æ Piiv å æ Mund,
en mand ved en gård tog en piiv og en mund
»Dæ kommer en Båsl« Han fløjt a hans Hund.
der kommer en båsl han fløjt jeg hans hund


En Kuen sad å hoor, hwa hind Bøen håd laer,
en kone sad og hoor hvad hendes børn havde laer
no fæk hun dem ind å vild lukk æ Daer.
nu fik hun dem ind og vil lukk en daer


Æ Bøen stod å keg mæ æ Daer o Klem;
en børn stod og kiggede mig en daer på klem
æ Mand o æ Vej såånst kons jet: han vild hjem!
en mand på en vej såånst kun alligevel han vil hjem


Den Vej, dæ no wa så træls å long,
den vej der nu var så træls og lang
håd han trawet mæ løste Sang engong.
havde han trawet mig løste sang engong


Dengong wa han rikk å trænd ett te å spåår,
dengong var han rikk og trænd ikke til og spåår
hans Kinder wa røø å hans Ywn wa klåår.
hans kender var røø og hans øjne var klare


Han håd moret sæ godt, de gik te en Ti,
han havde moret sig godt de gik til en ti
men en Daw wa æ Pææng å æ Morskav fåbi.
men en dag var en penge og en morskav forbi


Hans Venner håd glemt ham, hans Lykk wa henn,
hans venner havde glemt ham hans lykk var henn
han prøwwet hwodan de er å vær jenn.
han prøvet hwodan de er og være alene


Så stod han en Daw mæ æ Røkk te et Træ
så stod han en dag mig en ryg til det træ
å tændt o de Hjem, han skuld ett ha rejst fræ.
og tændt på de hjem han skulle ikke have rejst fra


Å no drow han hjemad, fåsult å træt,
og nu drog han hjemad fåsult og træt
de wa manne Daww sien han sist wa mæt.
de var mange dage gold han sist var mæt


No so han æ Tag a hans Fåes Goer,
nu so han en tag jeg hans fåes gård
»Hvem ved hwa Hælsen å Walkomst en foerl«
hvem ved hvad hælsen og walkomst en foerl


De vild snåe blyw mørk, æ Suel gik i Søk,
de vil snart blive mørk en sol gik i søk
han måt strææv for å no de siist lille Støk.
han måtte strææv for og nu de siist lille stykke?


Mæ jet stod han stell, kund ett fløt en Fued,
mig alligevel stod han stell kunne ikke flyttede en fued
hwem wa et dæ kam ham så rask imued?
hwem var det der kom ham så rask imued


En hwidhoret Mand mæ en fuuret Pannd,
en hwidhoret mand mig en fuuret pannd
hans Arrm æ bræj ud — åå Gud, er et sanndl
hans arrm en bræj ud Åh gud er det sanndl


Han kund ingenting sæjj — han kam te å røst,
han kunne ingenting sæjj han kom til og røst
så græed æ Søn ve si Fåes Brøst!
så græed en søn ved sin fåes brøst


Han håd frøjt få, hans Fåe vild væær så strenng,
han havde frøjt får hans far vil være så strenng
men de jennest, han såå, wa: »Do bej så lænng!«
men de jennest han sagde var do bej så lænng

Tilbage