Madses Øg

Mads skuld ad By, å hans Kuen skuld mej,
mads skulle ad by og hans kone skulle med
å de wa føøst Gong i manne Oer,
og de var føøst gang i mange år
gammel Magrete skuld pas dje Stæj,
gamle magrete skulle passe deres stæj
hun skuld si te æ Kjøer å æ Foer.
hun skulle sin til en køer og en får
Æ gammel Øg skuld ha en Spand W and,
en gamle Øg skulle have en spand w and
å så måt hun gi en let Stro,
og så måtte hun giver en let stro
den håd trællet o Madses ti Tønder Land
den havde trællet på madses ti tønder land
så lænng te'en snåer ett kund go.
så længe til en snåer ikke kunne go


Magrete ga en en Fjarringkar Hawwer,
magrete gav en en fjarringkar hawwer
den føøst den håd fåt i manne Oer,
den føøst den havde fåt i mange år
hun klappet si Sie, di wa så mawwer,
hun klappet sin sie de var så mawwer
så strøg hun si styww gammel Loer.
så strøg hun sin stive gamle loer
Di gammel Ywn bløw så blank å runnd,
de gamle øjne blev så blank og runnd
den plejjet te dawwle å fo Klø,
den plejjet til dawwle og få klø
føst oed en åld de Hawwer, den kunnd,
først oed en åld de hawwer den kunde
å så lo en sæ te å dø.
og så lå en sig til og dø


Mads bløw jo gal, de wa ett så sæer,
mads blev jo gal de var ikke så sæer
men de håd han wan i så manne Oer,
men de havde han været i så mange år
å de tow Magrete sæ ett så næer,
og de tog magrete sig ikke så nær
få hun wa tefreds mæ, hwa hun håd goer.
får hun var tefreds mig hvad hun havde gård
Sjel wa hun et Skrog, dæ måt sliid få hind Brø,
selv var hun det skrog der måtte sliid får hendes brø
så klog som ander Folk wa hun wol knap;
så klog som andre folk var hun vel knapt
no wa dæ da jen minder te å lii Nø,
nu var der da en minder til og lide nø
hun tøtt, de wa godt, te'en slap.
hun syntes de var godt til en slap

Tilbage