Niels Peder å Hanne håd soeld dje Stæj,
niels peder og hanne havde soeld deres stæj
no holdt der en V uen deruud o æ Vej,
nu holdt der en v uen derude på en vej
æ V uen wa lasset mæ åld dje Kram,
en v uen var lasset mig åld deres kram
di so dem tebååg, ve æ Hææst gik fram,
de so dem tilbage ved en hææst gik fram
di so o æ Huws, æ Mark å æ Haww,
de so på en hus en mark og en have
å tændt o dje manne Sammlyws Daww.
og tændt på deres mange sammlyws dage
Hun tændt o den Ti, da di føst bløw kjæend,
hun tændt på den ti da de først blev kendt
di Bræww han da sæænd hind — han skrøw så pæen,
de bræww han da sæænd hendes han skrøw så pæn
han kæmpet ve Isted å Fred'riksstad,
han kæmpet ved isted og fred riksstad
men så kam han hjem, å da bløw hun så glad,
men så kom han hjem og da blev hun så glad
di mødtes en Muen i Pe Jørgens Goer,
de mødtes en muen i pe jørgens gård
få die tindt hun i Krigens Oer.
får die tindt hun i krigens år
Han kjøvt et Støk Juer å begyndt å byyg,
han kjøvt det stykke? juer og begyndt og byyg
en Diel å æ Muurstien han sjel måt .stryyg,
en diel og en muurstien han selv måtte stryyg
så wownt hun en Daw, de wa Sønnda Muen,
så wownt hun en dag de var sønnda muen
å da wa hun bløwwen Niels Peders Kuen,
og da var hun blevet niels peders kone
di so o dje Huws, di wa glaad som Bøen,
de so på deres hus de var glaad som børn
hun ga ham et Køs i Arrbedsløen.
hun gav ham det køs i arrbedsløen
Så hjalp di hwærander så godt di kunnd,
så hjalp de hwærander så godt de kunde
dæ kam en Flok Bøen, dæ bløw manne Munnd,
der kom en flok børn der blev mange munnd
æ Føø skuld di ha bådde stuer å smo,
en føde skulle de have både stor og små
å spååres skulld der, æ Pææng wa fo,
og spååres skulle der en penge var få
hwæ Øør, di håd tint, håd di brugt te Nøtt,
hver Øre de havde tint havde de brugte til nytte
men no wa di gammel — å no skuld di fløttl
men nu var de gamle og nu skulle de fløttl
Hun sukket så dyvt, å hind Ywn bløw dooget,
hun sukket så dyvt og hendes øjne blev dugget
no tændt hun o den Gong, di soold den brooget,
nu tændt hun på den gang de soold den brooget
di fuldtes ad te æ Mærkend mæ en,
de fuldtes ad til en mærkend mig en
den broold a Sorre, ve di gik fræ en,
den broold jeg sorg ved de gik fra en
de goor hind så undt, hun kund ett wal glemm en,
de goor hendes så undt hun kunne ikke vel glemme en
--- men no skuld di sjel sæj Fåwal te dje Hjemmenl
men nu skulle de selv sæj fåwal til deres hjemmenl
Niels Peder håd lejet en towfags Stoww,
niels peder havde lejet en towfags stoww
i den skuld di no få føøst Gong soww,
i den skulle de nu får føøst gang soww
di hoor, te æ Klokk føld i Slaw te tis
de hoor til en klokke føld i slaw til tis
men æ Ywn kund di ett fo te å fåld i;
men en øjne kunne de ikke få til og fåld i
hun tændt o æ Huws dæ næjjen æ Banker,
hun tændt på en hus der næjjen en banker
å han håd travlt mæ hans ejjen Tanker.
og han havde travlt mig hans ejjen tanker
Han lo å ræjnt ud o, hwodan di skuld spåår,
han lå og ræjnt ud på hwodan de skulle spåår
hwo lænng no di Medler, di hååd, kund wåår,
hvor længe nu de medler de havde kunne wåår
let kunnd han wol tjeen, han håd ålde wan down,
let kunde han vel tjeen han havde aldrig været down
di villd jo så nøøde ha Hjelp å æ Sown;
de villd jo så nøøde have hjelp og en sown
no fæk en å si, om æ Ræjjnskav vild sææd,
nu fik en og sin om en ræjjnskav vil sææd
— mæ jet ga Hanne sæ te å grææd!
mig alligevel gav hanne sig til og grææd
Niels Peder vild trøst hind, han tow hind Håend,
niels peder vil trøst hendes han tog hendes håend
men hun lo å græd som et lille Båen.
men hun lå og græd som det lille barn
»Hwa skåe do, Ven, æ do illd tepas,
hwa skåe du ven en du illd tilpas
do tøgges WOI, her æ få knap mæ Plads?«
du tøgges woi her en får knapt mig plads
, næj, men a tændt o wo Hjem dænie,
næj men jeg tændt på vor hjem dænie
no må vi så --- ålde — komm dæ — miel«
nu skal vi så aldrig komme der miel
Copyright ISCA Software 2023-