Hans Fejler

No håe di ruest ham i æ Blåå,
nu håe de ruest ham i en blåå
te de æ nowwed fååle,
til de en nowwed fååle
a æ så ræj, de ska gjø Skåå,
jeg en så ræj de skal gjø skade
å han ska blyw få kååle.
og han skal blive får kååle
Ve Staten foe han jo si Løen
ved staten foe han jo sin løen
som ande stue Kejler,
som andre store kejler
no tøgges a, de kund vær skjøn
nu tøgges jeg de kunne være skjøn
å høer let om hans Fejler.
og høer let om hans fejler


Han æ jo nok en flitte Mand
han en jo nok en flitte mand
å døgti te å sammel,
og døgti til og sammen
den grummest i æ hiele Land,
den grummest i en hiele land
men han æ snåe få gammel.
men han en snart får gamle
Æ Ti go jo så haste fram,
en ti go jo så haste fram
te ingen ka rænd fræ en,
til ingen kan rænd fra en
a tøgges, vi må sæjj om ham,
jeg tøgges vi skal sæjj om ham
han følle knap nok mæ en.
han følle knapt nok mig en


Han hå jo trawet manne Mil
han har jo trawet mange mil
i ålld Slaw Føør å Væje,
i alle slaw føør og væje
han skuld ha kjor omkring i Bil,
han skulle have kjor omkring i bil
de vild ha fortet bæjje.
de vil have fortet bedre
Næer han kund fo en Viis å høør,
nær han kunne få en viis og høre
så vild han ålde spåår sæ,
så vil han aldrig spåår sig
å somti glemt han ren å spøør,
og somti glemt han ren og spørge
om de no å kund swåår sæ.
om de nu og kunne swåår sig


Da han i gammel Ti wa Dejn,
da han i gamle ti var degn
kund han jo nok bego sæ,
kunne han jo nok begå sig
no vild han ves blyw slem fålejn
nu vil han ves blive slem fålejn
å knappele kund sto sæ.
og knappele kunne står sig
Di sæje, han wa styw i Dansk
de sæje han var styw i dansk
å flink nok i de hiele,
og flink nok i de hiele
men no ska Småbøen jo lær Fransk,
men nu skal småbøen jo lær fransk
så snåe di ka snak rele.
så snart de kan snak rele


Men om han ett æ hiel komplæt
men om han ikke en hiel komplæt
— så let som ålld vi ande —
så let som alle vi andre
vi ved, hwes vi ham kinde ræt,
vi ved hwes vi ham kinde ret
te han æ gue å grande,
til han en god og grande
I Awten æ han jo så pæen
i aften en han jo så pæn
å i hans kjønnest Klæje,
og i hans kønneste klæje
let Ståes hå Kongen o ham hæend,
let ståes har kongen på ham hæend
de traf ves sjælden bæjje!
de traf ves sjælden bedre

Tilbage